Når man skal vælte en væg…

Når man skal vælte en væg, skal man tømme værelserne på begge sider af den. Det er vi i gang med, og så er det held i uheld, at pinsen mest af alt minder om efterårsferie – rent vejrmæssigt.
Vi har nemlig et kontor og et børneværelse, der skal slås sammen til ét stort drengeværelse. Drengeværelset på den ene side af væggen er fyldt med biler, bilbane, bøger om insekter, en stensamling plus alt det andet. 

På den anden side af væggen, der skal væltes, er der et børneværelse uden barn, men i stedet er der fyldt op med sager, der nok burde have været smidt direkte ud. Men fordi vi har haft plads nok, har vi gemt alt muligt. Og nu har vi fornøjelsen af at gennemgå det hele én gang til, før vi kan losse det ud. Men det er faktisk ret hyggeligt at kigge på gamle sager og få styr på tingene, når vejret er til det.

I dag satte jeg fx alle vores papirer, diagrammer og regninger fra vores forgæves fertilitetsbehandling i 2010-14 ind i en mappe. Forrest er alle scanningsbillederne med de små blinkende prikker, der hver og en repræsenterede et håb om et barn til. Alle prikkerne slukkedes en efter en. Nu står mappen i reolen.

Jeg fandt også min Salomon-taske – i forrummet ligger min studenterhue. Skulle jeg mon ta’ den på til 25 års studenterjubilæum i juni?

Mappen med drengens utallige første tegninger har jeg også ryddet ud i. Der var rimelig mange med en-to-tre streger på. Det giver ikke mening at gemme alle stregerne!

Avisudklip fra 1999, da jeg arbejdede i IT-branchen. Firmaet var en kæmpesucces, vækst over hele linien – en fed ung virksomhed. Jeg var internetkoordinator, og jeg bestyrede en webshop – en af de allerførste i Danmark. Internethandel ville aldrig blive større end postordre, sagde folk og rystede på hovedet – men vi troede på det.

Alle brochurer fra hospitalet og fra sundhedsplejersken med information omkring amning, efterfødselsreaktioner, vægtskemaer osv har jeg smidt ud. Jeg havde ellers brugt meget krudt på at sætte det hele detaljeret i system i en mappe. Hvorfor? 

Der er meget endnu, men hvergang vi går ud, så har vi en eller to poser skrald med ud. Det føles virkelig godt.

Snart får vi væltet den væg, vi fik sat op, så vi fik to børneværelser. Knægten får det fedeste værelse med plads til en hel flok venner. Det bliver en fest 🎉