Syng! Ny CoVirkelighed dag 25

Vi deltager ikke i fællessang, for der er ingen, der synger her. Kun mig i bilen 😆 Jeg elsker at synge – det har jeg altid gjort. Nogle af mine tidligste minder er bilturene til Rørvig, hvor vi sad på bagsædet i folkevognen i tyk cigaretrøg, uden sikkerhedsseler og skrålede med på Shu-Bi-Dua.

Den sidste sang, jeg sang, var “Solen er så rød mor” – den bad min søn mig synge en dag for nylig, her under Coronanedlukningen. Han elsker den sang. Den er også fantastisk ❤️ Heldigvis synger han også gerne med på sine yndlingssange. Jeg elsker lyden af hans stemme. Den går lige ind i mit hjerte og får det til at banke hurtigere af lykke.

Hvis jeg skulle vælge en fællessang så ville jeg vælge “Lyse nætter” med Alberte. Efter jeg fandt ud af, at sangen handlede om Alberte Windings mor, som var død, fik sangen en ny betydning for mig. Den beskriver så fint det forår, der ubønhørligt kommer, når man har mistet. Det bliver altid forår og lyst igen. Uanset hvor mørkt det er.

Nu kommer fuglene igen
Og lyset vælter pludselig ind
Det kommer gennem alle sprækker
Lyse nætter er tilbage.

Alt, hvad der rørte sig blev gemt
Da du var rejst var det så nemt
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig
At pynte sig for dig

Du er tilbage, du er hos mig
Du er tilbage, med varme dage
Du er hos mig

Nu kommer lydene igen
Og verden vælter pludselig ind
Med parasoller og sandaler
Bølger maler alt i sand

Jeg havde huset fuld af vind
Og nye frugter båret ind
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig
At pynte sig for dig

Du er tilbage, du er hos mig
Du er tilbage, med varme dage
Du er hos mig

– Alberte

Under oprydningen i mine gamle ting fandt jeg en mappe, som min mor har lavet. I den har hun sirligt gemt de tegninger og små breve, som jeg har skrevet til hende som barn.

I mappen var også en enkelt af hendes tegninger af en hat, hun selv designede og som min mormor lavede til hende. I pilleæskefacon. Min mormor var modist og kunne lave de vildeste hatte 👒

Oprydning i kælderen – ny CoVirkelighed dag 23

Jeg har bl.a. brugt de stille uger til at hive gamle sager frem i lyset. Meget gamle sager.

Da vores søn var mindre, solgte vi rigtig mange af hans babyting på loppemarked. Det finansierede en stor del af vores ferier i starten!

Kasserne med resterne fra det sidste loppemarked stod stadig i kælderen. Vi var vel på loppemarked sidst for 5-6 år siden. Vi havde regnet med at sælge det på næste års loppis, men det blev ikke til noget og kasserne endte allerbagest i kælderen.

Op af kasserne trak vi mange virkelig fine minder fra vores søns babytid. Nuttede bittesmå lyseblå t-shirts og bløde Petit Bateau bodystockings i str. 56.

Vi har også 2 kasser med rene hvide stofbleer stående i kælderen. Vi skulle have sendt dem i cirkulation for længe siden. Jeg afleverer dem til Mødrehjælpen i Virum, når alt åbner igen.

Jeg pakkede i første omgang babytøj og stofbleer ned med henblik på at bruge til barn nr 2. Men da fertilitetsbehandlingen slog fejl stod kasserne hen som smertefuld bagage bagest i vores kælder.

Det er på tide, at vores babyting kommer i brug igen og ikke bare ligger i vores kælder til ingen verdens nytte! Så snart vi kan donerer vi de gode gamle babyloppesager til genbrug ❤️

Babygrej ❤️

Fast att tiden gick alltför fort så var det mycket den gav

I mine unge år har jeg danset, grinet, drukket, fjollet, grædt, skrålet og vrælet til Marie Frederikssons skønne inderlige stemme. Da jeg læste, at hun er død, sad jeg i toget og en tåre sneg sig ned af min kind. Hun har kæmpet mod den forbandede kræft i så mange år ….

Farvel Marie .. tak for sangene, tak for soundtracket til min ungdom ❤️ Jeg har sunget og danset til din stemme så mange gange, og det vil jeg fortsætte med.

