Det er en fase

At gå ud i forårsaftenen, glad i låget og ikke frysende, efter en hyggelig og tankevækkende aften i dejlige damers selskab er bare .. vidunderligt! Tak Julia og I andre 🙏🏼

Jeg var fyldt til bristepunktet i mit hoved og mit hjerte ligeså. Det var en dejlig aften. Sjov, tankevækkende og lærerig. Vi står tærsklen til liv med teenager herhjemme. Nu er jeg bedre forberedt. Og i hvert fald ikke alene .. andre kvinder går foran og kommer efter ❤️

Hvad sker der i forældreskabet, når ens barn bliver teenager?

Hvor flytter forældrerollen sig hen, og hvad betyder det for hele familien, når man bor sammen med en vulkan, der potentielt kan flytte de tektoniske plader i familien, inden nogen har nået dagens første kop kaffe?

Hvordan sikrer man at familien, forældrene og måske endda teenageren har de bedste muligheder for at trives, lære og møde hinanden? Det har Julia Lahme IKKE alle svar på, men hun har nogle bud på hvordan både teenagere, forældre, små og store søskende, kan lære at danse på vulkaner og forhindre at dørene smækker hårdt i.

Foredraget kommer omkring kulturhistoriske strømninger, som måske kan inspirere til at forstå hvad teenagefasen i dag består af, men også med indsigter til at forstå, hvad det egentligt er, vi kræver af forældreskabet i verden i stadig forandring.

Et overraskende foredrag med personlige betragtninger, eftertænksomhed og den rå mængde humor, der kræves for at komme igennem også denne fase i livet. Sammen.

– /foredrag-med-julia-lahme-det-er-bare-en-fase/

Holder vejret

Jeg skrev en überhappy post 20. Februar om, at intet nu står i vejen for vores forårsplaner. Det var blot 4 dage, før Rusland angreb Ukraine. Nu ser verden igen helt anderledes ud. Marts 2020 og de efterfølgende to Coronaår var slemme, men det er INTET mod dette.

Krig i Europa er så forfærdeligt, at jeg mangler ord for det. Jeg havde ikke set det komme, selvom tegnene har været der. Det er vores nabos nabo, der bliver angrebet. Men det er Europa og vores frihed, der er under angreb i vores baghave. Fordi jeg er europæer gør det ondt, og jeg er i chok.

Jeg har svært ved at skrive, svært ved at være kreativ. Jeg har svært ved at poste billeder på Instagram. Jeg blev 50 i forrige uge, og det føles på sin vis forkert at dele festbilleder lige nu.

Det føles som om, at verden er stoppet, eller i det mindste som om verden holder vejret i frygt for, hvad der bliver det næste. Jeg har bl.a. mistet min kreativitet for en tid. Jeg holder også vejret. Venter, håber. Jeg har ikke lyst til at dele glade billeder, mens bomberne falder i Ukraine.

Og jeg ved jo, at livet går videre. Jeg håber bare på, at vanviddet stopper. Snart. Nu.

Nedluk igen. Fjerde bølge.

Nedluk igen. Fjerde bølge. Præcis som alle andre er jeg tyndslidt. Selvom vi måske ikke alle bliver syge af corona, så er vi nu møre og sprøde – og måske er det i virkeligheden det, vi burde tale om: Hvor meget det sygdomsfokus fucker med vores hjerner. Måske er det den egentlige trussel mod vores helbred.

I tidligere bølger ramte Corona ikke vores børn. Denne gang er det børnene, der bliver smittet og driver smitten. Jeg siger altid; jeg kan klare alt – bare det ikke rammer mit barn. Det rammer ham hårdt denne gang, og jeg kan næsten ikke være i det. Jeg kan mærke, at andre forældre har det på samme måde.

Men selvom vi har det på samme måde, så er der denne gang intet fælleskab. Fordi mit barn kan smitte dit og dit barn kan smitte mit .. vi er alle ramt af frygt og reagerer forskelligt i vores måde at beskytte os og vores børn. Og det driver kiler midt ned i venskaber, i familier og ikke mindst i det forældresammenhold, som normalt findes i klasserne i skolerne.

