Buon Giorno Garda!

Til morgen forlod vi Østrig i regn og 13 graders ‘varme’, og ved 16-tiden ankom vi til Gardasøen, hvor der er omkring 30C og delvis solskin. Vi lavede et pit stop på ‘vores’ tankstation i Trento, hvor de har superfin italiensk mad, slik og ikke mindst den mest fabelagtige vandmelon. Det slog heller ikke fejl i år; de havde frisk mørkerød vandmelon med masser af smag og kerner – præcis som vandmeloner så ud, da jeg var barn i 70erne, før man begyndte at modificere dem, så de ikke længere fås med hverken kerner, smag eller den lækre dybe røde farve.

Da vi kom til hotellet checkede vi hurtigt ind, og så smed vi kludene og sprang i poolen og lå der og sprællede i en lille times tid.

Vi gik ned på vores stam-pizzeria Le Palafitte og bestilte vitello tonnato og en runde pizzaer. Intet mindre end fabelagtigt. Bagefter gik vi ned til byen og fik os en stor is hver; drengen fik sin elskede smølfeis, faren fik lakridsis og jeg fik amarena kirsebær-is. Både is og pizza smager bare bedre i Italien.

Vi så solnedgang og gik hjemad ved 21-tiden langs søen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg er født på den forkerte breddegrad. Jeg trives med en kernetemperatur på omkring 30-32C. Hvad mon det ville gøre ved humøret og overskuddet at leve i dette klima, hvor man ikke behøver at spekulere på om det overhovedet bliver sommer i år eller ej?

Han er bare en rask og frisk dreng, som børnepsykiatrien i dag ville sygeliggøre med en ADHD-diagnose

Den er gammel, denne artikel, men den er vigtig læsning omkring ADHD.

En ADHD-diagnose er ikke en pegefinger rettet mod individet, men mod omgivelserne i form af krav om hjælp og støtte.

Hviledag

Vejrudsigten i dag så ikke for spændende ud, så vi havde aftalt at starte ud med en lang tur i hotellets pool lige efter morgenmaden. Vi var i poolen i over en time, så var der en stor dreng, der havde blå læber og kolde hænder. Vi gik op på værelset, og han blev puttet i sengen, mens vi tog bad og fik tøj på.

Det viste sig, at vejrudsigten ikke var til at stole på – tværtimod, så var vejret pænt og tørt. Vi gik en runde i byen og lænsede supermarkedet for spændende drikkevarer, yoghurt, slik og chips. Vi drak en kop kaffe på Café Elisabeth, og så gik vi tilbage på hotellet og slappede af. Faktisk lavede vi ikke en fis, før klokken rundede 16, og markedsdagen i landsbyen startede.

På markedsdagen slår de forskellige handlende boder op langs hovedgaden. Man kan købe et stort udvalg af lokalt producerede ting og sager; håndlavede kartoffelchips, hjemmelavede pølser, hjemmebrændt snaps, hjemmerøgede skinker, håndlavede oste, hjemmekogte marmelader, håndlavet slik, hjemmestrik, hjemmebag, hjemmeflettede kurve, hjemmegjorte bælter, håndlavede smykker, broderede forklæder, vævede duge og hjemmegjorte ting i træ.

Det var superhyggeligt at gå rundt og kigge på de mange mærkelige ting. Og der var murmeldyrsalven igen. Den dukker op overalt her omkring. Hvad er det med den murmeldyrsalve?

Vi satte os ved et langbord nær to spillekanter, der lystigt sang, jodlede og spillede den ene muntre tyrolervise efter den anden. Vi købte en halv kylling fra rotisserie med bjælker, samt drikkevarer. Det var alletiders at sidde der og høre musik. Kyllingen var saftig og lækker, bjælkerne sprøde og gyldne. Der var den hyggeligste stemning under parasollernes skygge. Knægten holdt sig grinende for ørerne i al den tid, vi sad der. Man ser allerede for sig, hvordan dét kommer til at foregå, når han rammer puberteten 😉

Bagefter gik vi op i den anden ende af byen, hvor der var Kinderfest. Det skal jeg love for. Der var en hoppeborg for de små, en for de mindre og en for store børn. I den store hoppeborg var der nogle drenge på 12-14 år, der havde set sig gale på hinanden. De kom op at slås for alvor, så der var nogle endnu større drenge, der måtte skille dem ad, før nogen kom til skade. Det har jeg godt nok alligevel aldrig oplevet før. De måtte skilles ad i flere omgange.