Jeg synger stadig med på “Spending my time” og føler stadig inderligt følelsen af at være ung og ulykkeligt forelsket og bare vente vente vente …

Mine veninder og jeg fik et lift til færgen af to drenge, vi kendte. Men i stedet for at køre os til færgen, kørte de os til en nærliggende bar, hvor vi sad udenfor og spiste ærter og drak øl. Solen skinnede, det var søndag eftermiddag – og vi hørte ‘It must’ve been love’ igen og igen – så hurtigt som man nu kunne spole båndet tilbage 😅

Det er længe siden, jeg har hørt dine helt gamle sange.. så jeg starter med Efter Stormen ❤️

Jag känner mig lite trött

nu när hösten är här

Fast att träden har dött

så lever vår kärlek kvar här

Du ger mig lugn efter stormen

när mina drömmar faller isär

Fast att tiden gick alltför fort

så var det mycket den gav

Allt det starka och svaga i mej

möts från en strand till ett hav

Du ger mig lugn efter stormen

Tak 😢

610 pærer på altanen / slut på en møgdag

Det er vores skyld, hvis der ikke lander fly i Kastrup, og de ved en fejl tror, at landingsbanen er her hos os. Efter jeg satte lyskæde #3 op på altanen her til aften er vi oppe på præcis 610 lyspærer på altanen!

Det lyser gevaldigt op i landskabet – og hvis man er dét humør kan kæderne blinke i takt eller i utakt. De har 6 mere eller mindre aggressive lysmønstre lige fra hidsig stroboskopagtig blinken til blid ned- og optoning. Jeg er dog mest fan af den ikke-blinkende version 😅

Møgdag med (500) lyspunkter

Dagen i dag var vanvittig. Jeg lagde sidste hånd på min præsentation sent i aftes, og jeg præsenterede fra 9:30-13. Isoleret set var der lagt op til en god dag, jeg var klar (omend lidt stresset), for det er noget, jeg holder af.

Men vi havde den dårligste start på dagen, hvor vi skændtes, det gik for langsomt og ja, vi burde være blevet hjemme og bare have krammet hinanden. Jeg følte mig helt nøgen og sårbar, da jeg trådte ind ad døren på kontoret.

Jeg gik i et møde med mig selv for at få ro på efter modellen: Gå væk, slip opgaven, træk vejret dybt.Det lykkedes over al forventning, og det gik fint med den første præsentation. Men midt i præsentation #2 ringede telefonen 2 gange.

Jeg tog den i pausen, det var skolen. Vores søn var meget ked af det. Jeg talte lidt med ham; han kom i bedre humør, og jeg lovede at hente ham tidligt. Tilbage til præsentation #3 og 4.

Og så afsted mod toget. Jeg arbejdede hele vejen hjem, så koncentreret, at jeg kørte for langt med toget 🤭 Tilbage igen og op mod skolen.

Glemt nøgle

Jeg havde glemt nøglen hjem til, så vi gik på Lagkagehuset og sad og snakkede. Jeg med en flat white og han med en snegl. Han fortalte om sin dag, og vi synkroniserede igen ❤️

Han er min store, kloge og følsomme dreng. Det var fantastisk at sidde der med ham. Han er så stor, jeg fatter det nærmest ikke ❤️

Suppe med bræksmag

Min søde mand lavede lækker fyldig tyrkisk landsuppe til os. Han havde snittet grøntsager, champignon og det løse. Jeg foreslog noget fond fra køleren til at spice suppen op med. Nogle gange skal jeg afholde mig fra den slags (eller sortere ud i køleskabet).

Fonden var for gammel og fik hele suppen til at lugte af sur bræk – og hvad værre var; suppen smagte også af bræk!

Ud med den! Ind med pasta med pesto – ungens yndlingsret. Win win!

Det, jeg lærte i dag:

  • Ikke anvende gammel fond
  • Gå væk, slip opgaven, træk vejret virker – gør det også derhjemme om morgenen!
  • Det er bare et job, det er ikke personligt!
  • Det er vinter, og vores søn trives lige så lidt som jeg gør, så forvent ikke lette morgener
  • En dårlig start må ikke farve hele dagen. Husk at gå over på den grønne bane – og ta’ familien med!
  • 500 lyspærer – mon det er nok?

Gamle Ole!

Det her indlæg skrev jeg i april. Jeg udgav det aldrig. Det føles meget personligt, og jeg er et andet sted i dag.

…….

Jeg er tæt på ‘gamle Ole’, når jeg springer på badevægten. Der var engang hvor der stod 65 hver morgen. Det var dengang jeg følte mig tyk.

Nu kan jeg godt se på min tøjstørrelse (46) og på vægten, at jeg er tyk, men jeg følte mig faktisk ikke tyk. Datid.

Lige indtil jeg fik en bemærkning omkring min vægt sidste sommer: “Det klæder dig, at du har tabt dig. Da jeg så dig i sommer var du bekymrende stor

🐳

Jeg lignede med andre ord en hval i sommer? WTF? Fed og forædt? Jeg kiggede tilbage på fotos fra den dag, og det slog mig hvor glad, jeg ser ud.

