Når de gode intentioner overhales af virkeligheden

Det er jo forår. Det er det. Hvorfor føles det så mere som efterår? Nå, vejret er bare vejret .. Jeg er virkelig kommet godt i gang med at træne. Planen siger 4x 40 minutter om ugen. Jeg når typisk 2, max 3 gange. Det er flot! Langt mere end nul, det er godt med en form for motionsrutine i livet.

Men så kommer der simpelthen en af de uger, hvor selv de bedste intentioner må vige for virkeligheden.

Mandag aften; foredrag med Anna Libak. Et på alle måder supergodt foredrag, som jeg lige skal vende i de små grå. På vej hjem opdager vi, at gallafesten er tirsdag 17:30. Og der skal bages og medbringes pølsehorn. Der står vi og kigger på hinanden på Hellerup Station klokken 21:15, mens vi griner og krydser fingre for, at Netto både er åben OG har pølsehornsdej.

Netto har ikke pølsehornsdej, men de har pizza- og tærtedej. Og dej til croissanter og cookies. Vi købte pizzadej og krydsede fingre for, at pizzadej er pølsehornsdej i en anden forpakning.

Ved 23-tiden havde vi bagt fine pølsehorn med pizzadej. Det kan man godt. Det bliver faktisk skidegodt. Husk, at komme ketchup i hornene, smør med æg og drys med sesamfrø.

Tirsdag. Gallafest. Preteenageren mener galla er t-shirt og jeans. Vi er ikke enige. Jeg finder hans blazer frem. Den er str 13-14 år (knægten er 12), men den var tæt på at revne over hans skuldre, og ærmerne ikke engang nåede hans håndled. Jeg bladrede febrilsk i hans skab. Uh, der er den fede hvide Lindbergh skjorte, som vores venners søn blev konfirmeret i i 8. Klasse. Måske kan han passe den. Kun lige akkurat!!

Og så gik der antiforældre i den. Skjorten kløede, det hele var latterligt, der er alligevel ingen, der kigger på mig osv. Vi kiggede på et genstridigt lille voksent menneske med egne meninger. Han kiggede på os og var helt utilnærmelig ‘må jeg ikke ha’ en mening?’ spurgte han vantro.

Jeg kan godt afsløre, at det er det helt forkerte tidspunkt at grine på. Men jeg gider ikke så meget snak og diskussion om småting, for så bliver jeg bare forvandlet til min far, og hxn råber skidehøjt! Hør nu, det er en fest, du skal til. Ikke en tandudtrækning. Bling bling på og så afsted. Ikke alt det palaver. Vi gav os på badet; det behøvede han ikke. Men håret blev sat, og han så pissegodt ud i sin hvide skjorte. Og han var glad, da han gik med pølsehornene under armen.

Da han kom hjem, havde det været røvsygt. Virkelig røvsyg fest, fordi de voksne altid skal bestemme alting. Lidt efter kom han ind og gav mig et kram og sagde, at han alligevel havde hygget sig (lidt) med sine venner. Og at han elsker mig. ‘Alle vores pølsehorn blev spist, de var skidegode!’ sagde han, lige før døren til hans værelse smækkede bag ham.

Efter næsten 13 år som forældre kan man alligevel et eller andet. Fx med at trylle pølsehorn frem af pizzadej 😅

Onsdag bliver heller ikke dagen, hvor jeg skal til træning. Jeg vågnede op med ondt i øjet, som var helt klistret til af gult snask og en forkølelse, der nu ikke længere er diskret, men fullblown. I dag har vi desuden audiens hos borgerservice for at få lavet pas til knægten klokken 14:58. Det er nok kvartalets vigtigste aftale, for uden pas skal vi snige os over adskillige grænser om en måneds tid. Og det går jo ikke!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.