Mandag brugte den norske sundheds- og omsorgsminister Bent Høie 3 minutter af den norske regerings Corona-pressekonference til at takke ungdommen for deres indsats under Corona-epidemien. Som i Danmark er de små elever i Norge tilbage på skolebænken, men de store elever er fortsat hjemme.

Ministerens tale er rørende og taler lige ind i noget, jeg også har tænkt på. Hvor meget de unge går glip af, og hvor pænt de tager det, når man tænker på, hvor kort ungdommen er og hvor passionerede de er. At lægge låg på al det i så lang tid ..

Da jeg var 17 var livet her og nu. Ikke om et halvt år eller til næste sommer. Mine veninder og drengene var hele mit liv, og jeg ville rådne op derhjemme kun med min familie. Man bliver kun student en gang, og man kan ikke udskyde studenterkørslen og studenterfesterne .. De går glip af en del af deres ungdom – eller den bliver i hvert fald anderledes og meget begrænset. Sabbatåret hvor man skulle rejse jorden rundt er lige nu. Det kommer ikke igen. Så kram jeres unge mennesker, lyt til dem og vis dem respekt for deres afsavn.

Link til talen

«Vi gleder oss alle over at de minste får komme tilbake på skolen. Men jeg vil gjerne snakke litt om de største. De som fortsatt må vente og lengte. Jeg vil gjerne si til ungdommene våre at vi ikke har glemt dem! Målet vårt er at de skal komme tilbake til skolen før sommeren. Det er mange som har blitt takket for innsatsen denne tiden. Nå er det på høy tid at vi takker ungdommene våre.

De har ofret mye.

Den siste tiden har mange voksne vært fortvilet over hytteforbudet og frustrert over hjemmekontoret. Det forstår jeg godt! Men hytta ligger jo helt i ro og venter på deg. Jobben er omtrent som før når du vender tilbake.

Slik er det ikke når du er ung.

Våren du fyller 14, ligger ikke i ro og venter på at du skal komme. Det er ikke mulig å vende tilbake til sommeren da du var 17. Russetiden kan ikke spilles på repeat.

Vi som er voksne, snakker om neste sommer. Men neste sommer er for middelaldrende menn som kjøper karbonadedeig og dopapir på tilbud.

Neste sommer finnes ikke når du er ung. Når du er ung, bryr du deg bare om det som skal skje i dag og i morgen. Du drømmer om det som skal skje denne sommeren og denne våren. Du drømmer om fotballcupen der du skal score mål som ingen har sett maken til. Du drømmer om klasseturen der du skal ta mot til deg og flørte med klassens søteste gutt. Du drømmer om skoleballet der du skal danse til langt på natt i den dyre kjolen du måtte mase et år for å få. Du drømmer om russetiden der du skal feire og feste i den aller feteste russebussen og den aller fineste russedressen.

Men så kom viruset som knuste alle drømmene.

Det blir ingen fotballcup og ingen klassetur. Det blir ikke noe skoleball, og russen har knapt rullet en meter. I tillegg er det er umulig å konsentrere seg om hjemmeundervisningen, fordi foreldrene dine snakker så høyt når de har Skype-møter med jobben.

Jeg skulle gjerne sagt til dere som er unge, at alt snart blir som før

Men det kan jeg ikke.

Denne våren blir annerledes. Denne sommeren blir annerledes. Dette året blir annerledes. Dere er ungdommene som må gjøre ting annerledes. Dere har satt livet på vent – for at andre skal berge livet. Jeg håper dere kommer til å danse – selv om det ikke blir noe skoleball. Jeg håper dere kommer til å score fantastiske mål – selv om det ikke blir noen fotballcup. Jeg håper dere kommer til å flørte med søte gutter og søte jenter – selv om det ikke blir noen klassetur. Jeg håper dere får en fet og fin russefeiring – selv om den blir annerledes.

Denne tiden er spesiell. Jeg håper den kan bli fin likevel. Tusen takk til alle norske ungdommer. Tusen takk til russen 2020. Vi kommer til å huske dere!