Paradokset er, at jeg er langt mere usund og stresset nu, end jeg var lige efter sommerferien, hvor jeg var glad, rund, peberkagebrun og afslappet.

Er der nogensinde nogen, der er blevet slank af at få at vide, at man er bekymrende stor?

Hvad skal det til for? Jeg blev både vred og såret over bemærkningen, men jeg formåede at få sagt fra overfor det. Det er da noget mærkeligt noget, at min vægt og udseende er et debatemne.

Spis gift

Alligevel virker den dumme bemærkning som gift på mig. Min trøstespisning er nået nye højder siden da. I mange år har jeg ikke trøstespist. Nu spiser jeg alt, der ikke er hammer- og nagelfast, når jeg er stresset, træt eller frustreret.

Det var ellers ikke længere min vægt, jeg bekymrede mig om, det var mere mit velbefindende. Men bemærkningen lyder som et ekko i mit hovede. Jeg hører slet ikke det kompliment, som kommentaren også indeholdt udover en svineren: at jeg ikke længere var så bekymrende stor som i sommer.

Jeg stirrer på tallet på min vægt hver morgen, og det bliver ikke mindre af at blive nidstirret, skulle jeg hilse at sige.

🐳

Jeg er begyndt at gå ture i weekenden. 45 minutter ad gangen.

Gå? Men er det ikke kedeligt og noget for gamle damer? Jo x2. Det er forholdsvis kedeligt, men så er det ikke værre. Naturen er smuk, jeg bliver glad i låget, klar i hovedet, og det føles dejligt i kroppen.

Jeg ville hellere træne, men min krop siger fra. Jeg har inflammation i en slimsæk i hoften, som provokeres af koblingen i bilen. Og da jeg kører til job hver dag er det ikke en skade, jeg kan få til at gå væk. Det er værst de dage hvor jeg kører meget i kø, så jeg forsøger at styre udenom myldretiden om eftermiddagen.

Jeg laver øvelser hver morgen i brusebadet og hver aften på gulvet. Det hjælper til at holde smerten på et tåleligt niveau. Jeg har fået blokader, ultralyd, akupunktur .. uden den store effekt. Det har været meget slemt, men nu halter jeg ikke længere, jeg har ikke længere ondt, hvergang jeg rejser mig, smerten er blevet til at holde ud.

For det gør ondt hver dag, det jager og niver og føles som et sår, der springer op eller nok snarere som væv, der revner, når jeg belaster det forkert eller for meget ved fx at gå op ad bakke med lange skridt. Det forhindrer mig i at løbe og andre former for konditionstræning, for løb, hop og vægtbæring (fx at løfte vægte eller en tung pose) forværrer det. Når jeg cykler, får jeg tillige ondt i knæene. Heldigvis kan jeg gå, så det gør jeg.

Efter mange år med alt for meget træning, for lidt restitution og et æresmedlemskab hos OA, så har jeg stadig lyst til at gi’ fanden i det og bare gi’ den gas med at træne og ignorere svaghed og smerte. Som vi sagde, når vi løftede vægte ‘smerte er svaghed, der forlader kroppen’. Jeg brændte mit lys i begge ender i flere år, og ja, nu er jeg 47 og der er så åbenbart en regning, der skal betales 😒

Don’t call me up

Den sidste dag før ferien plejer aldrig at være god, men denne ‘sidste arbejdsdag før ferien’ tog prisen som den værste ever.

Nu er det trods alt kun 5 dage, jeg holder fri, og jeg har planlagt og lagt ekstra timer for at nå det, jeg ikke når i næste uge. Det gik udmærket, lige indtil i dag, så røg der ikke bare én men mindst to kæppe i hjulet.

Det er den 11. Oktober. I morgen ville min mor være blevet 78 år, og da jeg hørte Duran Durans fantastiske sang Ordinary World i radioen ramte det mig bare. Simon le Bons smukke og præcise beskrivelse af hvordan det var for ham at miste sin bedste ven. Det ramte mig lige i hjertet på en usædvanlig grå og regnvåd fredag.

Came in from a rainy Thursday on the avenue
Thought I heard you talking softly
I turned on the lights, the TV, and the radio
Still I can’t escape the ghost of you

What has happened to it all?
Crazy, some’d say
Where is the life that I recognize?
Gone away

But I won’t cry for yesterday
There’s an ordinary world
Somehow I have to find
And as I try to make my way
To the ordinary world
I will learn to survive

Jeg strandede i en gigakø på vej til job, og det tog min 43 minutter at vikle mig ud af M3 😏

Jeg holdt mig til min liste, og klokken var end ikke 10 før det første benspænd sendte min to do liste til tælling.

