Mere jul & flere julemarkeder

Det sjove ved at holde nytår i Berlin er, at vi altid kommer i forsinket julestemning. Mange af Berlins julemarkeder lukker lige før jul, men der er også en hel del, der først lukker lige omkring nytår, så man kan sagtens nå lige at komme i julestemning en gang til.

Efter at have fået ekviperet sønnen med nyt varmt vintertøj, tog vi til Potzdamer Platz, hvor der er julemarked med kælkebakke. Vi kan godt se, at en af os næste år er nødt til at kælke i bildæk ned ad den høje kælkebakke sammen med knægten. Han var helt vild for at prøve det, men jeg synes, at han er for lille, for det er rimelig vildt – !

Sony Center er udsmykket med lys, og da mørket faldt på, så det helt fortryllende ud. I gaderne er der givet gas med stjerner og faldende lysende blå ‘sne’, og på Marlene Dietrich Platz står det flotteste og festligste juletræ, der er pyntet med tusindvis af spejlblanke glaskugler, samt lys i forskellige farver. Jeg elsker den måde at gi’ den gas med juleriet på. Ikke bare en forkølet juletræskæde med hvide pærer, men fuld gas på farver og antal lys.

Knægten skulle på toilettet, så vi gik over i Potzdamer Platz Arkaden, og også her var der givet fuld gas på juleudsmykningen. Der var lys og glitter og juletræer med kæmpestore julekugler med Berlin-motiver på. Det var så festligt og hyggeligt, og der var bare den hyggeligste afslappede stemning, selvom der var mange mennesker.

DSC_0505.jpgI et hjørne på Potzdamer Platz havde de bygget en hel østrigsk skihytte til lejligheden. Her kunne man spise alle de østrigske klassikere med ‘ægte’ tyrolermusik til.