Jeg faldt over dette digt forleden i mit feed. Selvom det er fra 2012, så beskriver det ret præcist hverdagen / ventetiden i den nye CoVirkelighed på dag 69. Det handler om at vente på, at stormen er passeret. Acceptere vilkårene og vente det ud.

Overgivelse no.3.

”Det eneste at gøre nu

Er at lægge tid imellem.

Dette kan ikke tænkes

I orden igen.

Lægge sig trygt ind i timerne

Og lade sig transportere,

Indtil disse umage dage

Giver mening i tilbageblik.

Læne sig ind i slipstrømmen

af andet levende liv og håbe,

det griber om sig.”

Helle S. Søtrup, 2012

Jeg er ikke god til at vente, for jeg har ingen tålmodighed. Især ikke når der måske er noget, der f**ker med vores sommerferie. Vi har ikke tænkt os at bøje af eller ændre planer, men jeg ved godt, at der er et element af usikkerhed i forbindelse med vores sommerferieplaner. Vi vil så gerne afsted om det så bliver med masker på hele vejen og med take away på værelset, fordi vi kan være med til at sikre, at vores hotel i Italien også er der næste år. Helt enkelt. Det er det jeg mener med at støtte lokalt. Vi vil gerne have klarhed nu, og det findes ikke. Så vi venter og lægger os trygt ind i timerne og lader os transportere ..