Vi spiste frokost på Hotel Post i Westendorf. Vi fik den legendariske Wurstsalat med en perlende kold Almdudler til.

Bagefter fik vi en Apfelstrudel og en Milchkaffee. Det var hyggeligt på Hotel Post, men der var nærmest ikke andre end os.

Vi mindedes vores fantastiske ferier i Westendorf med 40C varme, blå himmel, grønne enge og højt solskin. Jeg husker som var det igår, da vores søn legede i haven ved Hotel Post, mens vi sad i kastanietræernes skygge og pustede ud. Jeg husker også regnvejr – meget af det.

Knægten husker kun det gode. Han var ked af det, han ville gerne blive i Westendorf, selvom det regnede. Han begyndte at græde, for han savner vores fantastiske ferier med hygge på vores dejlige værelse, ture med bjergbanen, de mange eventyr med Alpinolino, Timok og Ellmi og masser af svømmeture i hotellets pool og i det nærliggende fribad. Han ønsker sig bare tilbage. Vi krammede ham. Østrig og Westendorf vil altid have en særlig plads i vores hjerter. Altid.

Da vi havde spist frokost, gik vi en runde i byen. Vi var forbi alle de kendte steder og gader. Byen var en skygge af sig selv. Det hjalp heller ikke på det, at regnen tog til. Jeg har aldrig før set så tunge og mørke skyer hænge så lavt over byen. Nærmest symbolsk 😢

Vi gik forbi Hotel Jakobwirt, som har været ramme om vores mange skønne ferier. Der var lukket på ubestemt tid, stod der på skiltet. Lyset var slukket, der var intet liv, stole på bordene i restauranten og ingen blomster i altankasserne.

Hotellet var øde, forladt og trist, og det var ikke kun dér. Byen virkede forladt og øde. De betaler en høj pris for Coronakrisen her. Hele sommersæsonen mister de. Vi kan køre væk fra det og holde ferie et andet sted, men det er jo folks levebrød.

Det er virkelig hårdt at se et sted, vi holder så meget af og har så gode minder fra, i den tilstand. Et eller andet sted håber man jo, at alt bliver som før. At vi en dag kan ta’ tilbage dertil og alt er som før. Men det er tydeligt, at Corona’en koster dyrt her. Der er lukket butikker, caféer og hoteller i regionen, og mange kæmper. Kommer turisterne tilbage? Og hvornår?

Så det niver i hjertet. Og når drengen græder af savn, og han bare vil ha’ sin barndomsferier tilbage, ja så begynder jeg også at græde … så vi sad alle tre og talte om ferierne i Westis, med tårer i øjnene. Åhh…