Senere blev jeg ringet op i min frokost, netop som jeg var ved at synke den sidste bid mad. Den frokostpause, jeg selv betaler, men som jeg ikke nåede at nyde og som kun varede 12 minutter. Så spildte jeg da ikke tid på at hænge ud ud med mine kolleger over en go’ frokost 😉

Jeg løb ud af kontoret 15:30 1/2 time efter tidsplanen og fik et brusebad på vej til bilen. Strålende vejr.

Jeg havde en løjerlig fornemmelse i mit ansigt; mine kinder var følelsesløse, mine læber snurrede, og mine øjne brændte. Jeg var rasende, ikke på nogen eller noget, jeg var bare rasende. Blindt. Der var kø hele vejen hjem. Det tog mig en stiv time at køre 30 km.

“Hvor bliver du af, mor?” spurgte min dreng i telefonen. Jeg er det forkerte sted, det er mit liv i en nøddeskal. Jeg gennemgik de ting i hovedet, som jeg manglede at afslutte, velvidende at jeg ville glemme det hele, før jeg kunne gøre noget ved det.

Køen sneglede sig afsted, jeg fik ondt i kæben af at bide tænderne sammen.

Knægten hoppede glad ind i bilen; frisk duftende og regnvåd “vi har ferie, mor” – og jeg tvang arbejdstøjet af rent mentalt – “jaa! Det har vi skat” – og så skruede vi helt op for Mabel og “Don’t call me up

Vi har ferie. Det var en hård fødsel denne gang. Jeg er helt smadret, men klar nu. Jeg fik lavet de sidste opgaver hjemmefra og kufferten er pakket. Paris, vi er SÅ klar!

Yeah 🤯😵

Når der bliver stille på forældreintra …

Da vores søn var lille, var dagene lange og til tider nærmest endeløse. At vælge den rigtige barnevogn virkede som en livsvigtig investering, men blot et år senere var den overflødig. Det samme med bæreselen, klapvognen, højstolen og alle de andre ting, som vi læste sikkerhedsblade og anmeldelser på og nøje udvalgte.

Nu er der gået 10 år, og det føles som ingen tid. Det, der virkede som lang tid, er så ufattelig kort tid. Det er lidt som om at jeg kom til at kigge ud af vinduet, mens jeg puslede en baby – og da jeg vendte mig om, stod der en høj stærk dreng med gnistrende blå øjne og be’r mig om at droppe det der med skærmtid.

Tiden er gået for hurtigt, tiden er kort, alt for kort. Jeg ville ønske, at jeg kunne sænke farten lidt, men dag for dag vokser han op lige foran mine øjne, og det er det største mirakel, der findes. At få lov til at vidne den udvikling og hjælpe ham på vej ud i livet.

Jeg prøver suge det hele ind. Det er på lånt tid. Jeg kan næsten ikke bære ham længere, og det niver i hjertet. Jeg elsker ellers at swoope ham op og bære ham sovende ind i seng og mærke hans varme rolige ånde ved min hals. Men det kan jeg næsten ikke længere.

Jeg nyder, når han krammer mig og når han kryber ind til mig. Om kort tid får jeg bare et hurtigt halvt kram og et hej ude i gangen af en ung mand, der er højere end mig.

Jeg faldt over Misty Lee Brewers fine Facebook-indlæg. Hun rammer det på kornet, for det går stærkt. Man lever i kaos, og nogle gange tænker jeg, at det er forfærdeligt, og at vi aldrig får et pænt hjem igen. Men det gør vi. Det sker den dag, ungen er fløjet fra reden. Den dag, hvor der bliver stille. Hvor der ikke længere ligger sko, legetøj, bøger, tøj, tallerkener og nullermænd over det hele. Til den tid kommer vores hjem til at stå skarpt igen, og der bliver helt stille på forældreintra.

When you first have children they talk about the challenges of parenting… the struggles of a baby waking in the night, the toddler who won’t stay in their bed, the cost of childcare, injuries from sports…

Having to take off work to pick them up from school when they don’t feel well, helping them with homework, a messy house, the never ending laundry, the cost to buy school clothes, packing their lunches…

You watch their eyes light up on Christmas morning… and try to soak in the magic of those moments.

You coach them in sports, rushing to practices and ballgames… and tote them all over the country to let them play the game they love… no matter how exhausting or expensive it becomes.

Life is just so busy that you rarely even stop to think what the end of those days look like.

In fact, it’s not really even something you can wrap your mind around.

You go into it thinking that 18-20 years sounds like a long time…

Then suddenly hours turn into days… days into months… and months into years.

