Knægten og jeg skulle ud og handle i lørdags, og da vi holdt for rødt lys gik blomsterhandleren og røg en cigaret, mens hun pakkede sine blomster sammen. ‘Ad!’ sagde knægten fra bagsædet – ‘hvor klamt, hun ryger en cigaret!’.

Jeg irettesatte ham og sagde, at det ikke er pænt at sige, men han afbrød mig ‘jeg siger det ikke, så hun kan høre det’. Jeg svarede ‘nej, og det er altså vigtigt, at du ikke taler om folk, så de kan høre det’.

Han fortsatte ‘men cigaretter er altså klamme, mor, du kan heller ikke li’ dem’, og jeg måtte give ham ret. ‘Hvis mormor ikke havde røget, så havde jeg mødt hende’ sagde han nøgternt ‘og derfor kan jeg ikke li’ cigaretter’. 

Han ville vide, hvorfor mormor overhovedet røg, når man kan dø af det. Jeg forklarede ham, at at det var dumt af mormor at begynde at ryge, men dengang vidste man ikke helt, hvor farligt det var, og da man fandt ud af det, var det for sent.
‘Ville mormor have kunnet li’ mig?’ spurgte han. Jeg svarede ham, at hun ville have været helt tosset med ham, og at hun ville have klatret i træer med ham og rodet i jorden med ham. Han blev ked af det, og jeg kunne høre hans stemme bæve, da han med eftertryk sagde ‘jeg hader altså cigaretter, hvis mormor ikke havde røget, havde jeg mødt hende!’