Vi fik styret vores søn nogenlunde fri af slagsbrødrene. Han endte på et tidspunkt nederst i en in-fight med 3 større drenge om en skumgummidims til at baske med, men der fik vi råbt ham op og fik ham væk derfra. Han var meget fortørnet over, at han havde haft skumgummidimsen førstkop, så han havde RET til den, men de tog den fra ham. Vi forklarede ham kort, at det var for farligt, og at han skulle gå over i hoppeborgen for de mellemstore børn.

Han havde det heldigvis rigtig sjovt sammen med de mellemstore drenge i den anden hoppeborg, og han smed både sko, strømper og bluse ret hurtigt. Han fik hektisk røde kinder og talte dansk med en østrigsk dreng. De forstod ikke hinandens sprog, men de legede sammen. De kravlede op og hoppede ned samtidig igen og igen og igen.

Til sidst fik han en gul heliumballon af en midaldrende træt brun skiguide med solbleget halvlangt hår, der absolut ikke så ballonoppustning til børn som sit kald i livet. Medmindre børnene selvfølgelig havde deres mor med, for så livede han betragteligt op.

Nu ligger han og sover med sin gule heliumballon hængende lige over hovedet. Han er meget glad for den. På markedsdagen fik han også sit livs første candy floss, og han spiste næsten det hele. Han fik også bommet os for en stor håndlavet grøn-rød-hvid slikkepind. Jeg tænker, at han havde en fest i dag.

Før han sov læste jeg op for ham af Føtex Fiskebogen, som vi er ved at læse igenigen. Jeg læste også et kapitel for ham af Villads fra Valby på Sommerferie, som sjovt nok handlede om havtasken, verdens grimmeste fisk.

På tur til Salzburg

Vejrudsigten så lidt mindre trist ud for Salzburg end for Tyrol, så vi vendte snuderne mod Salzburg. Det tog 1 1/2 time at køre dertil på motorvejen gennem et hjørne af Tyskland, langs Chiemsee, der var helt stille og turkisgrøn.

Vi fandt en parkeringsplads ved Mirabellslottet og gik gennem den fantastiske blomstrende have ned til floden, hvor vi gik over broen med alle hængelåsene på. På bjerget lå Hochsalzburg og knejsede mod de grå skyer. Borgen ser altid spændende, mystisk og dyster ud, men med tunge grå skyer blev effekten forstærket. Man kan godt forestille sig, at de fra borgen hældte kogende olie ned i hovedet på dem, der var dumme nok til at prøve at angribe – samt masser af kampesten og pile.

Vi gik af de små gyder, gange og stræder ned til Getreidegasse, hvor der var masser af mennesker – det er der altid. Vi fandt en Geox butik, der havde udsalg, og vi fik købt et par seje lysende Geox sko til drengen. Han var ikke vildt begejstret, men det var jeg – jeg fik dem for halv pris, omkring 200 kroner – og nu kan vi måske kyle de gamle nedslidte Geox sko fra foråret ud. Men kun måske …

Vi spiste på Zipfer Bierhaus, hvor vi også spiste for 2 år siden – jeg røg på den vegetariske menu, som var Käsknocken med hjemmeristede løg, mens min mand fik sig en Wienerschnitzel og knægten en Bernerwürstel mit pommes. Vi sad udenfor under en parasol, og det var superhyggeligt, for der var torvemarked på Universitätsplatz. Vi gik indenfor og kiggede ned til skelettet, der ligger dybt nede i en brønd under gulvet. Det var lidt uhyggeligt at se på, og vi talte om det, og jeg forklarede, at det er et snydeskelet – nok et fra BR. ‘Ja’ sagde drengen – ‘det må være et snydeskelet, for hvis man faldt ned kunne man jo bare kravle op af stigen dernede fra’ – der var nemlig trin i væggen hele vejen ned.