Mennesker, man gik ud fra, at man delte normer og værdier med, stikker pludselig fuldstændig af. Og de føler sikkert, at jeg stikker af. Det går begge veje.

Hver dag kigger jeg mit barn i øjnene og vurderer hvert eneste host, snøft og varm pande. Sygdom is all around us. Sygdom er alt vi taler om. Hver eneste dag tager vi stilling til, om vi er symptomfrie. Flere gange hver uge må ungerne lægge krop til tests og spørgsmål.

Vores fokus er på vores barns trivsel, og vi mener, at en så normal skolegang og hverdag som muligt er vigtigt for hans trivsel. Det er første prio.

På trods af smitteudbrud i hans klasse, prøvede vi at bakke op omkring normale skoledage. Med langt flere næsten daglige tests, men op og afsted i skole hver morgen. Han er vaccineret, og vi er ikke utrygge ved at følge myndighedernes anbefaling om, at nære kontakter fortsat må gå i skole, men skal testes på 4. og 6. dagen. Vi kan jo ikke holde ham hjemme indtil april, når vejret bliver bedre, og smitten falder igen. Indtil da er det bare test, test, test igen og igen. Han klarede sig 7-9-13 usmittet gennem smitteudbruddet i klassen, som har varet 3 uger.

Knægten kom glad hjem fra lejrskole med en taske fuld af gode oplevelser. Et par af hans klassekammerater fik desværre corona med hjem. Det bredte sig som ringe vandet, og frygten bredte sig. Klassen var ramt af et smitteudbrud. De blev isoleret, og det var okay i starten. Der poppede konstant nye smittetilfælde op. Frygten bredte sig, og der blev diskuteret ihærdigt på aula omkring hvorvidt myndighederne og skolen gør nok. Børn blev holdt hjemme fra skole, og undervisningen gik nærmest i stå for både de få, der var i skole og dem, der var hjemme. Siden midten af November har vores drengs skolegang været meget påvirket; de har været 3-8 børn i skole i hele perioden, og nu skal de så i hjemmeskole 🥺

Vores søn har accepteret det og tager det i strakt arm, selvom der har været mange vikartimer.. Undervejs var vi nødt til at forklare/forsvare på Aula, at vi valgte at følge myndighedernes anbefalinger og ikke lave særregler.

Vi prøver at få en hverdag til at hænge sammen. Bevare optimismen og den bid af normalitet, der trods alt fortsat er. 7 børn i klassen testede positive på 3 uger. Vi blev testet hver/hveranden dag. Holdt pause med fritidsaktiviteter og krydsede fingre for, at knægten gik fri. Det gjorde han. Men jeg har det lidt som om vi har løbet en marathon.

Ugur Sahin skrev i dag et citat af Gandhi “The enemy is fear. We think it is hate, but it is really fear.”

Jeg er enig. Jeg har valgt ikke at være bange. Og det er egentlig løgn, for jeg er sgu da også bange. Ikke så meget for corona, men for det summen af det hele gør ved os. Som jeg ser det, er vi nødt til at stå sammen, stole på hinanden og på myndighederne. Følge de regler og anvisninger, vi får. Stå sammen og forstå, at årsagen til, at folks handlinger nogle gange stikker helt af – er frygt. Frygt er et af de stærkeste instinkter, vi har.

Jeg vil ikke lade min frygt styre mig/os. Jeg synes, at det er noget mærkelig noget at lære sit barn, at hvis der er noget, han er bange for, så skal han bare lade være med det. Lade være med at gå i skole fx. Derfor går han i skole, og når han er bekymret for at blive smittet, så snakker vi om det. Han ved godt, at han er så godt beskyttet som muligt med vaccine, god hygiejne og udluftning. Skulle han teste positiv en dag, så tager vi den derfra. Han ved godt, at han ikke nødvendigvis bliver syg. Det vigtigste er, at man isolerer sig og ikke smitter andre.

https://www.linkedin.com/posts/ugur-sahin-65905917_biontech-pfizer-omicron-activity-6875135903816265729-HAwJ

En ny træningsplan

Da jeg kom hjem fra sommerferien, måtte jeg sande, at jeg havde taget 7 1/2 kilo på på 6 måneder og vejede 92,8 kilo. Da jeg er 176 cm, betyder det et (for mig) rekordhøjt BMI på 30, dvs. svært overvægtig.

