Jeg læste Morten Münsters nyhedsbrev i starten af ugen om at den bedste kur mod angst og depression er motion. Det er tankevækkende, at vi i den grad er overbeviste om, at mistrivsel sidder mellem ørerne og glemmer kroppen.
Så det har jeg gået og funderet lidt over i denne uge.
I denne uge har jeg holdt jubilæum; jeg har været til træning 150x i år ifølge min FitnessX-app. Og da der er gået 197 dage af året, er det sgu meget godt, for restitutionsdage er lige så vigtige som træningsdage.
Her til morgen stod det pludselig soleklart for mig: Fysisk selvtillid.
Det er nøjagtig det, jeg får ud af at træne.
Selvom jeg objektivt betragtet er en overvægtig midaldrende kvinde, så er det ikke sådan, jeg føler mig. Jeg føler mig badass, klar, i live, veltilpas, stærk og robust. Formen er god, musklerne er stærke. Jeg føler mig ikke forsvarsløs, svag, uduelig, overvægtig, midaldrende eller grim. Jeg er så meget i live. Jeg er klar i hovedet efter min morgentræning.
Bivirkningerne af fysisk selvtillid er en større robusthed, ro i mig selv og en større selvtillid.
Og derfor tror jeg, at der kan være noget om det.
Men jeg tror, at der er nogle forudsætninger for, at motion har den effekt. Det kræver, at man får sin valgte form for motion ind under huden, sådan at det ikke bare er endnu en pligt, endnu en ting, der skal nås. For at det ikke skal blive endnu en stressfaktor er det vigtigt, at man sætter sig et mål, og at målet er realistisk, klart og positivt.
Mit mål er at blive ved med at have det sjovt. Træning er sjovt for mig, men jeg har da også dage, hvor jeg tænker arjj. Især når jeg har migræne. Men jeg tager til træning alligevel, og jeg gør det så godt, jeg kan. Det, der motiverer mig og holder mig i gang er mit mål.
Mit mål er at blive en rask gammel dame, der kan rejse verden rundt, og være en sjov farmor om 18-20 år.
– Gitte
For mig handler det ikke om at blive tynd som en streg eller se ung ud. Ingen af delene siger mig noget. Det er for kortsigtet, negativt ladet og overfladisk. Lykken er ikke en boney ass. For mig handler det ikke om at få fedtet væk, men om at vælge en sjovere fremtid til.
Min træning i dag er en investering i min fremtid. Se, dét kan jeg se formålet i, og dét er en motivationsfaktor, der vil noget.