Bagefter kiggede vi på de mange sjove ting på markedet – fx sælger de murmeldyrssalve. Det er åbenbart et hit her i landet, men jeg ved ikke rigtig, hvad det kan .. ? Vi købte en slags cannoli i vandbakkelsesdej dyppet i mørk chokolade og med flødebollefyld i. Den var lidt speciel og lækker. Vi gik i DM, hvor jeg fik købt mig lidt af hvert – bl.a. noget prinsessebad, der bliver lyserødt, knitrer og med glimmer og hindbærduft. Det er til, når jeg skal have et karbad næste gang. Prinsessekarbad. Knægten ville hellere have det knitrende grønne ridderbad, så det fik han.

Vi gik en tur rundt i de gamle gader i Salzburg, og vi gik en tur på Petersfriedhof, hvor vi kiggede på de smukke gamle grave. Jeg tænker, at hvis du ikke har været der, så lyder det nok lidt mærkeligt og en kende morbidt, men det er en meget gammel kirkegård, og den er smukt pyntet med smukke dekorationer, friske blomster og krucifikser. Oppe i klippevæggen er Maximuskapellet hugget ind i klippen, og man kan kun se vinduerne. Når gravene sløjfes, lægger man skeletterne ned i katakomberne, hvor man også kan gå ned, men det gjorde vi ikke – det kan godt være lidt spooky, når man kun er 6 år.

Vi nåede ikke at se særlig meget af Salzburg – der var mere, jeg godt gad opleve; tage op og se borgen, se bl.a. Nonnberg klosteret hvor nogle af scenerne fra Sound of Music er optaget, se lystslottet Hellbrunn, hvor der sprøjter vand ud af vægge og stole, så man kan få sig et billigt grin. Det fik jeg i hvert fald, da mine forældre fik vand i hovedet for mange år siden! En dag vil vi tilbage til Salzburg på en forlænget weekend, og så skal vi på en Do It Yourself Sound of Music Tour. Men dagen var desværre gået alt for stærkt, og vi skulle jo nå hjem til hotellet til middag klokken 19.

Da vi kom ud fra Starbucks med en Caramel Macchiatto styrtregnede det. Vi spurtede gennem regnen fra butik til butik i retning mod bilen, og da vi nåede Mirabellhaven regnede det næsten ikke mere. Det regner altid i Salzburg; både da jeg var der i 80erne, i 2013 og også i år.

Ad, kys er SÅ klamme!

Knægten har protesteret over at blive kysset i nogen tid nu, og jeg må nok indse, at det med kys er historie nu. Han hader læbekys, som han kalder dem. Sagt med væmmelse i stemmen lyder læbekys også virkelig klammo 🙂 Han vil godt gå med til næsekys eller sommerfuglekys (med øjenvipperne). Og krammere.

Jeg har prøvet at lære ham, at hans krop er hans, han bestemmer over den, og han har ret til at sige nej, hvis der er nogen, der gør noget ved ham, som han ikke ka’ li’ – fx kysser eller krammer ham. Og så er det jo ikke smart selv at overskride reglen ved noget at påtvinge ham mine kys, når han bare H A D E R kys så inderligt, for det bare er SÅ klamt!

Så nu er det slut med kys, men heldigvis ikke med kærligheden ❤

Man dør jo ikke af det ..

Min kloge mand fortalte mig her til aften, at der ikke er mange, der dør af benæder.  Og mindede mig om, at der er mange andre mere bekymrende sygdomme. Han mener, at jeg bør være mest bekymret for at blive døv på øret.

imageJeg har læst alt muligt forfærdeligt om mulige komplikationer, men jeg mangler at vide omfanget af komplikationerne. Så jeg tog en dyb indånding og googlede ‘cholosteatoma death rate’, og det var faktisk en god ting. Min mand har nemlig helt ret – tja, man kan dø af det, men det er mest på et teoretisk plan. Hvis det ikke behandles, kan det godt lave hul op til hjernen, men det opdages og bortopereres praktisk talt altid forinden.

Så .. man dør altså kun af det, når det er ubehandlet og får lov til at brede sig – og i mit tilfælde har det jo i høj grad været under behandling.