Det er 2 måneder siden, og jeg har tabt mig omkring 1 kilo. Jeg er ikke på klassisk crashkur, selvom det er fristende at gøre noget hårdt og effektivt .. med kortvarig effekt. Jeg må prøve en anden vej end at spise Nupo og løbetræne. Mine knæ og mine fødder gør ondt hver morgen, selvom jeg blot løber 3-4 minutter et par gange om ugen eller går 10.000 skridt. Det er logisk, for jo tungere jeg er, jo hårdere er belastningen på mine knæ og fødder. Det mærker jeg tydeligt.

Jeg må finde en anden vej.

Da jeg var yngre og udelukkende styrketrænede, havde jeg ikke problemer med at holde vægten. En ferie eller en måneds træningspause betød ikke 2-5-7 kilos vægtforøgelse. Den metode havde jeg glemt og erstattet med noget, jeg troede, var mere effektivt; nemlig løb og kalorierestriktioner.

Dengang anbefalede jeg andre at styrketræne 3x om ugen frem for timevis af spinning. Hvorfor? Fordi det var sindssygt effektivt og gjorde mig glad i låget. Vil mine råd fra dengang hjælpe mig i dag?

– yngre version af mig

Min plan: Større muskler ᗒ højere forbrænding.

Den lidt længere version: Ved at spise mere end på en slankekur og træne tung styrketræning, gav jeg mine muskler energi, protein og næring nok til at vokse. Når mine muskler bliver større, øges min forbrænding – også i de uger, hvor jeg ikke når at træne.

– min nye plan

Hvorfor løb/kalorierestriktion ikke virker for mig: Når jeg løber og sørger for at spise så få kalorier som muligt, bygger jeg ikke muskler op. I min alder nedbrydes mit muskelvæv i forvejen med et par procent om året. Det fortsætter, indtil min muskelmasse er halveret, når jeg fylder 80.

Mindre slappe muskler øger belastningen på led og sener med skader til følge. Jeg taber mig ikke for alvor af at løbe rundt og spise mindre. Det er en kortsigtet løsning, og jeg bakser med skader konstant. Inflammation i hoften, hælsporer, skinnebensbetændelse og ondt i knæet.

Selv når jeg har løbet i 12 uger og typisk har tabt mig 10 kilo, så tager jeg på, så snart jeg holder pause. Det skyldes, at min krop genetisk er bygget til at kæmpe for at bevare mine depoter, så jeg ikke dør af sult. Det var praktisk i stenalderen, men virkelig upraktisk nu.

Så tung styrketræning er planen. 3x om ugen en time, hele kroppen.

Og hvordan går det så med den plan?

Det går rigtig godt. Målet er 3x styrketræning om ugen, og jeg ligger nok på et gennemsnit på 2x om ugen. De sidste 2 uger kun 1x, så jeg er ikke helt tilfreds. Men det er ok her i starten med ekstra tid til restitution. Jeg kan mærke, at jeg skal bruge lidt ekstra tid til at restituere i fht. da jeg var yngre.

Jeg kan allerede mærke, at jeg er blevet bredere over skuldre/ryg, for mine jakker strammer. Det er altid det første, der sker: at mine jakker revner i ryggen 😅 Så ved jeg, at jeg har gang i noget godt.

Jeg ser ikke muskuløs ud overhovedet. Jeg er bare en tyk midaldrende dame, der river jern. Men jeg har øjenkontakt med den tykke dame i spejlet i fitness, og jeg er glad for det, jeg ser. Hun er stærk, hun kæmper, og hun har et fast blik. Hun ved, at hun er på rette vej.

12 år!? TOLV?

