“Motiveret medarbejder søges” .. giver det overhovedet mening? Jeg er motiveret for forskellige ting med jævne mellemrum, men ikke konstant. Hvad mener du kommer først; motivation eller handling?
Jeg troede, at motivationen kom forud for handlingen. Men nu står det mig klart, at det er omvendt. Og det er faktisk rart at vide, for jeg er sjældent motiveret på forhånd til at træne – og jeg bliver superirriteret på mig selv over min manglende motivation. Sløve banan!! Men jeg oplever, at når jeg omsætter tanken til handling, så blusser motivationen op, fx når jeg har snøret mine løbesko, så kommer jeg altid afsted.
Det er nok de færreste, der kommer helt over i motionscentret og tager hjem igen uden at træne. Når løbeskoene er snøret, kommer man også afsted. Det er det samme med rengøring, opvask og oprydning; det sværeste er at komme igang, men så dukker motivationen op, når man kommer i gang og ser en forskel.
Så hvorfor er det, at vi stadig forventer, at motivationen bare dukker op uden handling? At folk bare går rundt og er motiverede? Der skal en handling til. Man er nødt til at foretage sig noget, før motivationen dukker op.
Præcis som du ikke går rundt og er glad eller sur hele tiden, så går du heller ikke rundt og er motiveret konstant. Motivation er en følelse, der opstår, når den bliver vakt af en handling.
Jeg har aldrig tænkt over motivation sådan. Jeg troede, at enten er man motiveret eller også er man ikke. Men man kan blive motiveret, alene ved at handle … Glem peptalks, gør noget i stedet for!