Långsamt leder också någonstans

Jeg fik den mest fantastiske fødselsdagsgave af min mand. Igen. Denne gang var det ikke billetter til Sarah Connor eller en ipad. Det var billetter til en koncert med Lisa Nilsson.

Lisa Nilsson!

Ja, du kender sikkert Lisa Nilsson, men Lisa Nilsson er for mig helt særligt. “Himlen runt hörnet” udkom for 25 år siden – samme år som jeg flyttede hjemmefra.

Den plade (ja, jeg havde den faktisk på vinyl) og de efterfølgende plader var en stor del af soundtracket til mine sorgløse år i 90erne. Sangene blev tillige en vigtig kilde til ro og trøst for mig, da min mor blev syg i 1999 og døde 10 måneder senere.

Det er melodier og brudstykker af tekster, som trøstede mig og bar mig videre.

Selvom “Ändå fall regnet” ikke handler direkte om sorg, så mindes jeg udsigten fra onkologisk på Herlev, og den undren jeg følte, da bilerne bare fortsatte med at køre forbi den regnvåde januarlørdagaften, da min mor døde.

Säg mig vad skall jag göra

Nu när du inte längre finns här

Du gav mig värme

Du var mitt ljus, du var min värld

Och ändå faller regnet

Som det gjort i tusen år

Ja ändå faller regnet

Runt omkring mig där jag står

Vi går genom livet på darrande ben

I varje öga bor en sorg

I varje bröst en sten

– Lisa Nilsson

Jeg var alene i min sorg, da jeg havde mistet min mor, og sorgen blæste mig nærmest bagover med sin intense smerte og intet var som før. Heller ikke mig. Jeg var 28, da jeg mistede min mor – den eneste sorg, jeg havde oplevet var kærestesorg, som klingede af efter nogle uger, måske en måned.

Jeg havde forventet, at det værste var overstået efter begravelsen. En måned efter min mors død var sorgen ikke bedre, snarere værre.

Långsomt leder också någonstans

Det er længe siden nu. Jeg kom ud på den anden side; forandret, klogere og ældre. Lisa Nilssons sange betyder meget for mig; de var en stor del af mit liv – både min sorgløse ungdom og da jeg mistede min mor.

Så … jeg glæder mig helt vildt! Og jeg skal have Kleenex med, for nu har jeg nået den alder, hvor tårer løber lettere 😅

Jag kan inte andas för gråten i mitt bröst

Jag kan inte se för alla tårar

Jag kan bara sörja själen blå

och hjärtat svart

– Lisa Nilsson

En aften med Lis og de andre

For længe siden, engang før sommeren, bookede vi os ind på Woodhouse til Fredagsrock arrangement med nogle jævnaldrende venner. Vi skulle se Lis Sørensen, spise hummer, drikke rosé og té os tossede.

Fredagsrockmenu på Woodhouse

Oplev Fredags Rock fra første parket. På Terrassen på Woodhouse har du Havens bedste udsigt til scenen, tørvejr og varmelamper. Nyd en lækker middag og fri bar hele aftenen og den bedste udsigt til live musik på Plænen.

Hummer & Barbecue:

  • Velkomstdrink på terrassen
  • En halv friskkogt hummer serveres med mayo fra Mayoriet, grillet citron og rustikt brød
  • Grillet kalv, spareribs og kyllingevinger med barbecue, hvidløg og chilimarinade.
  • Serveret ved bordet: Asiatisk coleslaw, cæsarsalat samt kartoffelsalat med friske krydderurter
  • Woodhouse Ispind fra Hansens Is
  • Inklusiv fri bar med fadøl, hvid- og rødvin, sodavand og sjusser, samt kaffe og te

Pris per person kr. 795,00

Det var den fedeste aften! For det første var vejret fantastisk. Det var en smuk aften, selvom det var lidt køligt. For det andet så er der rent faktisk den fedeste udsigt og knaldgo’ lyd på terrassen. For det tredje var maden virkelig lækker, for det fjerde; der var rigelig med drikkevarer 🙂

Sidst men ikke mindst, så fik vi glæde af Karl William, Burhan G plus Lis Sørensen. Det var en kæmpestor oplevelse, særligt Lis Sørensen var fantastisk. Vi var lige pludselig teenagers igen – alle de skønne sange sang hun, og der var en lille tåre i øjenkrogen. Jeg er i hvert fald kommet i den alder, hvor musik rører mig dybere end nogensinde før.