I dag fylder vores søn 12 år. Altså – TOLV! Det er 12 år siden jeg fødte ham. Det fatter jeg minus af – og så alligevel. For den unge mand er ved at overtage den bløde drengekrop. Han har brede skuldre og stærke arme, der kan kramme SÅ hårdt. Han kender ikke helt sine begrænsninger. Hans sko er så store som mine. Bukserne er den største børnestørrelse: 164/13-14 år. Underbukserne er købt i herreafdelingen.

Ved siden af står et pr stolte forældre, der ikke forstår, hvor tiden blev af. Teenager om lidt, 5. klasse ..

Tillykke med de 12, skattemus!

Ærefuld exit

Knægten havde tårer i øjnene, da tiden løb ud, og vi tabte semifinalen i går.

Det var en ærefuld exit! Tak for indsatsen, og tak fordi I gav mig glæden ved landsholdet tilbage ❤️

Nogle skriver i dag, at eventyret er slut – jeg tror, at vi kun har set begyndelsen 🧚

Ferielæsning

Mette og jeg er ikke enige om metoden, men alligevel enige om målet: Det bedste for Danmark. Jeg er stolt af vores statsminister, selvom jeg ikke stemmer på hende. Hun gør det godt, på sin måde.

Derfor er denne bog så spændende. Den giver et godt indblik i de politiske processer og den hverdag, der også er, når kameraet er slukket. For der er hverdag og mere end øjet ser. Det er et hårdt liv, hvor jobbet bliver en opgave og et kald. Der er ikke meget tid tilovers til familie og venner. Man er altid på. Altid under luppen. Altid genstand for fortolkninger, kritik og mandagstrænere.

Jeg ville ikke være politiker. Det blev et nej tak fra mig i sin tid. At være med til borgermøder, dele flyers ud, diskutere, landsmøder, valgtilfordnet, hænge plakater op og være med til valgfester – det har jeg prøvet. Der er kort vej til magten for den, der vil og tør. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på, om prisen ikke er for høj, fordi forståelsen er for lille.

Andet stik: Verden er i farver igen!

Lørdag 20:20 havde jeg tid til mit andet stik. Vi skulle egentlig have været afsted på ferie tidligt lørdag morgen, men udskød det til søndag morgen pga. vaccinationen.

Da vi så gik videre i EM, viste det sig at være midt i – eller i hvert fald i slutningen af en de allervigtigste fodboldkampe siden ‘92. V

i hørte de sidste 2 mål i bilen, og jeg fik mit stik i ført min gamle landsholdstrøje. En for alle … 🇩🇰😜

Og i morgen klokken 3:30 ringer vækkeuret, og vi skal afsted på ferie! Alt er pakket og klart, og vi er forberedt til tænderne på at være nogle af de første turister i et nyt og anderledes Europa efter pandemiens hærgen.

Første stik: Verden er i farver igen!

Jeg fik min første vaccine i aften. SÅ vildt! Omsider! Endelig! At Long last! Jeg havde sommerfugle i maven, og det var nærmest surreelt at stå der i køen og vente på min tur. Kom nu, kom nu, kom NU!!

Det var så fin en oplevelse – ja, måske nærmest lidt kedelig. Vaccination på samlebånd – ja, så har jeg oplevet det med! Heldigvis havde jeg en veninde med, og det var så fedt at kramme hende bagefter!

Min tid lå midt i Melodi Grand Prix, og det så vi sammen med gode venner. Midt i det hele brød vi op og kørte til vaccination, hvorefter vi kørte tilbage og hyggede os til ud på de små timer. Den bedste aften siden i torsdag 😀

NU er der lys for enden af tunnelen!

Vaccination Walk

Verden er i farver (igen)

I går var vi til den første koncert i noget, der føles som årevis. Jeg har længtes efter denne dag. Følelsen af frihed, høre god musik i venners lag, slå håret ud og bare lytte. I går var det Lis Sørensen, og det var den bedste koncert. Tænk, at noget så simpelt som at gå ud og gå til koncert rører mig til tårer.

Livet kom
Og tog mig tilbage igen
Aldrig vil jeg glemme
Havets blå
Verden er i farver nu

– Lis Sørensen

Ja, verden var pludselig i farver igen. Mens vi sad og ventede, tjekkede jeg lige ind på vacciner.dk – og endelig ENDELIG kunne jeg bestille tid. Jeg var ved at tabe telefonen og råbte op til min ven fra samme årgang (72) “bestil tid – bestil tid – det er os nu”, mens jeg febrilsk bladrede ned over datoerne.

