Det er altid rart at få noget gratis og billigere. Vi har ikke så mange penge at rutte med, og så er gratis glæder, gode rabatter, tilbud og genbrug sød musik i vores ører. Alt, der kan bidrage til, at vi får flere fælles oplevelser for pengene kan gøre mig glad i låget.
Vinterferiebilletten til Lyngby Storcenter var en af den slags fine små hverdagshelte. For 100 kr fik vi taget et supergodt gratis portrætfoto af knægten plus en farlig masse gaver: Han fik en børnebiobillet, samt en pandekage med sukker. Vi delte en lækker full size knasende sprød croissant fra Brioche Dorée.
Til kaffen i går spiste vi voksne den chokoladestang, som knægten fik fra Svend Michelsen. Det var ikke lige hans smag. Hos Summerbird valgte han sommerfuglen i hvid chokolade, som han stadig har derhjemme. Han fik også et Hama perlesæt, seje klistermærker fra Molo, og en pakke Earl Grey te til faren fra Søstrene Grene. Han fik desuden en Føtex goodie bag med et æble, en müslibar og en æblejuice. Med sådan en vinterferiebillet er det lidt sjovere ikke at skulle andet end i sfo i vinterferien 🙂
Børne-biobilletten brugte vi på at se Ternet Ninja i dag. Min mand havde fået 2 fribilletter på et gavekort, og for ca. 8.000 points kunne vi få gratis popcorn, 2 sodavand og en pose M&Ms, så det var den rene fest for knap så mange penge 🙂
I BioSpil app’en vandt vi en gratis billet til Olsen-banden og 2 måneders gratis film på den danske filmskat. Så skal knægten se Olsenbanden 👍🏼 De næste oplevelser er sikret !
Hverdagshelte er min serie med de ting eller metoder, jeg selv anvender – eller selv påtænker at anvende for at gøre hverdagen bedre, sjovere og lettere.