Ferie i Danmark

Mindst 33 sommerferier i Danmark er det blevet til for min del. Dertil kommer det samme antal påske- og efterårsferie, samt et hav af weekends. Så jeg kender RIGTIG meget til at holde ferie i Danmark. Det er enormt vejrafhængigt, og du ved bare ikke rigtig, hvad du får. Der er stor risiko for, at det bliver regnvejr i juli – men man kan også rende ind i en sommer som fx. 1976, 1983, 1992 eller 2018, hvor solen bare skinnede og skinnede. Der er gennemsnitligt 19 regnvejrsdage i juli i Danmark.

Så efter at være vokset op med sommerferier i Danmark, vil jeg bare hellere til Italien og Frankrig, hvis jeg kan vælge frit. Det kan jeg så ikke i år, og derfor har vi booket ferie bl.a. i sommerhus i Danmark. Selvom det ikke var planen, så glæder jeg mig til det!

Sommerferie i gamle dage

Jeg er vokset op i 70’erne og 80’erne, og jeg har kun holdt sommerferie i Danmark som barn. Som ung fortsatte jeg og mine veninder med at holde ferie i Danmark, for det vi sparede på flybilletten kunne vi lægge i baren 🥳

Der var nogle få smutture i bil til Tyskland, men ellers var hovedreglen, at sommerferie blev holdt i Danmark hver sommer. Efter den fantastisk varme og solrige sommer i 1976 købte mine forældre sommerhus i Rørvig. Der var derfor ingen grund til at spørge mig “hvor skal du hen til sommer?” for svaret var selvfølgelig: Rørvig.

Det var fint for mig, for jeg kendte ikke til andet. Det var fedt at have sommerhus, for så kom vi da nogen steder. Mange svarede ‘ingen steder’ på hvor-skal-du-hen-i-ferien-spørgsmålet. Det var kun de færreste, der rejste ud af landet på sommerferie; på kanotur i Sverige, bilferie i Tyskland – lige bortset fra en heldig sjæl min klasse, der var i Florida og Disneyland (!) en sommer. Danmark var feriedestination #1 for langt de fleste i 70-80erne.

Sommerferie i Danmark, da jeg var barn

Jeg kan ikke rigtig skelne min barndomsferier fra hinanden. De var endeløse, trygge, ens og hyggelige, for vi var i sommerhus i 4-5 uger. Vi tilbragte det meste af tiden i og omkring sommerhuset, hvor min mor solede sig, og min far læste i skyggen fra de store træer. Vi tog af og til på stranden og badede, og vi havde aldrig andet end et håndklæde og en bog med. Ingen gummibåde eller andet pjat, for det kunne ikke være på cyklen.

Der var ikke de store ting på tapetet i sådan en sommerferie. Mine forældre havde én ufravigelig regel; ingen gæster, for der skulle slappes max af. Det gjorde vi så. Jeg kan huske, at ligesom min søn virkelig elsker feriemor (fremfor hverdagsmor), så var mine forældre sjovere, sødere og nemmere, når vi holdt ferie, og hverdagen var efterladt derhjemme.

Hvad lavede vi sådan en lang sommer i sommerhuset?

Men hvad lavede vi så? Uden gæster, uden mobiler, uden internet og med et sort/hvid fjernsyn med bare en kanal? Vi cyklede på biblioteket et par gange om ugen og lånte absurd mange bøger, som vi også læste allesammen, hvorefter vi cyklede ned og byttede dem. Vi spillede fodbold, badminton og kroket i haven – og 1x minigolf per sommerferie. Vi sov i telt i haven og var fascinerede over, at man kunne høre mine forældre snorken inden i huset helt ude i teltet!

Vi plukkede jordbær, hindbær og ærter indimellem. Vi fik jordbær med mælk og nul sukker hver aften, indtil hindbærsæsonen tog over. Min mor og jeg lavede frysetøj af de hindbær, vi ikke fik spist. Om morgenen spiste vi jordbærmadder i solen på terrassen, mens mine forældre læste avis og drak kaffe i timevis.

Vi elskede virkelig at fange krabber på havnen, men det gad mine forældre sjældent. Til gengæld cyklede og gik vi lange ture sammen, men deciderede udflugter var ikke noget, vi gjorde os i.

Vi fik venner på vejen og på stranden, som vi legede med. Vi cyklede rundt helt selv, og vi solgte blomster og saftevand i en bod ved vejen og skrev kærestebreve til de sureste mennesker på vejen.

Da jeg var mindre, tullede jeg rundt for mig selv og forsvandt ind i mine egne lege i vores store have; jeg legede Laura fra det lille hus på prærien eller Anna fra Grønnebrink. Jeg lå i det høje bløde græs og læste bøger eller kiggede på de drivende skyer. Om morgenen elskede jeg at løbe gennem det dugvåde græs på bare fødder. Og på feriens sidste dag fik vi en vaffelis på havnen, mens vi ventede på færgen!

En af de somre, der adskiller sig, var sommeren 1980, hvor det regnede hele tiden. Vores toilet gurglede og truede med at løbe over, og min mor sagde, at vi ikke skulle skylle efter et ‘lille ærinde’. Vores septiktank sørgede for, at der var en svag lugt af lort i haven. Vejen bag vores hus blev til en mudderpøl, hvor vi gravede kanaler og lavede vandfald i mudderet. Det var virkelig sjovt! Vi badede også i badetøj i den dybe vandpyt på græsplænen foran vores hus.

Vi gik til svømning hver dag klokken 10 i fjorden i pisøsregnvejr i 10 graders kulde. Vores tænder klaprede, når vi stod på badebroen i badetøj i strid blæst og med den iskolde regn prikkende som nåle på huden. Vandet føltes nærmest varmt sammenlignet med regnen. Min far stod på broen i en regnfrakke under en paraply og røg. Han syntes heller ikke, at det var en fest, men han stod der for vores skyld, sagde han.

Vi lærte at svømme i havet, og det er guld værd. Jeg tog mit 50 meter mærke mellem to broer med tang, der kildede på benene og nervøst spejdende efter brandmænd. Det, der motiverede mig til at svømme videre, var, at krabberne nipsede os i tæerne, når vi stod på stenene på bunden. Det gjaldt om at blive ved med at svømme og undgå at stå på bunden 🏊🏼‍♀️🦀

Vejret spændte ben, da jeg forsøgte at sælge konceptet “sommerhusferie i Danmark” ind hos min mand …

Da jeg for mange år siden forsøgte at sælge sommerhusferie ind hos min mand, var det tæt på, at en meget våd sommer spolerede alle mine salgstricks. Vi var nemlig i sommerhus i Rørvig i pisøsregnvejr i en uge. Mine svigerforældre var på besøg, og vi kunne ikke skylle i toilettet, fordi septiktanken var fyldt med regnvand. Vi kørte på havnen og gik på toilettet der. Det var fugtigt, det var koldt og slet ikke sjovt – men uforglemmeligt!

Heldigvis har vi også fælles minder om en skøn sommer i sommerhus, men det er så vejrafhængigt i Danmark. Juli har i gennemsnit 19 regnvejrsdage i Danmark, så det er noget, man skal have med i tankerne. Men når det er godt vejr er Danmark et af de mest fantastiske steder at holde ferie ❤️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.