Lis Sørensens sange er soundtrack til min ungdom. Én ting er at være ung og vild med hendes musik. En helt anden ting er at lytte til de samme sange som 46-årig et halvt liv senere og så blive mindet om dén følelse, man havde indeni dengang – og den person man var dengang …  kommer tårerne helt automatisk 🙂 ❤

Det var en fantastisk dejlig, sjov, hyggelig og romantisk aften med gode venner. Der er ikke noget som min mand, gode venner, Tivoli, en dansk sommeraften og så de fantastiske sange ❤

(laterpost fra 10. August 2018)

Do Re Mi i Mirabellhaven i Salzburg ❤️

Det var gråvejr onsdag morgen, så vi valgte at køre ad landevejen til Salzburg. Vi skulle have taget motorvejen, selvom den er 50 km længere. Landevejen var spærret pga vejarbejde, så vi holdt helt stille i omkring en times tid og ventede på grønt lys. Men der var smukt!

Tilsidst nåede vi frem. Vi parkerede på Mirabellplatz – der er altid pladser at finde der, og det er centralt.

Vi gik gennem Mirabellhaven og nød de smukke blomster og den fantastiske udsigt over Hohensalzburg. Det er et af de smukkeste områder i Salzburg, og du bør ikke snyde dig selv for denne gåtur.

Vi gik lige gennem Mirabellhaven, men hvis du har god tid er det en stor park med både en legeplads og mange eventyrlige hjørner. Man kan snildt bruge et par timer i parken.

Vi gik ganske kort gennem orangeriet, hvor der er fisk, skildpadder og en voliere med fugle plus eksotiske palmer og kaktus. Der er altid mange turister fra hele verden i Mirabellhaven, så der er altid gang i selfiesticks og kameraer. Det er en livlig park, men der er heldigvis god plads med brede stier 😅

Jeg elsker at gå igennem og nyde de smukke blomster. Det ser altid ud som om gartneren lige er gået. Jeg er særligt vild med deres blandede bede – se her hvorfor:

Min mor og min mormor var blomstercoinesseurs og havde grønne fingre. Jeg kan huske, at min mormor talte varmt om Mirabellhaven, og at den var inspiration for hendes have i Farum.

Jeg har gået i Mirabellhaven med min mor som barn – det var magisk, fordi jeg genkendte den fra min yndlingsfilm Sound of Music.

Inde i mit hoved synger jeg altid “DoReMi”, når jeg er i Mirabellhaven. Jeg har også en grøn dirndl på, som er syet af gardinstof. Inde i hovedet, altså. Det er nemlig her, at den sang/scene er optaget.

I filmen kan du se Maria og børnene efterligne statuerne ved indgangen mod floden, passere Pegasus springvandet, passere de grønne tunneller, lave skalaer på trappen og hilse på dværgene i parken.

Der er gratis wifi i parken, så du kan høre “DoReMi” på mobilen, mens du hopper og danser gennem parken. Bare rolig, du er ikke den eneste!

Og den gode nyhed for alle Sound of Music fans; der er endelig kommet et Sound of Music museum i Salzburg. Det manglede da bare!

Det er et privat museum, der fokuserer på den virkelige historie om familien von Trapp. Historien er spændende, selvom den afviger fra filmen (eller omvendt 😆). Jeg læste bogen som barn – den kan jeg godt anbefale!