22. maj var den tidligste tid. Der var kun 3 ledige tider. Jeg klikkede klikkede på en tid, som forsvandt, og så forsvandt nr 2 også, og jeg hamrede min fede finger ned på nr 3 tid og fik den! Det er i overmorgen!

Med 2. tid samme dag som vores ferie starter. Det ku’ være mere optimalt, men det kunne også være meget værre. I samme øjeblik gik Lis Sørensen på scenen og gav et brag af en koncert. Og pludselig PLUDSELIG var verden i farver igen!

Med vaccinen ryster vi os fri af Coronaens svøbe, og vi kan gå til koncerter og rejser og kramme og drikke vin med gode venner.

Tæt på ækvator

Langt væk fra månen

Tæt tæt på solen

Sidder vi nu

Og glor på pelikaner

Døde vulkaner

Og ved vi lever lige nu og her

– Lis Sørensen

Det sjove er, at jeg ikke var den store Lis Sørensen fan. Altså, jeg kender hendes sange, kan synge med på de fleste, og de er del af mit soundtrack. Men jeg blev fan af hende dér på Halvandet. Hun synger så godt, hun giver sig selv, og hendes tekster rammer mig.

Hun sang sin nye sang “Isbjerg” om klimaforandringerne, hold nu kæft en smuk sang, og hun sang den med en intensitet, så jeg fik gåsehud.

Hun fortalte om, når de kørte på ferie i 70erne ved havet. Bilen var fyldt hunde, kaniner, pakkenelliker og hende og hendes bror på bagsædet. Bilen var fyldt med røg, og når de dristede sig til at åbne et vindue, blev de bedt om at lukke det, for ellers fik mor træk. Træk var noget af det farligste, man vidste i 70’erne. Det var meget vigtigt at undgå træk, meget farligere end røg 😅 Det er fuldstændig som jeg kender det fra bagsædet i mine forældres bil.

Breaking point

Jeg vågnede i morges. Jeg har fri og alt er godt. Eller .. det er det jo ikke helt. Jeg vågnede op med tårer i øjenkrogene. For det er ad helvede til. Vi er fanget i et gyldent bur. Der bliver passet godt på os, men jeg vil hellere være fri og kunne rejse min vej ned til sol og varme med min familie.

Jeg er ked af det så dybt ind, at nærmest kun et gok i nødden kan overdøve det. Eller en rejse langt væk herfra.

Jeg kan ikke mere Corona nu. Stop. Tak. Corona har inficeret mit sind, fyldt vat i min hjerne og tårer i mine øjne, stjæler mit humør, tynger mit hjerte, forkorter min lunte, gør mig træt og tung.. og hver gang tester jeg negativ. Jeg ER SÅ skide-negativ 😅

Når vi om nogle år kigger tilbage, så var det et fåtal, der fik CoVid19 – men vi slæber alle rundt med langtidsvirkninger af den psykiske effekt. Jeg har aldrig haft det så dårligt som nu. Selv ikke da jeg var i sorg.

Jeg tænkte, at det måske var overgangsalderen, der var på vej, men det er mere end det. Mine dårlige humørdage følger ikke min cyklus. De er der bare.

Jeg er træt af, at det føles som om vores sommerferie hænger i en tynd tråd. Alle dårlige nyheder pustes op, og det er svært at bevare optimismen. Igen. Jeg orker ikke en sommer herhjemme i kulde og regn som sidste år. Vi afsted, men uden vaccine ser det lidt sort ud. Jeg hader det. Og ja, jeg prøver at tænke positivt. Vi har ingen plan b. Vi kører til Sydfrankrig – hvis vi må – om 43 dage.

