I sidste uge blev klasserne offentliggjort på intra, og vores knægt er ikke kommet i klasse med sin elskede bedste ven. Min første reaktion var at få det fikset. Det sov jeg så på. Ham og hans bedste ven er bedst til frikvarter, og dem vil de stadig have sammen. Og eftermiddagene i sfo.
Der er helt sikkert en mening med, at pædagogerne i mini sfo har sat ham i netop dén klasse. Men jeg var bekymret over, hvordan han ville ta’ det. Vi fik beskeden om aftenen på intra, så jeg talte med ham om det om morgenen. Han vidste det allerede. Han er ked af det, men han glæder sig alligevel. Han accepterede bare, at sådan er det. Og i dag efter en lille uge sagde han ‘i vores gruppe er der mest ro’. Jeg spurgte, om han er glad for det, og han svarede ‘meget’.
Så når vi voksne tænker for meget, så skal vi sove på det og se på børnene. De gør det bare, ikke så meget analyse, bare accept af vilkårene og så videre!
mammalade 
Fantastisk med en skole, hvor pædagogerne og lærerne SER barnet og dets behov, og godt at du lige sov på situationen. At det ofte er hensigtsmæssigt, kender jeg fra mig selv.
Selvom det indimellem kan være lidt svært at tøjle sin indre løvemor 🙂
LikeLiked by 1 person
Det samme er sket i vores SFO, og jeg tror at du har meget ret i at der er en mening med det. Jeg talte netop med en anden mor om det forleden, og vi fandt frem til at det måske handlede om ikke at skulle leve op til gamle mønstre med vennerne i forbindelse med indlæring. Som du skriver, har de stadig hinanden i frikvartererne og i SFO. Alt andet lige, vil det have den effekt at deres netværk udvides.
Pssst! Jeg var SÅ tæt på at gøre som din første tanke, nemlig at gøre noget ved det. Men nu ser jeg det an.
LikeLike