Min far var familiens ældste, og nu er jeg den sidste, der ved en masse ting om min fødsel, min brors fødsel og vores tidlige barndom, som vi ellers var tre om at vide. Nu er mine forældre døde, og min bror og jeg er de eneste, der husker vores lille familie. Husker navnene på vores 4 hunde. Og husker mine forældres kælenavne til hinanden og til os.

Min far kaldte mig nusgris. Jeg var irriteret over det, pinligt – men nu savner jeg at blive kaldt det.

Anders Lund Madsen satte så fint ord på bevidstheden om den forgængelighed, der rammer en som en hammer, når ens nærmeste er døde: “Men om lidt er jeg også død, og så er det også væk. Og om 100 år er alting glemt.”  

Jeg bliver af og til ramt af en meningsløshed, når jeg tænker på alle dem i mit liv, jeg har mistet. Jeg skrev dagbog som yngre, men det stoppede jeg med fra den ene dag til den anden, da min mor døde. Jeg mistede evnen til at skrive dagbog, og jeg stoppede bare. Jeg har altid undret mig over hvorfor, men jeg tror, at jeg har forstået det nu. Det er jo meningsløst at blive ved med at skrive.

Alle mine ord, minder og billeder har ingen værdi for andre end jeg, og for mig er det for smertefuldt at genopleve minderne om alle mennesker, der er døde. For jeg kan ikke længere dele de fælles minder med nogen. Det dør med mig.

Mange fortællinger er væk; hvordan mødtes mine forældre, hvordan var det at blive mor, mor? Hvordan var jeres barndom og ungdom? Alt det er væk. Som om nogen er i gang med at viske liv og hændelser væk. Det er slettet, ingen ved det. Og det er ligegyldigt for alle andre end jeg.