Glædelig lillejuleaften!

Julefreden sænker sig snart over vores lille hjem, og det er vist på tide at ønske dig en rigtig glædelig jul! Jeg håber, at du får den jul, du har drømt om, men samtidig ved jeg, at det er vi mange i år, der ikke gør. Julen i år kommer vi vist aldrig til at glemme. Netop i år bliver på godt og ondt dén jul, vi alle kan huske, og let kan skelne fra alle de andre juleaftener. Så lad os prøve at gøre den mindeværdig for hinanden, hvis vi kan. Fyld godt op med jul på sociale medier – del ud og inviter indenfor online ❤️

Juletræet med sin pynt venter på, vi får begyndt!

Her hos os er juletræet pyntet så fint allerede forleden. Det stråler med sine mange blanke glaskugler fra nær og fjern. Skønne minder fra vores rejser. Der er så mange fine glaskugler fra New York, London, Paris, Barcelona og ikke mindst Berlin. Og i år har vi føjet julepynt fra Dybbøl Mølle til samlingen – javist, det er egentlig et bogmærke, men det glimter af guld, og nu hænger det på træet i en rød silkesnor og minder os om efterårsferien i Sønderjylland ❤

For at maksimere effekten af de mange glimtende glaskugler har vi skiftet den gamle klassiske lyskæde med 12 stearinlyslignende lys ud med flere lys; hele 288 pærer lyser op i mørket. 29 meter lyskæde er viklet om træet!!

Årets juletræ valgte knægten på under et minut, og ja, det så fint ud i mørket. Men er det ikke også der, at alle katte er grå? Da vi kom hjem og klippede nettet af, kunne vi godt se, at juletræet er kvadratisk. Det er lige så bredt, som det er højt, og da det når til loftet, fylder det dermed også godt i bredden! For første gang fik vi alle glaskuglerne i spil, så mange grene er der at fylde på!

Under juletræet ligger nu det smukkeste juletræstæppe fra Georg Jensen damask. Jeg har drømt om det i flere år, for det er så smukt. Nu ligger det der!

Sidste dag på hjemmekontoret

Den sidste pakke kom med posten omkring frokost, og så krydser jeg fingre for, at jeg har det hele. Jeg har lukket arbejdscomputeren ned og pakket den væk for i år. Til frokost i hjemmekontoret i dag stod den på dejlige krydrede varmende Soba Noodles.

De sidste juleforberedelser

I aften skal vi lave risengrød og rødkål til i morgen. Og jeg er nødt til at lave flere brændte mandler. Det er de bedste, jeg nogensinde har lavet – og de holdt ikke engang til jul!

Dagen i morgen er der styr på – det er ikke min fortjeneste: Min mand har nemlig lagt en minutplan for dagen i morgen. Jeg er sikker på, at det nok skal flaske sig med and, flæskesteg, andesauce, rødkål, hvide og brune kartofler, waldorfsalat, chips, amarone og ris a’la mande med amarenakirsebær hjembragt fra Italien og en lækker mandelgave fra Summerbird.

Slikstok-mani

I år er min yndlingsjulepynt slikstokke. Jeg har købt en masse slikstokglaspynt og har lavet guirlander med dem på rød/hvidstribet kødgarn fra Kvickly. En hænger i vores vindue, og en anden på vores bogreol med en rød lyskæde med multifarvede pærer. Jeg har også lavet små slikstokke af piberensere og hængt op i lyskæden omkring vores dør til stuen. Rent slikstoktrip her 😅

Slikstoktrip

Juletræet på besøg

hilser os fra eg og bøg

med besked derude fra,

at det lysner dag for dag,

og at solen fra sit skjul

ønsker os en glæd’lig jul.

– Juletræet med sin pynt