Middag på La Cicala

La Cicala var navnet på den restaurant, vi besøgte her til aften. Det er en restaurant, der nævnes af enkelte i den gruppe af tyske Garda-fans, jeg er medlem af på facebook. Restaurantens navn betyder cikaden, og det er meget velvalgt, da maden bliver indtaget på den smukke gårdsplads med udsigt over bjergene til den meget hyggelige og karakteristiske lyd af det lille støjende insekt.

Maden var helt fantastisk og ærkeitaliensk. Vi lagde meget simpelt ud med tomatsalat med burrata. Det er indgrebet af det Italienske køkken: Solmodne tomater med silkeblød burrata! Mums 😛

Burrataen var dejlig cremet, og tomaterne var helt mørkerøde, helt perfekt solmodne, smagfulde og saftige. En dejlig frisk og enkel forret, der er vidunderlig, når termometeret sniger sig op på den sjove side af 30 grader.

Til hovedret valgte vi noget mere heftigt og tungt, men helt igennem delikat. Det var bigoli (korte macaroni) med trøfler (hov, der var de trøfler igen 😛), burrata og pesto lavet på zucchiniblomster toppet med hakkede pistacienødder.

Det er en af de bedste pastaretter, vi har fået nogensinde. Pestoen var herlig cremet, rig på smag, og med store flager af trøffel rundhåndet udover!

Til dessert gik vi all in på ærkeitalienske desserter; min mand valgte en Cannolo med vaniljecreme. Den var glimrende, men den cannoli, vi fik i New York, var nu altså bedre.

Jeg valgte Cassata fra Sicilien. Cassata kender jeg fra 80’erne, hvor det var navnet på min yndlingsis, som var vanilleis med røde og grønne cocktailbar. Jeg var – med andre ord – forberedt på noget meget sødt.

Ind kom en skriggrøn halvkugle med et rødt cocktailbær og en skive kandiseret appelsinskræl på toppen. Det var lidt som en kajkage på steroider; den grønne marcipanmasse var tyk og cremet og meget sød. Indeni var der kage og creme. Lækker, speciel – og aldeles for sød til mig. Det troede jeg ellers ikke var muligt?! Jeg elsker jo alt, der er sødt og gerne kvalmende sødt. Nå, men jeg efterlod kun en bid af den grønne marcipan – resten smagte alligevel for godt til at lade gå ud.

Jeg blev heldigvis reddet af, at knægten ikke var så begejstret for sin pistacie Semifredo. Haps! Den var lækker, cremet og med den helt rigtige fede rige smag af pistacienødder. Jeg elsker pistacie, som de kun kan lave den i Italien. Ikke noget med den neongrønne pistaciewannabe fra Odense Marcipan, som ikke indeholder pistacienødder, men blot grøn farve, aroma og mandler. Vi er vant til ufattelig dårlig pistacieis i Danmark takket være det skodprodukt. Nå, side track .. kræver et separat opslag sidenhen 😉

La Cicala får en kæmpe anbefaling herfra. Ud over a’la carte har de også en lækker tastingmenu til 45 euro. Den hopper vi på næste gang, vi besøger cikaden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.