Jeg skulle have vækket min mand, da jeg ikke kunne sove, så havde jeg fået ro i sjælen. Jeg er langt fra rationel, når jeg er udkørt og tankerne stikker helt af.

På pinebænken

Ørelægen havde desværre ikke så meget opmuntrende og beroligende at bidrage med – jeg blev henvist tilbage til hospitalet. Det er ikke normalt med smerter, heller ikke periodiske eller diffuse smerter. Til gengæld kan undertrykket i mit øre være skyld i den nye pulserende knirken, jeg nu kan høre, når jeg ligger ned, så jeg skal sørge for at trykudligne flere gange om dagen.

Mit øre blev renset op, der var ikke rigtig noget skidt i, så det er ikke det, der gør ondt. Jeg fik nogle øredråber mod mellemørebetændelse, selvom der ikke er noget at se – hverken benæder eller andet. Det, at der ikke er noget at se, behøver ikke at være et godt tegn. Da det kom tilbage sidst, var der nemlig heller ikke noget at se – og da var det allerede meget udbredt.

Jeg har fået en tid på hospitalet om 11 dage. Det kunne simpelthen ikke blive før. Det er bare rigtig lang tid at vente, når man er skidebange. Jeg vil have scannet mit hoved denne gang. En kvik læser af bloggen har været så sød at linke til denne artikel omkring scanning i stedet for operation af uopdaget benæder. Tak ❤

Da jeg gik ud til bilen, trillede tårerne. Det nytter ikke, men jeg er skidebange. Jeg har jo allerede for altid mistet tilliden til, at min krop nok skal fortælle mig, hvis der er noget galt. Det gjorde den jo ikke rigtig sidst, og da var svulsten meget udbredt i mit hoved uden at jeg rigtig mærkede det.

Nu kan det godt være, at jeg mærker (og frygter) noget, der ikke er der, men jeg er nødt til at have afklaring. Jeg kan ikke holde til at ligge vågen hver anden nat og forestille mig alt muligt forfærdeligt, fordi jeg ikke ved besked. Det er så rædselsfuldt og fuldstændig uholdbart. Nu vil jeg tænke på noget andet. Det må simpelthen være planen de næste 11 dage.

Søvnløs

Normalt ligger jeg ikke vågen om natten, men for anden nat i denne uge, ligger jeg og lytter til lydene i mit hoved. De begyndte i mandags efter jeg var ude at løbe. Det var hårdere og længere end før, men det gik fint.

Om aftenen fik jeg – udover de sædvanlige ringetoner i mit opererede øre – også en pulserende knirken, der kun er der, når jeg ligger ned. Den pulserende knirken tænkte jeg måske kunne have noget at gøre med at jeg havde haft høj puls, og det var varmt, måske jeg alligevel havde overanstrengt mig? Så i dag turde jeg ikke løbe, det er endnu varmere. Ikke at løbe ændrede ingenting; den pulserende knirken er lige så høj og insisterende som forleden.

I den seneste uge har jeg også haft flere diffuse smerter i højre side af hovedet. I kæben, inde i øret, over øret, bag øret og over øjet. Lidt her, lidt der, ikke noget særligt, bare forbigående. Det er ikke noget nyt, det har jeg haft siden april sidste år, hvor jeg blev opereret, men nu er det lidt oftere. Hvis jeg bruger min fornuft, så skyldes det jo nok, at det er tid til at få hulrummet inde i hovedet renset op. Der samler sig snavs og sager i øret, det trykker og gør ondt. Det kan meget vel være det.

SÅ efter at have ligget og gloet ud i luften mandag nat, ringede jeg til ørelægen, og jeg har fået en tid i morgen tidlig. Lige nu ville jeg bare ønske, at jeg kunne sove, men mine tanker kredser stædigt om, at det æder mit kranie, så der går hul til hjernen, så jeg dør af det. Jeg skal helt klart IKKE læse det, der står på nettet om worst case med denne type svulst, for det er selvfølgelig nøjagtig det værste scenarie, min hjerne har bidt sig fast i – og det er den slags tanker, der holder mig vågen.