Og så holder vi en kæmpe fest
Inviter alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler på at vi er sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen skal være alene hjemme
Ved du hvad jeg drømmer om?
At du vækker mig og siger: ‘Det er forbi!’ “

– Sarah Connor, uddrag af Bye Bye
Ferie i Danmark

Op på hesten igen 🐴

Disclaimer: Langt whiner-indlæg om tidlig overgangsalder.. Når jeg sover og spiser godt, har jeg altid haft masser af overskud – og når jeg i perioder ikke forkæler mig selv med sund mad og rigelig søvn, så har jeg altid kunnet performe alligevel. Jeg har altid kunnet knokle mange timer om dagen, men nu er det som om jeg har ramt en mur.

30% af mit liv er minusdage

Grænsen for min formåen har flyttet sig. Det er som om min krop sætter ud. Jeg løber tør for energi, uanset om jeg sover 7-8-9 timer. Jeg orker ingenting, og når min cyklus kun er på 24 dage, så er det kun 17 dage hver måned, hvor jeg rent faktisk er rimelig velfungerende. Dvs. 30% af tiden er minusdage for mig. Det er altså meget!

Efter mange år hvor jeg intet har mærket til min menstruation, så er jeg nu begyndt at få kraftige smerter og migræne under menstruationen. Jeg har svært ved at sove og svært ved at fungere normalt. Jeg er overfølsom og pirrelig et par dage op til, hvor jeg er parat til at opgive alt. Og jeg mener: A L T. Min selvtillid styrtdykker, og jeg er parat til at råbe P I K og skride fra det hele. Men et par dage efter er alt ok igen. Psykisk, i hvert fald.

Psykisk er jeg begyndt at frygte de 30% – den uges tid, som jeg kan rive ud af kalenderen. Jeg er begyndt at planlægge efter det. Så få vigtige møder som muligt, helst ingen aftaler, for jeg ved ikke, om jeg kan, og jeg vil ikke presse mig selv. Jeg kan som regel godt – med Panodil og Ipren i max dosis, så går det lige. Sådan har det ikke været før. Det er tiltagende, og det er ikke særlig fedt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Oveni det ligger hele Corona’en ovenikøbet og stjæler energi, fordi alt det gode og sjove (fx ferier, fødselsdage og oplevelser) er suget ud af livet.

Ondt over det hele

Jeg har ondt i fødder, hofter, ryg og mellem skulderbladene. Jeg har fået skader pga løb, og det mærker jeg i det øjeblik, jeg sætter fødderne på gulvet om morgenen – AV! Dertil de kraftige menstruationssmerter (3 dage hver måned) og migræne (1-3 dage pr måned). Jeg er gået fra ikke at have ondt til altid at have ondt et eller andet sted.

Forleden var det min højre skinnebensknogle, der gjorde sindssygt ondt og holdt mig vågen den halve nat. Det er gået væk igen, men hvad gik det ud på? Jeg har også restless legs, men magnesium hver dag holder det rimeligt nede.

Stolt?

Jeg ikke særlig stolt af mig selv længere. Det er som om jeg har mistet kontrollen over min krop. Jeg kan ikke længere genkende den og dens signaler. Jeg kan ikke identificere mig med, at det altid gør ondt et eller andet sted. At der er så meget, jeg ikke kan. Så til hverdag ignorerer jeg det. Når det er slemt dæmper jeg det med ipren og panodil.

Jeg er blevet det, jeg svor, at jeg ikke ville. En begrænset svag whining bitch.

Udsigt til overgangsalder ?

Meget af ovenstående skyldes sikkert, at min krop er under ombygning. Jeg er 49. Der er overgang forude. Den største ombygning siden puberteten, tænker jeg. Jeg er total udmattet, træt af at have ondt og godt på vej til at blive seriøst overvægtig.

Min krop tåler ikke det samme som tidligere, og det vækker en enorm vrede i mig. Hvis det ikke var, fordi jeg er udmattet, så ville jeg bide tænderne sammen, træne hårdt, løbe mere, spise mindre og kæmpe mig ud af det. Men jeg kan simpelthen ikke. Jeg orker det ikke.

