Torsdag var der mere dansk og mere matematik, samt natur og teknik på skemaet. Vi kører stadig efter skolens almindelige skoleskema, fordi det er det knægten kender. Det fungerer fint, han har i hvert fald ikke glemt et eneste frikvarter endnu😅
Knægten skulle læse Elefantmanden af Fupz Åkeson. Og så gik UniLogin ned. Den slags petitesser slår ikke en garvet hjemmelærerinde ud, vi har jo E-Reolen. Bum, så lånte vi bogen der, og så kørte danskundervisningen uforstyrret videre.
I natur og teknik handlede det om spirer, rødder og planter. Mens knægten læste om pælerødder og trevlerødder, arbejdede jeg. Jeg tjekkede hurtigt hans svar – og næste opgave var så, at man skulle lægge nogle røde bønner til at spire. Øh-bøh.. Vi har godt nok røde bønner i chili på dåse, men jeg tror sgu ikke de kan spire?!
I skabet havde vi til gengæld mungbønner, radisefrø og kikærter. Og fra 70’erne har jeg en spirebakke, så vi har lagt frø til spiring. Til frokost spiste jeg avocado – og vi lagde også avocadostene til spiring, Jeg skrællede stenen forsigtigt, satte den fast på kanten af et glas med tre tandstikker med stilkenden ned i vand. Det var dén natur/teknik-time.
Efter skole løb knægten på løbehjul i kvarteret med en god ven. De ville gerne ind, men det ville jeg ikke have. De må være sammen udenfor med en meters afstand, og det lykkedes de udmærket med. Jeg ringede ham hjem, da det gik op for mig, at han måtte være gået på besøg hos vennen. Han muggede lidt, men accepterede. Jeg forstår ham jo godt, men der er bare nogle ting, man må og ikke må lige nu. Det er ens for alle, og det er svært for os alle.
Jeg fik arbejdet en hel del i dag. Det var så godt, for jeg fik prøvet nogle af de mange ting, jeg har fået fortalt i min intro i sidste og forrige uge.
Jeg var på kursus i Extended DISC i sidste uge, lige før Danmark lukkede ned, og det er vildt spændende at dykke ned. DISC-analysen er et ikke-fordømmende værktøj til analyse af menneskers adfærdsstil og drivkraft. Det skaber et fælles sprog til øget selvforståelse samt indsigt i hvordan ens adfærd tilpasses andres adfærdsstil. Jeg har stadig en del opfølgning på det kursus, som jeg skal have set på, samt nogle øvelser, som jeg skal have lavet.
Sidst på dagen gik jeg en tur ned til den lokale sø. Det var usandsynligt smukt vejr med høj sol. Blomsterne pibler fem. Anemonerne og slåenbuskene blomstrer. Alting ser lysere ud i solskin.