Jeg er bange helt ind i min sjæl for at dø af det her. Om natten i mørket vokser angsten mig over hovedet, og jeg er milimeter fra at gå i panik. Jeg vil ikke miste muligheden for at se min søn blive voksen. Bare tanken om det gjorde mig lysvågen af frygt, og jeg mærkede, at jeg havde grædt, mens jeg åbenbart var døset hen. Nu MÅ jeg simpelthen tænke på noget andet og prøve at sove. Men hvordan? Hvordan i h****** holder jeg op med at tænke?!!

Going Local Berlin … & Bardolino & Kitzbühl!

Jeg faldt lige over en ny app – Going Local Berlin. Perfekt til planlægning. Den er gratis og indeholder i hvert fald 600 personlige tips fra folkene bag Visit Berlin. Jeg har lige bladret lidt i den, og jeg har fundet et par spændende nye steder at besøge. Og så kom jeg til at tænke på, at jeg jo lige så godt kan begynde på dette års summer bucket list … Østrig:

Italien:

  • Slikke sol
  • Legepladsen ved søen, Bardolino
  • Borgen i Malcesine
  • Reptiland i Riva del Garda
  • Legepladsen på via Fosse i Bardolino Centrum
  • Verona; Sephora, Disney, Petit Bateau etc.
  • Gardaland

Berlin:

  • Legoland Discovery Center & Sea Life Berlin på en kombi-billet
  • MachMit Kindermuseum
  • Museum für Naturkunde
  • Dussmann i Friedrichstrasse – og den nye Dussmann i Sony Centre
  • The Store i SoHo Hotel, Torstrasse 1
  • Yumcha Heroes & Volkspark am Weinberg
  • Monbijoupark og andre legepladser
  • Morgenmad på Barcomi’s, Spreegold
  • Frokost på Thai Inside
  • Laksa på Asia Gourmet ved Alex (S-Bahnbogen 136, Dircksenstrasse)
  • TK Maxx, Gontardstraße 10 nær Alex
  • Primark am Alex

Børn af Tove Ditlevsen

Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,
de som ingen holder af og ingen kan forstå.
Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn som alle voksne folk er meget vrede på.

Mit hjerte ynder ikke disse pyntehavebørn,
der står i bed og intet ved om synd og bittert savn.
De børn som voksne holder af og klipper pænt i form,
og som med ren samvittighed tør nævne Gud ved navn.
Den kender mest til kærlighed som aldrig mødte den.
Om dyden ved den lastefulde mer end nogen tror.

Mit hjerte hader pæne voksnes hækkeklippesaks.
Det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror.
(Tove Ditlevsen)

Kontaktlinser & svømning er et no go

Jeg var til kontrol med mine øjne fredag. Onsdag, torsdag og fredag skulle jeg dryppe mine øjne med Oftaquix øjendråber en gang i timen. Jeg måtte derfor sætte et vækkeur, for ellers smutter det. Jeg fik overholdt det alle gangene, og fredag morgen så mit øje meget bedre ud.

Jeg spurgte ind til det med kontaktlinser – jeg har brugt kontaktlinser siden jeg var 16 år, og jeg spurgte, om kontaktlinserne slider på øjet, og om jeg måske burde skifte til briller. Det behøver jeg ikke. Øjenlægen har selv brugt kontaktlinser fra cirka samme alder som jeg, og han har ingen planer om at ophøre med det.

Det vigtigste er blot at lytte til øjnene; og det er jeg nok ikke helt god til: Trætte øjne = ud med linserne. Og klassikeren; aldrig sove med dem = det gør jeg heller aldrig. Jeg tager dem ud omkring klokken 20 hver aften.

Men følgende vigtige kontaktlinseregel er ny for mig, og øjenlægen blev synligt ærgerlig over, at optikerne ikke informerer om dette: Man må nemlig aldrig bade med kontaktlinser. Og det er ikke for sjov. Jeg har googlet lidt, og FDA (US Food & Drug Administration) er helt klar i deres formulering omkring kontaktlinser og svømning:

  • Do not expose your contact lenses to any water: tap, bottled, distilled, lake or ocean water. Never use non-sterile water (distilled water, tap water or any homemade saline solution). Tap and distilled water have been associated with Acanthamoeba keratitis, a corneal infection that is resistant to treatment and cure.
  • Remove your contact lenses before swimming. There is a risk of eye infection from bacteria in swimming pool water, hot tubs, lakes and the ocean.