That little person that used to crawl up next to you in bed and cuddle up to watch cartoons… suddenly becomes this young adult who hugs you in the hallway as they come and go.

And the chaos and laughter that used to echo throughout your home… gets filled with silence and solitude.

You’ve learned how to parent a child who needs you to care for and protect them… but have no clue how the whole “letting go” thing is supposed to work.

So you hold on as tight as you can… wondering how time passed so quickly… feeling guilty that you missed something…

Because even though you had 20 years… it just somehow doesn’t seem like it was enough.

You ask yourself so many questions…

Did you teach them the right lessons?

Did you read them enough books as a child?

Spend enough time playing with them?

How many school parties did you have to miss?

Do they really know how much you love them?

What could I have done better as a parent?

When it’s time for them to go, it all hits you like a ton of bricks.

And all you can do is pray…. hope… and trust that God will protect them as they start to make their way into the world alone.

Parenting is by far the most amazing experience of your life… that at times leaves you exhilarated… while others leave you heartbroken.

But one thing is certain… it’s never enough time… 💕

So for all the parents with young children… who’s days are spent trying to figure out how to make it through the madness…

Exhausted day in and day out…

Soak. It. All. In.

Because one day… all those crazy days full of cartoons, snuggles, sleep overs, Christmas morning magic, ballgames, practices and late night dinners…

All come to an end.

And you’re left hoping that you did enough right, so that when they spread their wings…

They will fly… 💕

Credit: Misty Brewer Lee

Kontrol med øret

Jeg får altid en smule nerver på, når jeg skal til kontrol med mit øre. Jeg skal jo gerne til kontrol to gange om året, og nu er det 2 år siden jeg var til min sidste kontrol på hospitalet.

Denne gang skulle jeg selv finde en ørelæge, og det er heldigvis lykkedes mig at finde en god en. Min tidligere ørelæge opdagede nemlig ikke, at cholosteatomet var vendt tilbage, så jeg har ikke tiltro til ham længere.

Et cholosteatom er en godartet svulst, der vokser i mellemøret. På dansk hedder det benæder, og det beskriver perfekt det, den gør. Svulsten nedbryder knoglerne; øreknogle, ansigtsknogler, kranie .. det den lige vokser på.

Anden gang jeg blev opereret lavede de et stort indgreb, som sikrer, at den ikke har noget at vokse på og gemme sig bag.

Jeg fik en walldown operation i øret, som er en operation, som har efterladt et stort hulrum i mit øre, så cholosteatomet ikke kan vokse igen.

Det betyder også, at jeg ikke har nogen trommehinde, samt at mit øre ikke kan rense sig selv som et normalt øre. Det betyder, at jeg har nedsat hørelse – omkring -30% og primært høje toner.

Jeg kan ikke få høreapparat, for jeg mangler vitale dele af mit indre øre, og jeg har ingen trommehinde. Derfor må jeg ikke få vand i øret pga risiko for infektion. Det er nedtur, for jeg elsker at dykke!!

Åh, Dylan …

Jeg var lige fyldt 20 et par uger inden jeg så første afsnit af Blævrende Bakker. Det kaldte vi hurtigt Beverly Hills, og det var ikke negativt ment, for vi elskede 90210. 

Dengang var det sådan, at mine forældre suverænt bestemte over fjernsynet i stuen. De ville ikke se nogen amerikansk ungdomsserie og ville se noget på den anden kanal i stedet. Vi havde heldigvis to fjernsyn, fordi vi havde arvet et ekstra.

Blandt mine veninder var der mangel på ikke-forældrestyrede fjernsyn, og det gjorde, at vi var mange, der mødtes hos os. Vi sad på gulvet, i en sofa, på en hylde i en bogreol i vores tv-/stryge-/roderum, mens vi hang ud med vores nye jævnaldrende venner fra West Beverly. Der blev røget ud af vinduet og fniset, og vi piger blev bomstille, da Dylan dukkede op i 2. afsnit. Wow!

Mad, bad and dangerous to know. That was him and that’s me!

For mig hører Dylan og Brenda sammen. Et af de episke øjeblikke er, da Brenda slår op med Dylan, mens Losing My Religion spiller i baggrunden. Elsker det hele ved den scene, dramaet, hjertesorgen, elsker stadig sangen…

Beverly Hills var superfed, og jeg kunne med lethed identificere mig med Brenda. Jeg var også tilflytteren fra bøh-landet med en anderledes og temmelig kikset stil på den dyre snobbede skole i en by med kæmpestore huse. Meget mod min vilje stod jeg der og kendte ikke en sjæl – og ønskede jeg mig tilbage hvor jeg kom fra. 

