Vi har tidligere været i Würzburg for at overnatte, men vi har aldrig rigtig oplevet byen. Denne gang skulle vi kun køre små 4 timer fra Hannover, så vi var allerede i Würzburg midt på dagen. Da vi kom frem, var det stegende varmt, og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Danmarks regn og rusk var næsten glemt!

Vores hotel hed Ghotel, og det var topmoderne og centralt placeret. Jeg havde bedt om et værelse med udsigt over byen, og vi havde bestilt morgenmad på hotellet. Mon vi også her ville få en vores morgenmad i brun pose? Mon det er standarden under Corona? Ghotel er et moderne hotel med styr på sagerne. De havde også styr på deres Corona tiltag – uden at pille kvaliteten ud af opholdet som på Ana Arthotel i Hannover.

Vi fik værelse på 11. sal med en fortryllende udsigt til Würzburgs flotte skyline med slotte, katedraler, kirker og vinmarker på bakkerne om byen. Vi rev os løs fra udsigten og gik en tur mod centrum via parken, der fører ned til Residenzgarten. Det var tæt på 30C, og der var hedt – selv under de store træers skygge.

Vi passerede et mindesmærke ‘Weg der Erinnerung’ for de jøder, der blev ført bort til KZ lejrene ad netop den vej, vi stod på. Ud af byens 2000 jøder, vendte blot 20 tilbage til Würzburg efter krigen. Vi nåede desværre ikke forbi stationen, hvor der netop i juni er åbnet et mindesmærke. Mindesmærket består af efterladt bagage foran stationen som symbol på de mennesker, der blev deporteret fra hovedbanegården og aldrig vendte hjem.

Vi stoppede ved et krigsmindesmærke for faldne lokale soldater fra de tyske krige. På væggen bag den kæmpemæssige statue af 6 soldater, der bærer deres faldne kammerat, stod tusindvis af navne. Det gør altid indtryk, når der på den måde sættes navne på. Alle de skæbner …

Vi gik videre til slottet Würzburger Residenz og slentrede rundt i den fantastiske slotshave. Haven minder lidt om Mirabelhaven i Salzburg. Der var kælet for alle detaljerne. Blomsterne var fantastiske, der var fine statuer, hemmelige hjørner, skyggefulde kroge og flere springvand.

Slottet var også smukt – det er senbarok, og det regnes for et af Sydtysklands fineste barokslotte. Det tog intet mindre end 60 år at bygge og indrette det! Det blev kraftigt skadet under krigen, men blev reddet af en amerikansk soldat med forkærlighed for kultur. I dag er det del af Unescos verdenskulturarv.

Vi gik videre ind mod centrum ad de gamle smukke gader forbi katedralen og rådhuset. Vi gik ned til den gamle bro over floden Main, Alte Mainbrücke, hvor det summede af liv.

Vi fandt et sted, hvor vi kunne sidde udenfor og spise. På Sternbäck havde de Flammkuchen – og det var nøjagtig dét, jeg havde lyst til! Det var en varm og lys sommeraften, og der var mange ude at spise, og der var et leben overalt. Vi fik Apfelstrudel til dessert.

Bagefter gik vi tilbage til vores hotel og købte lidt at drikke på hotellet. Vi nød udsigten fra vores værelse og tilsidst dejsede vi trætte om.

Würzburg er en fantastisk smuk og spændende by. Ghotel var det perfekte valg; hotellet ligger rimelig centralt ifht centrum, og der er den smukkeste udsigt over byen. Desuden var morgenmadsbuffeten fantastisk – på trods af Coronaforholdsreglernes begrænsninger. Maden var portionsanrettet i Weck glas i forskellige størrelser. På med masken, op til buffeten, tilbage til bordet, af med masken. Det fungerede så fint, og det føltes ikke som en plan B – maden var lækker og smukt arrangeret. Det var superdelikat, at man ikke skulle fiske maden op fra store fade.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Da vi havde revet os løs fra vores fantastiske room with a view satte vi kursen mod Italien. At tænke sig … Italien. Jeg havde ikke troet på det undervejs, og nu .. nu var vi på vej!