Det anede jeg simpelthen ikke! I løbet af mine 27 år som kontaktlinsebruger er der aldrig én eneste optiker, der har nævnt den risiko med et eneste ord. Og jeg har ellers siddet overfor mange, for jeg har passet mine kontaktlinseeftersyn regelmæssigt. Nu har jeg nævnt det for 3 kontaktlinsebrugere i min omgangskreds, og de har heller aldrig hørt det. Men nu har du hørt det her – se mere hos Louis Nielsen, som er min yderst kompetente linsepusher, for de nævner det faktisk på deres hjemmeside 🙂

Bedsteforældredag

Så kom den igen, invitationen til bedsteforældredag i børnehaven. I år betyder det noget, det der med at vise sin børnehaven til sine bedseforældre. Men der er ingen bedsteforældre, der kan komme med. Her hos os er det ikke fordi bedsteforældrene har travlt med alt muligt andet og ikke har tid. Vores bedsteforældre er blevet for gamle, og denne gang kan ingen af dem deltage, selvom de gerne ville.

Knægten kender jo godt sine bedster og ved godt, at de ikke kan komme i år. Han har aldrig kendt til at have friske bedster. Han ved godt, at morfar ikke kan køre så langt – og han ved også godt, at farmor er syg og bor på en slags hospital. Egentlig tror jeg ikke, at han er skuffet, for sådan er det jo bare. Selvom de ikke er verdens mest aktive bedster, så savner han dem trofast, når han ikke har set dem et stykke tid.

Jeg er ked af det på hans vegne med den bedsteforældredag, så jeg tager 1/2 fridag, bager en kage og tager afsted til bedsteforældredag, så vores knægt ikke sidder der alene mellem alle sine kammerater og deres bedster. Mon ikke vi bliver de yngste bedster til bedsteforældredag?

Lidt om blufærdighed

Jeg kan sagtens huske fællesbadningen efter gymnastik. Det var bare noget, der skulle overstås. Det var megapinligt at stå der med piger og drenge, som jeg absolut ikke havde spor lyst til at se nøgne. Eller vise mig nøgen foran. Vi havde gymnastik sammen med drengene op til 8. klasse, og der var også flere, der stod af, fordi det simpelthen var for pinligt at bade sammen med drengene. Nogle af os var mere pragmatiske og medbragte en badedragt at tage bad i. Løsningen blev, at badningen blev delt, så pigerne fik 10 minutter til at bade og få tøj på, før drengene skulle i bad.

De fysiske rammer skærmede overhovedet ikke; der hang en række brusere i et vandrør i loftet i et baderum, der mindede lidt om en slagtehal med hvide fliser på væggene og brune fliser på gulvene. Der var iskoldt, der lugtede af tis, og afløbet var altid stoppet, så man stod og soppede i andres brugte badevand. Jeg tror ikke, at det bad bidrog til god hygiejne, tværtimod fik jeg skåret og brændt fodvorter af fødderne adskillige gange, da jeg var barn.

Det har aldrig generet mig at tage bad i fitnesscentret, for der er som regel brusenicher, og enten trænede jeg sammen med veninder eller fremmede.

Jeg synes, at blufærdighed er en personlig grænse, som man skal respektere. Det, der er naturligt for nogle, føles som en krænkelse for en anden. Nu problematiserer vi voksne det, italesætter det, så det bliver stort, betændt og problematisk. Vi tager et hverdagsproblem og blæser det op og vil lave klare regler; ALLE skal gøre sådan og sådan, og ALLE skal indordne sig. Det er måske ikke så smart. Måske er det noget, man bare skal løse i badet eller med sin lærer.

Jeg tror sådan set ikke, at børn i dag er mere blufærdige end vi var. Det er stadig lige skidepinligt. Ja, måske tænker de over hvordan de ser ud i Paradise og føler sig forkerte. Vi følte os også forkerte, fordi babbedutterne ikke lignede Sabrinas eller Samantha Fox’s. Man føler sig rimelig forkert i den alder, og man prøver bare at passe ind, og at være nøgen sammen med klassekammeraterne er bare ikke fedt, når man ikke har fået babbedutter – eller har fået dem som den første.