Og museet har en butik – en meget stor butik med SOM merchandise. Der gik jeg amok og fik købt en posefuld postkort, magnet og en scrapbook sammensat af skuespillernes egne fotos og beretninger fra deres tid på settet i Østrig, da de optog Sound of Music. Jeg glæder mig til at dykke ned i den!

Jeg har set en film med Charmian Carr (Liesl), hvor hun fortalte om sin Salzburgtid. Virkelig spændende! Jaja, nørdet … I know!

Det er tid til at se filmen igen ❤️🤩

Hvordan vi endte op til Sarah Connor koncert i Berlin …

Når vi er på ferie, hører vi altid tysk radio, fordi deres mix er helt anderledes end herhjemme. De spiller særligt mange 80er sange ind, og det er ikke altid de største hits, så tit hører vi sange, vi ikke har hørt i mange år. Dertil kommer selvfølgelig nye hits, samt lokale hits.

Og det var på denne måde, at jeg hørte ‘Wie schön du bist’ flere gange på vores sommerferie i 2015. Jeg spurgte Siri hvem der synger, og hun svarede Sarah Connor. Jeg googlede, og da vi kom til Berlin købte jeg hendes album Muttersprache.

Resten er historie ❤️

Henning Wehland overrakte Sarah Connor lørdag aften på Mercedes-Benz Arena en pris, fordi hendes album ‘Muttersprache’ har solgt en million eksemplarer. ‘Muttersprache’ er Sarah Connors første album, hvor hun synger på tysk, udgivet i 2015. Pladen er den mest succesfulde i hendes karriere. Sarah Connor blev mor for fjerde gang i januar, og hun fortalte, at hendes lille søn var backstage sammen med bedstemor.

Flere af hendes sange handler om at være mor og om hendes børn. Smukke lyriske tekster.

Hätt’ nie gedacht dass es mal sodas gibt

Jetzt sing ich dir ‘n deutsches Liebeslied

– Sarah Connor

Wie schön du bist

Den vildeste gave – !

Jeg fik den vildeste gave af min søde mand på min fødselsdag; en tur til Berlin (jeg elsker jo Berlin) for at se Sarah Connor (jeg elsker hendes musik) im Konzert.

Berlin kender du jo, men Sarah Connor kender du helt sikkert ikke. Medmindre du har hørt ret meget tysk radio i 2015/16, for så har du nok hørt den sang, hun har skrevet til sin dengang 11-årige søn: “Wie schön du bist“.

Jeg genkender hver en følelse, hun synger om. Jeg har det på præcis samme måde med min søn. Den smukke sangtekst gik lige ind i mit hjerte, da vi kørte sydpå forrige sommer – og da vi kom til Berlin, købte jeg hendes CD “Muttersprache”, som er hendes første CD på tysk. Hun har hidtil kun sunget på engelsk, men jeg havde aldrig hørt om hende før.

Jeg er selv overrasket over, at jeg  blev SÅ vild med tyske popsange, men det er en fantastisk CD med alt det jeg holder af personlige tekster, der rammer mig og som jeg kan synge med på i bilen (med lidt Übung), melodier, der sætter sig fast i mit hoved og en dejlig stemme.

Jeg tror ikke, at Sarah Connor selv havde forestillet sig, at hun skulle synge på tysk, for hun synger faktisk også selv:

Hät nie gedacht das es mal sowas gibt
jetzt sing ich dir´n deutsches Liebeslied

Det betyder noget i stil med ‘jeg havde aldrig troet, at der fandtes sådan en – men nu synger jeg dig tysk kærlighedssang’. Det havde jeg heller ikke set komme; smukke tyske sange .. men nu har jeg ændret holdning; tysk er smukt, og det fungerer fantastisk på hendes smukke sange.

sarah

Så jep, hele hendes danske one-woman fan club kommer til Muttersprache Live koncert i Berlin, og jeg glæder mig 🙂

Dertil kommer, at koncerten er i Berlin .. B E R L I N … med min mand. I Berlin. Uden barn. Bare os to 24 timer i Berlin. Den skal stå på Spreegold, Alex, Primark, Father Carpenter, Yumcha Heroes, Sarah Connor & OS i 24 timer. I Berlin.