Det var ikke nemt for drengene dengang Dylan dukkede op. Dylan var übercool og virkede både sød og oprigtig og på ingen måde som de drenge, jeg kendte.

Da jeg var teenager mødte jeg nemlig et løjerligt mix af drenge, der gerne ville være kærester, men så alligevel ikke rigtig turde. Nogen ringede telefonfis. Andre lovede en hel masse, men ringede aldrig. Og så var der dem, der lod som om jeg var luft og var all over efter en håndfuld lunkne øl fra hækken. Men der var håb derude.. for Dylan var bare SÅ anderledes. Og så var han en god ven ovenikøbet. 

En sjælden gang har jeg set Beverly Hills om eftermiddagen. Det holder stadig. Det er som et kig ind i min egen ungdom; musikken, tøjet, håret, opførslen, rollerne i kliken, glæderne, sorgerne, venskaberne …

Luke Perry gav Dylan liv og gjorde ham udødelig. Jeg havde bare håbet på, at han og Brenda.. Det havde været den perfekte happy end!

Jeg kan ikke ryste nyheden om hans død af mig. Måske er det fordi jeg selv blev 47 i sidste uge og snart runder 50, at jeg føler mig ramt. Men Dylan var en kær ven.. og det er for tidligt, at mine idoler dør. Først Gilbert Blythe og nu Dylan .. Mange mange årtier for tidligt.. Tak for alle de gode timer, ven <3

En tur langs søen

Efter at have været i bio med den store menu havde vi lyst til at gå en tur. Knægten forsøgte at lande sig en legeaftale, for han gad overhovedet ikke gå en tur.

Det blev han nødt til. Vi gik ad min gamle løberute langs Furesøen. Der er så smukt, og det var en hyggelig tur. Knægten elskede det, for der var høje klinter, klart vand, ænder og masser af hunde, han kunne få lov til at klappe.

Jeg savner mine løbeture. En del af mig har lyst til at blæse på, at det gør ondt i min hofte og bare løbe løbe løbe… jeg føler mig ikke hjemme i min krop som det er nu. Jeg ville så gerne løbe, springe eller danse… men gå eller cykle – det er vist det, jeg kan. Det er ikke det samme, og jeg føler ikke samme glæde ved det.

Nåja, cykle var heller ikke supergodt; jeg fik simpelthen så ondt i knæene af det, da jeg cyklede til arbejde i sommer. Så jeg kan .. gå. Det er ikke det samme for en, der trænede styrketræning hver morgen og enten dansede, var til combat eller aerobic hver aften i mange år. Jeg fik vist brændt mit lys godt og grundigt i begge ender dengang 🕯

19 år er længe siden

Min mor døde for 19 år siden i aften. Klokken 20:15 en lørdag aften i januar 2000 trak hun vejret for sidste gang. Jeg undrede mig over, at bilerne fortsatte med at køre på ringvejen nedenfor hospitalet, for verden stoppede lige der.

Men verden stoppede ikke, og nu er der gået 19 år. Den lørdag aften havde jeg ingen idé om hvor lang tid ‘aldrig’ er, men det ved jeg nu.

Aldrig er ufattelig lang tid, når man savner sin mor og gerne vil snakke med hende bare én gang til.

For det holder aldrig op. Hun mangler, jeg mangler hende, og min søn mangler sin mormor.  Hun er der aldrig. Hun har været, og hun ville gerne have været der – men hun er her ikke.

Sorgens fugle er fløjet, de har for længst forladt mit hår, men savnet er tilbage og bor i hjertet.

Da foråret kom for 19 år siden, blev jeg så indædt forbandet rasende på de første vintergækker, at jeg forsøgte at trampe dem ned i jorden igen.

Forårets komme viste mig, at tiden gik, og jeg var ikke parat til lyse dage på det tidspunkt. Men sorgprocessen gjorde mig omsider klar til forår igen. En dag blev det lyst igen, og jeg vendte mig udad og turde elske og miste igen.

Nu kommer fuglene igen,
og lyset vælter pludselig ind.
Det kommer gennem alle sprækker,
lyse nætter er tilbage.
Alt, hvad der rørte sig blev gemt,
da du var rejst, var det så nemt.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig
Du er tilbage, du er hos mig.
Du er tilbage, med varme dage,
Du er hos mig

Nu kommer lydene igen,
og verden vælter pludselig ind
med parasoller og sandaler,
bølger maler alt i sand.
Jeg havde huset fuld af vind
og nye frugter båret ind.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig.
Du er tilbage, du er hos mig.
Du er tilbage, med varme dage,
Du er hos mig

– Alberte

Långsamt leder också någonstans

Jeg fik den mest fantastiske fødselsdagsgave af min mand. Igen. Denne gang var det ikke billetter til Sarah Connor eller en ipad. Det var billetter til en koncert med Lisa Nilsson.

