Da vi kom hjem efter hed powershopping (og PoGo jagt) i Tomato, Kvickly, Normal og Matas, så orkede vi faktisk ikke rigtig mere. Vi fik det hele og lidt til, og vi var helt svedige.

Vi crashlandede på altanen med en halv vandmelon i både, koldskål og iskoldt vand og iskold kombucha til mig.

Det med at cykle ned til Furesøen, det orkede vi alligevel ikke. Vi blev istedet på altanen med en god bog, Fortnite på ipad’en, vandmelon og kombucha.

I løbet af eftermiddagen blev det lidt overskyet, men det var ikke noget, der generede. Temperaturen forblev omkring de 28-30C ☀️

Jeg fik læst ‘pray’-delen færdig i denne herlige bog. Den del var lidt svær for mig at komme igennem, for det er et univers, der ligger milevidt fra mig; yoga, meditation, chants, guruer, ashram osv. Eksotisk og anderledes, men også lidt kedeligt.

Men jeg hænger på, for der er noget magisk og luksuriøst over at droppe ud af sit liv et helt år og rejse til verdens ende og finde ud af, at den længste rejse, hun foretager sig, i virkeligheden er den indeni hende selv.

Til at begynde med synes jeg, at hun virker ret uudholdelig; en rig tankeløs forkælet gås med al den selvindsigt, man får af at se sig i et spejl. Undervejs vokser hun på mig, og det er derfor jeg bliver hængende. Jeg var nøjagtig lige så irriterende blank (læs: ung), da jeg var yngre, og jeg bilder mig ind, at jeg er blevet klogere på mig selv siden 🤨

Jeg grinede, da jeg læste beskrivelsen af den halvanden time (!) lange chant, som hun indædt kæmper med og tilsidst kommer til at holde af. Jeg kan jeg levende forestille mig det. Det er tit de kampe, vi overvinder trods indre modstand, der kommer til at betyde mest for os.