Har du tænkt over, hvordan du ville have det med at bade nøgen sammen dine kolleger? Bare en enkelt gang om ugen – eller bare vise dig for dem i bikini? Jeg tror, at de fleste af os vil sige nej tak. Hvorfor er det okay at være blufærdig som voksen, men ikke som barn og ung?

Jeg synes faktisk ikke, at vi skal blande os. Vi skal ikke debattere og latterliggøre deres blufærdighed og på den måde overskride deres grænser. Lyt til dem og lad dem løse det selv. Som vi gjorde – med badedragter på eller helt uden bad efter gymnastik. De kan godt.

Og just for the record; du må selv bestemme, hvem der skal se dig nøgen.

Glædelig mors dag

Det var altid spændende, når mine forældre skulle ud til fest uden os. Så tog min mor et bad på det helt forkerte tidspunkt af dagen, og jeg vimsede om hende, mens hun valgte kjole, sko med høje hæle og taske. Jeg kiggede op på hende, når hun lagde mørkeblå øjenskygge på øjenlågene og sirligt børstede øjenvipperne med mascara. Jeg snusede til hendes kjole og kiggede ned i hendes spændende skuffe med masser af smykker i. Jeg holdt mig for næsen og grinede, når hun duppede mig bag ørerne med lidt Rive Gauche og gav mig en blå plet på næsen med øjenskyggen.

Min far lyste altid op i et smil, når han så min mor. Jeg syntes også, at hun var den smukkeste i verden. Jeg krammede hende hårdt, når hun gik. Når hun og min far forlod huset, blev det med et tomt og trist, og jeg følte et stort savn indeni. Nogle gange græd jeg. Som oftest var det min elskede farmor, der passede os, og vi vidste jo, at de altid kom hjem til os igen.

Det er ikke en lille pige, men en stor dreng, der kigger glad på mig nu og synes, at jeg er smuk som en prinsesse. At være mor er fantastisk!

Glædelig mors dag ❤

Bogen er fyldt!

Da vi kom hjem fra frokost hos bedstefar, lå der et brev til knægten. I brevet var en lille pose slik, et lille brev fra en dreng, han ikke kender – og det sidste fiskekort med det Sorte Søpindsvin, og knægten hoppede op og ned af glæde. Jeg læste om Søpindsvinet, og han bladrede i bogen ‘nu mangler jeg ikke nogen, vel?’, og jeg svarede nej.

‘Hvem er drengen?’ spurgte han, og jeg svarede, at jeg ikke kender ham, men at han og hans mor har hjulpet os med samlekort til begge bøger. ‘Men samler han ikke selv?’ spurgte han. Jeg svarede ‘jo’. ‘Du skal spørge hans mor, om han vil have nogle af vores kort’, sagde han.

Og det er netop det fantastiske ved de her samlekort. At det er en ting at være fælles om. Hos os bruger vi bøgerne til at læse i og lære dyr at kende med – mange af dyrene, han så i Den Blå Planet kendte han i forvejen fra sin bog. Men måske mere vigtigt er det på en måde også en rar reminder om, at vi kan hjælpe hinanden – også selvom vi slet ikke kender hinanden.

For os var der aldrig et spørgsmål om at bruge en formue på at skaffe kortene. Måske ville vi ikke få samlet alle kortene, måske var vi lige så heldige som sidst. Vi var til 2 byttedage, og jeg fortalte venner og familie, at vi samler – og så skrev jeg det her på bloggen. Der var søde kendte og ukendte venner derude, som gerne vil bytte eller bare forære kortene væk. Det virkede for os – og igen var det en superhyggelig proces at få samlet alle kortene.

Da vi var ude at handle i dag, havde vi bogen med, og i Føtex fik knægten et sejt diplom med en hvis haj og en klovnefisk på som bevis på, at bogen nu er fuld. Nu håber vi bare på, at det er en bog med insekter næste gang 🙂