Lisa Nilsson!

Ja, du kender sikkert Lisa Nilsson, men Lisa Nilsson er for mig helt særligt. “Himlen runt hörnet” udkom for 25 år siden – samme år som jeg flyttede hjemmefra.

Den plade (ja, jeg havde den faktisk på vinyl) og de efterfølgende plader var en stor del af soundtracket til mine sorgløse år i 90erne. Sangene blev tillige en vigtig kilde til ro og trøst for mig, da min mor blev syg i 1999 og døde 10 måneder senere.

Det er melodier og brudstykker af tekster, som trøstede mig og bar mig videre.

Selvom “Ändå fall regnet” ikke handler direkte om sorg, så mindes jeg udsigten fra onkologisk på Herlev, og den undren jeg følte, da bilerne bare fortsatte med at køre forbi den regnvåde januarlørdagaften, da min mor døde.

Säg mig vad skall jag göra

Nu när du inte längre finns här

Du gav mig värme

Du var mitt ljus, du var min värld

Och ändå faller regnet

Som det gjort i tusen år

Ja ändå faller regnet

Runt omkring mig där jag står

Vi går genom livet på darrande ben

I varje öga bor en sorg

I varje bröst en sten

– Lisa Nilsson

Jeg var alene i min sorg, da jeg havde mistet min mor, og sorgen blæste mig nærmest bagover med sin intense smerte og intet var som før. Heller ikke mig. Jeg var 28, da jeg mistede min mor – den eneste sorg, jeg havde oplevet var kærestesorg, som klingede af efter nogle uger, måske en måned.

Jeg havde forventet, at det værste var overstået efter begravelsen. En måned efter min mors død var sorgen ikke bedre, snarere værre.

Långsomt leder också någonstans

Det er længe siden nu. Jeg kom ud på den anden side; forandret, klogere og ældre. Lisa Nilssons sange betyder meget for mig; de var en stor del af mit liv – både min sorgløse ungdom og da jeg mistede min mor.

Så … jeg glæder mig helt vildt! Og jeg skal have Kleenex med, for nu har jeg nået den alder, hvor tårer løber lettere 😅

Jag kan inte andas för gråten i mitt bröst

Jag kan inte se för alla tårar

Jag kan bara sörja själen blå

och hjärtat svart

– Lisa Nilsson

Rørt

Efter foredraget i torsdags bad jeg Julia Lahme om at signere “Damen i Midten” og et par af de andre bøger, hun har skrevet. Det var stort og virkelig rørende for mig at møde hende. Hun var nøjagtig lige så sød, nærværende og imødekommende, som jeg havde forestillet mig.

Julia Lahme har med særligt en af sine bøger gjort en kæmpestor forskel for mig .. i virkeligheden nok mere end jeg selv havde forestillet mig. For jeg blev så rørt, da jeg stod overfor hende med mine bøger i hænderne efter foredraget.

Med en klump i halsen fik jeg sagt tak til hende for hendes ord og bøger. Jeg forklarede ganske kort, at vi har fulgtes ad lidt forskudt, og at hendes ord virkelig har hjulpet mig. Og hun var bare så sød og gav mig et knus.

Kindred spirit

Selvom det er 8 år siden min barsel sluttede, så har jeg aldrig glemt “Hvor lagde jeg babyen?” og “Sandheder fra en løgner”. Det er nogle af de bedste bøger, jeg har læst, fordi de ramte mig præcis, da jeg havde brug for dem.

Jeg havde svært ved det, der skulle have været den mest fantastiske periode i mit liv. Jeg var rekorddårligt selskab for mig selv med tårnhøje forventninger. Og så læste jeg “Hvor lagde jeg babyen?” og holdt op med at være min egen værste ven.

En kindred spirit, som Anne fra Grønnebakken kalder det. I 2010 var en kindred spirit ikke nødvendigvis en, man møder irl. En, der har prøvet det samme, og som – heldigvis – deler via bøger og blog.

Via Julia Lahmes blog mødte jeg flere ligesindede mødre online. Jeg var ikke alene om at bakse med at få sat moderskabet på plads. Der var andre, og de var både seje og sjove og hjælpsomme. Den skønneste online-mødregruppe ❤

Det faldt på plads for mig, og den sidste del af min barsel var fantastisk.

“The moment that you feel, just possibly, you are walking down the street naked, exposing too much of your heart and your mind, and what exists on the inside, showing too much of yourself… that is the moment you might be starting to get it right.”