Det er simpelthen den vildeste gave, nogen nogensinde har givet mig! Jeg vidste ikke engang, at jeg ønskede mig det her – men da jeg åbnede gaven og fattede, hvad jeg holdt i mine hænder, så tudbrølede jeg 🙂 ❤

Til Berlin, altså .. Det er der, vi skal hen. Berlin. Muhaha!

Berlin & Sarah Connor.
Ihre gesamten dänischen Ein-Frau-Fan-Club kommt zu die Muttersprace Live-Konzert in Berlin … und ich freue mich so sehr <3

The Last Christmas

Da min mand fik en sen opringning og sagde noget i stil med ‘jeg vidste det, han er død?’, så vidste jeg, at George Michael var død. Jeg famlede efter min telefon og satsede på hurtigt at kunne påvise, at det var en hoax, men .. nej, desværre 😢

Det er alt for tidligt, jeg synes, at det er så tragisk. Jeg er sikker på, at han havde meget mere at give af. Han virkede som et godt menneske, men måske for sårbar til denne verden. “Den Gud elsker, dør ung” skrev Astrid Lindgren om Jonatan Løvehjertes alt for tidlige død. Det er det samme med George Michael.

Hvis man skulle lave et soundtrack til mit liv, så er hans fantastiske musik med hele vejen. Lige fra halfesterne, hvor vi dansede kinddans til “Careless Whisper”, og når vi snød os ind på Diskotek Svalen i Nærum, hvor dansede vi til “Wake me Up before You Go-Go”. Jeg vidste bare, at jeg ikke var alene, når jeg med (endnu et) knust teenagehjerte lyttede til”Where did your heart go”. Og julen … altså, hvem drømmer ikke om lige netop dén juleaften i dén hytte i Schweiz?

Hele vejen gennem mit teenageliv, min ungdom og som voksen; fantastiske koncertoplevelser, specielt i Göteborg, Århus og i Parken. Gåsehud, når han sang “So here I am” og dukkede frem på scenen …

Jeg fatter simpelthen ikke, at vi ikke skal til flere fantastiske koncerter 😢

Dengang 1999 var lysår væk ..

Der var engang, hvor vi festede som om det var 1999. 1999 var mange lysår væk, det var noget nær uvirkeligt.

Først i aften stoppede festen, da Prince døde. En stor del af soundtracket til min ungdom. De bedste fester, de vildeste dansemoves, de uendelige sjælere og knusende hjertesorger. Musikken bar os igennem med glamour, med diamanter og perler.

Endnu en af de bedste, af de største…

Jeg må simpelthen have fat i hårbørsten og gi’ den fuld gas til Diamonds & Pearls.

Tak ❤️

Danse, danse, danse …

Her til aften legede Nicholas med Ipad’en, og en af hans apps indeholder tosset musik, som kommer hvergang han har lagt et puslespil. Nicholas dansede hver gang, og så begyndte jeg også at danse. Så han spillede, og vi dansede i en halv times tid.

Jeg gav den gas, og han grinede og hoppede dansende rundt sammen med mig. Det var vildt skægt, og jeg blev gasblå og glad i låget af vores dans. Vi dansede indtil han ikke gad mere (ikke om jeg ville give op før ham!). Pyyyh, det var hårdt …

Og det minder mig om, at når hverdagen for alvor synker ind, så skal jeg også til at træne igen. Jeg har i hvertfald 5 kilo, jeg skal tabe. Plus det ukendte antal feriekilo, der er kommet på. På søndag, måske? Træning? Gitte? Har vi en aftale?

Hallooooooo???

L-U-V Madonna!