Sick and tired of being sick and tired

Det er lidt som om, at mit liv er gået i stå. Jeg er træt af at ligge på sofaen og falde i søvn inden 21. Jeg er træt af at have ondt, være i underskud, i dårligt humør og i dårlig form. Det er så langt fra mig som person og slet ikke sådan jeg havde forestillet mig mit liv. Hvad hvis det kun bliver værre herfra?

Det er sådan, det skal være

Jeg vil have et aktivt liv. Jeg vil være i stand til at gå 10.000 skridt om dagen, jeg vil have mere overskud og slippe for at have ondt. Det synes jeg egentlig ikke er ambitiøst, men som jeg har det er det MEGET ambitiøst.

Hvad gør jeg?

  • Jeg fortsætter med at træne mine ankler, så jeg kan gå 10.000 skridt uden at få ondt
  • Jeg fortsætter med løbeprogrammet for ældre og overvægtige på laveste blus (jeg løber pt 2 minutter 3 gange om ugen – yay)
  • Jeg spiser sundt det meste af tiden og forsøger at få min nattesøvn
  • Håber på, at det bliver bedre ..

Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

“Nu lukker de ikke skolen, vel, mor?”

Jeg orkede ikke endnu et pressemøde og alle de mange forklaringer. Uanset hvor pænt man pakker den ind, så stinker en lort bare så meget!

Vores søn går heldigvis i 4. klasse, så han er i skole igen. Det er så godt. Han er så glad for at se sine venner igen. Når man er enebarn er skolen ekstra vigtig.

Da vi spiste, kiggede han på mig og sagde “nu lukker de ikke skolen, vel, mor?” og jeg kunne heldigvis svare nej til det.

Han er så glad for at være tilbage. Han og hans venner gør alt, hvad der bliver sagt, for de har fået at vide, at hvis de ikke gør det, så lukker skolen igen.

Det er et stort ansvar på en lille person.

Corona er del af vores liv, hvad enten vi vil eller ej

Efter et år med Corona er det tid til at gøre status. Corona er kommet for at blive. Super ufedt og totalt uønsket!

I løbet af dette ene år er det blevet stigende populært at behandle mennesker som mindreårige børn. At tænke selv og kæmpe for sit liv er ikke (længere) velset. Nej, sæt dig ned og ta’ den med ro, for børnehavestaten passer på dig. Det lyder måske hyggeligt for nogle, men det er (altid) uhyggeligt, når mennesker umyndiggøres.

Vi kan ikke blive ved med at måle vores liv ud fra incidensværdier. Vi kan ikke holde til at sætte vores liv, vores samfund og vores mentale helbred på pause – og på sigt over styr. Corona har været del af vores liv i et år nu. Det er på tide at acceptere Corona som et vilkår. Det går ikke væk.

Vi skal ikke danse med Corona, vi skal leve med det. Det indebærer, at vi skal væk fra tankegangen om, at det går væk. Hvis vi bare holder ud og holder afstand, så går det væk. Men det går ikke væk.

Jeg tror, at det bliver sådan her: Der kommer så mange bølger, at vi holder op med at tælle. Der kommer så mange mutationer, at vi ikke længere bemærker deres navne. Smittetallene tjekker vi ikke længere. Vi skal vaccineres måske 1-2-3 gange om året. Det bliver hverdag, og livet fortsætter.

Lyder det dystopisk? Det er det ikke. Det er livet på godt og ondt. Nu er vi nået dertil, hvor vi skal indrette os på, at Corona er del af vores liv. Vi er nødt til at begynde at leve igen med alle de risici, livet indebærer ❤️

———

Så .. Hvad gør du, når du står i en ny situation? Man starter normalt med en plan og en strategi for, hvordan vi lever med de nye vilkår.

Jeg savner, at regeringen tager ansvar og får lagt en plan. Jeg giver ikke meget for, at de siger, at man ikke kan lægge en plan, for man ved jo ikke, hvordan Corona udvikler sig.

Man har aldrig kendt morgendagen – det har Corona ikke ændret på. Alligevel lægger man planer. Selvfølgelig. Det har vi altid gjort som mennesker, og det skal vi blive ved med. Uden visioner, mål og en plan mangler vi mening i livet.

Meningsløshed er noget af det sværeste at bære for mennesker.