– Neil Gaiman

Billede

Jeg husker Anne Frank

Da jeg begyndte at skrive dagbog som 12-årig startede jeg hverdag med et “Kære Kitty” – du kan sikkert regne ud, hvor min inspiration kom fra.

I can shake off everything as I write; my sorrows disappear, my courage is reborn.

– Anne Frank

Jeg har læst Anne Franks dagbog adskillige gange, og jeg har den i flere udgaver. Jeg har også besøgt Anne Franks hus i Amsterdam to gange.

Takket være Anne Franks dagbog er navnet Miep Gies velkendt for mig. Miep Gies arbejdede for Annes far, og hun var en af dem, der hjalp familien med at overleve i deres skjulested. I en tid hvor der var skarp overvågning af alle uregelmæssigheder og ikke mindst rationering af madvarer, skulle hun købe mad ikke blot til sig selv, sin mand og den flygtning, de havde boende hjemme illegalt – men også til de 8 mennesker i baghuset. Det var modigt og slidsomt.

I am not a hero. I just did what any decent person would have done.

– Miep Gies

Jeg har set forskellige interviews med Miep Gies; det var hende, der reddede dagbogen og gemte den i en skuffe til Anne kom tilbage. Den dag Annes far fik besked om, at hans døtre ikke havde overlevet, gav hun ham Annes dagbog. Han gik ind på sit kontor med dagbogen og lukkede døren bag sig.

Jeg vidste ikke, at Miep Gies havde skrevet en bog om sine oplevelser. En dag da vi var i Kræftens Bekæmpelses butik Igen i Sorgenfri fandt min mand bogen og rakte mig den “se”.

Bogen kostede 5 kroner, og jeg er lykkelig for den. Det er en fantastisk bog. Den beskriver livet udenfor baghuset; tiden, samfundet og de restriktioner, jøderne gradvist blev udsat for. Den beskriver også et sammenhold i en tid, hvor kaos hersker, og hvor magtesløsheden er stor.

Miep Gies’ bog komplementerer Anne Franks dagbog – de omtaler mange af de samme hændelser fra hver deres perspektiv. De beskriver de samme personer; Annes personbeskrivelser er uden filter, passioneret, ægte, tit skrevet med en spids pen .. som set af en ung pige i puberteten. Mieps perspektiv er en voksen kvindes og tilføjer et andet lag til de personer, jeg kender så godt fra Annes dagbog.

Mieps beskriver også den hyggelige middag i baghuset, hvor hun og hendes mand overnattede – og særligt af den lange stille nat kun afbrudt af Westerborks kirkeklokker. Miep lånte Annes seng at sove i, og hun lukkede ikke et øje, hun mærkede angsten krybe ind, og hun opdagede, hvordan det var at leve under jorden. Trods Annes begejstring og Mieps løfter om, at de ville komme og overnatte igen, så skete det kun den ene gang.

Miep beskriver Anne præcis som jeg forestiller mig hende. Glad, impulsiv, nysgerrig, snakkende og klog.

Læs mere:

  • Læs mere på Mieps hjemmeside
  • Bogen “Jeg husker Anne Frank” af Alison Leslie Gold & Miep Gies. Der findes en nyere udgave, men kun på engelsk, som blev udgivet i forbindelse med Miep Gies’ 100 års fødselsdag i 2009. I den er der nyt forord af Miep Gies – og nyt omkring hvem der forrådte baghuset.
  • Og læs selvfølgelig Anne Franks dagbog ❤️

Miep Gies døde i 2010, 100 år gammel. Hun fastholdt til det sidste, at hun ikke var en heltinde, men at hun og så mange andre bare gjorde det nødvendige for at hjælpe jøderne.

‘More than twenty thousand Dutch people helped to hide Jews and others in need of hiding during those years. I willingly did what I could to help. My husband did as well. It was not enough.”

– Miep Gies

På Thomas Tog stadiet ..

Der var engang hvor dette puslespil var i høj kurs, og hvor vi mødte den rigtige Thomas Tog hvert år i Odense.

Det føles som kort tid siden, at Thomas var vores allesammens ven – men Thomas er forbi for vores vedkommende. Thomas og hans venner ligger i kassen med Brio skinner. Da jeg ryddede op i dag, lå dette puslespil i bunken af spil, han (også) er vokset fra. Vores søn er videre; nu er det Fifa 16, PS3 og venner, der tæller.

I sidste uge oprettede vi et mobil nr til ham. Det var på høje tid, mener han. Vi befinder os stadig lidt på Thomas Tog-stadiet og skal vænne os til tanken 😄

Nå, jeg kan vel lige så godt lægge puslespillet på reshopper …