Vi var til Madonna koncert mandag aften. Fan-ta-stisk! Superfed oplevelse. Selvom jeg mere vil kalde det show end koncert. Jeg fik SÅ ondt i mine lægge af at stå på tæer i 2 timer, for jeg skulle se det hele – hele danseshowet.

Jeg elsker nemlig dans, jeg elsker at danse, jeg har danset rigtig meget – showhold, funk, freestyle … Jeg har lavet koreografier, siden jeg var 12-13 år og lavede serier på cementen i lyset foran fiskebutikken på Rørvig Havn sammen med min veninde. Jeg har set mere MTV end de fleste. Altså, virkelig set. Ikke bare lyttet til musikken.

Jeg har siddet og skriblet bidder af koreografier ned fra MTV. Alt lige fra Jennifer Lopez, Madonna, Janet, Michael Jackson , Backstreet Boys til Justin Timberlake har jeg danset ud fra mine notater.

Indeni mig bor der stadig en lille dansemus, som ikke så tit bliver luftet længere, men den dansemus rørte på sig igen i mandags, for Madonna er ekspert i at sammensætte shows, udvælge dansere og udvikle dansen. Udover at lave fed musik i øvrigt 🙂

For et par år siden var hendes shows fyldt med parkour-inspireret dans, det var også med denne gang. Det elsker jeg. Hvis jeg havde modet og fysikken, ville jeg prøve kræfter med den type dans, for det ser bare så fedt ud.

Jeg gik hjem fra koncerten hånd-i-hånd med min elskede, med ’Celebration’ i ørerne, glad om hjertet og med en ubændig trang til at begynde at danse igen.

Where do broken hearts go?

Jeg tumlede ud af sengen søndag morgen, satte havregrød over, konstaterede at det sneede massivt og fangede min mobil for at tjekke nyhederne. Én overskrift fangede mit blik og skød med det samme tårer op i mine øjne: ‘Whitney Houston er død, 48’.

Jeg klikkede og blev hurtigt klar over, at der ikke var nogen tvivl – hun var virkelig død. På sin vis var det ikke helt uventet med hendes livsstil, men et eller andet sted havde jeg jo håbet på, at hun havde kunnet redde sig selv.

Det kunne hun ikke, og hun døde i nat. Hun druknede vist i et badekar efter en festlig aften i byen. Så trist, så sølle en sortié for så stor en sangerinde. Tænk, hvor stor hun kunne være blevet, hvis ikke ..

Hendes sange er på mange måder soundtracket fra min ungdom. Hendes fantastiske ballader blev spillet heftigt i mit teenageværelse, og hver en linie blev nærlæst på pladecoveret. Jeg sang med på sangene med en hårbørste som mikrofon og – heldigvis – uden publikum.

Til forskel fra mine torskedumme oldnordiske forældre, der åbenbart aldrig havde været forelskede, så var Whitney og jeg på bølgelængde. Hun forstod hvordan det føltes at være forelsket og ville også gerne vide, hvor man skulle gå hen med et knust hjerte. Det var hendes sange, der trøstede mig, når verden væltede – og det gjorde den op til et par gange om ugen, da jeg var teenager.

Min veninde og jeg kopierede målbevidst hendes stil, hendes hår og hendes make-up. Ja, vel var vi blegere end hende, men krøller kunne den lokale frisør da finde ud af at lave – og blå eyeliner, pink øjenskygge og pink rouge havde Matas heldigvis på hylderne i rå mængder. Og skulderpuderne … vi brugte gerne 4 styk for at få det rigtige look!

Og så skrålede vi ellers med på klassikere som ‘How will I know’ og ‘I wanna dance with somebody (who loves me)’ og dansede fnisende med hinanden til klubfesterne og drømte om at blive kysset, men var alligevel ikke med på spøgen, når det kom til stykket.

Jeg blev voksen, men det blev Whitney vist aldrig. Jeg tror ikke, at hun for alvor kæmpede mod sit misbrug. Det virkede som om hun lod sig opsluge og detronisere. Det var forfærdeligt at se hendes årelange nedtur, og jeg håbede sådan, at hun på en eller anden måde ville finde styrken til at vende skuden, men det gjorde hun ikke.

BilledeI decided long ago, never to walk in anyone’s shadows 
If I fail, if I succeed 
At least I live as I believe 
No matter what they take from me 
They can’t take away my dignity

(Whitney Houston, Greatest Love of All)

At opleve hende live var en drøm for mig, men jeg valgte at lade være, da hun gæstede Danmark for et par år siden. Nu er jeg bare glad for, at jeg har minderne om hende fra mit ungdomsværelse intakt i mit hjerte. Det er dén følelse, jeg får, når jeg hører mine favorit Whitney-sange. Stadigvæk.

Tak fordi du var der, Whitney, – fik jeg sagt det?

Where do broken hearts go?

Jeg tumlede ud af sengen søndag morgen, satte havregrød over, konstaterede at det sneede massivt og fangede min mobil for at tjekke nyhederne. Én overskrift fangede mit blik og skød med det samme tårer op i mine øjne: ‘Whitney Houston er død, 48’.

Jeg klikkede og blev hurtigt klar over, at der ikke var nogen tvivl – hun var virkelig død. På sin vis var det ikke helt uventet med hendes livsstil, men et eller andet sted havde jeg jo håbet på, at hun havde kunnet redde sig selv.

Det kunne hun ikke, og hun døde i nat. Hun druknede vist i et badekar efter en festlig aften i byen. Så trist, så sølle en sortié for så stor en sangerinde. Tænk, hvor stor hun kunne være blevet, hvis ikke ..

Hendes sange er på mange måder soundtracket fra min ungdom. Hendes fantastiske ballader blev spillet heftigt i mit teenageværelse, og hver en linie blev nærlæst på pladecoveret. Jeg sang med på sangene med en hårbørste som mikrofon og – heldigvis – uden publikum.

Til forskel fra mine torskedumme oldnordiske forældre, der åbenbart aldrig havde været forelskede, så var Whitney og jeg på bølgelængde. Hun forstod hvordan det føltes at være forelsket og ville også gerne vide, hvor man skulle gå hen med et knust hjerte. Det var hendes sange, der trøstede mig, når verden væltede – og det gjorde den op til et par gange om ugen, da jeg var teenager.

Min veninde og jeg kopierede målbevidst hendes stil, hendes hår og hendes make-up. Ja, vel var vi blegere end hende, men krøller kunne den lokale frisør da finde ud af at lave – og blå eyeliner, pink øjenskygge og pink rouge havde Matas heldigvis på hylderne i rå mængder. Og skulderpuderne … vi brugte gerne 4 styk for at få det rigtige look!

Og så skrålede vi ellers med på klassikere som ‘How will I know’ og ‘I wanna dance with somebody (who loves me)’ og dansede fnisende med hinanden til klubfesterne og drømte om at blive kysset, men var alligevel ikke med på spøgen, når det kom til stykket.

Jeg blev voksen, men det blev Whitney vist aldrig. Jeg tror ikke, at hun for alvor kæmpede mod sit misbrug. Det virkede som om hun lod sig opsluge og detronisere. Det var forfærdeligt at se hendes årelange nedtur, og jeg håbede sådan, at hun på en eller anden måde ville finde styrken til at vende skuden, men det gjorde hun ikke.

BilledeI decided long ago, never to walk in anyone’s shadows
If I fail, if I succeed
At least I live as I believe
No matter what they take from me
They can’t take away my dignity

(Whitney Houston, Greatest Love of All)

At opleve hende live var en drøm for mig, men jeg valgte at lade være, da hun gæstede Danmark for et par år siden. Nu er jeg bare glad for, at jeg har minderne om hende fra mit ungdomsværelse intakt i mit hjerte. Det er dén følelse, jeg får, når jeg hører mine favorit Whitney-sange. Stadigvæk.

Tak fordi du var der, Whitney, – fik jeg sagt det?