Det her indlæg skrev jeg i april. Jeg udgav det aldrig. Det føles meget personligt, og jeg er et andet sted i dag.

…….

Jeg er tæt på ‘gamle Ole’, når jeg springer på badevægten. Der var engang hvor der stod 65 hver morgen. Det var dengang jeg følte mig tyk.

Nu kan jeg godt se på min tøjstørrelse (46) og på vægten, at jeg er tyk, men jeg følte mig faktisk ikke tyk. Datid.

Lige indtil jeg fik en bemærkning omkring min vægt sidste sommer: “Det klæder dig, at du har tabt dig. Da jeg så dig i sommer var du bekymrende stor”

🐳

Jeg lignede med andre ord en hval i sommer? WTF? Fed og forædt? Jeg kiggede tilbage på fotos fra den dag, og det slog mig hvor glad, jeg ser ud.

Paradokset er, at jeg er langt mere usund og stresset nu, end jeg var lige efter sommerferien, hvor jeg var glad, rund, peberkagebrun og afslappet.

Er der nogensinde nogen, der er blevet slank af at få at vide, at man er bekymrende stor?

Hvad skal det til for? Jeg blev både vred og såret over bemærkningen, men jeg formåede at få sagt fra overfor det. Det er da noget mærkeligt noget, at min vægt og udseende er et debatemne.

Spis gift

Alligevel virker den dumme bemærkning som gift på mig. Min trøstespisning er nået nye højder siden da. I mange år har jeg ikke trøstespist. Nu spiser jeg alt, der ikke er hammer- og nagelfast, når jeg er stresset, træt eller frustreret.

Det var ellers ikke længere min vægt, jeg bekymrede mig om, det var mere mit velbefindende. Men bemærkningen lyder som et ekko i mit hovede. Jeg hører slet ikke det kompliment, som kommentaren også indeholdt udover en svineren: at jeg ikke længere var så bekymrende stor som i sommer.

Jeg stirrer på tallet på min vægt hver morgen, og det bliver ikke mindre af at blive nidstirret, skulle jeg hilse at sige.

🐳

Jeg er begyndt at gå ture i weekenden. 45 minutter ad gangen.

Gå? Men er det ikke kedeligt og noget for gamle damer? Jo x2. Det er forholdsvis kedeligt, men så er det ikke værre. Naturen er smuk, jeg bliver glad i låget, klar i hovedet, og det føles dejligt i kroppen.

Jeg ville hellere træne, men min krop siger fra. Jeg har inflammation i en slimsæk i hoften, som provokeres af koblingen i bilen. Og da jeg kører til job hver dag er det ikke en skade, jeg kan få til at gå væk. Det er værst de dage hvor jeg kører meget i kø, så jeg forsøger at styre udenom myldretiden om eftermiddagen.

Jeg laver øvelser hver morgen i brusebadet og hver aften på gulvet. Det hjælper til at holde smerten på et tåleligt niveau. Jeg har fået blokader, ultralyd, akupunktur .. uden den store effekt. Det har været meget slemt, men nu halter jeg ikke længere, jeg har ikke længere ondt, hvergang jeg rejser mig, smerten er blevet til at holde ud.

For det gør ondt hver dag, det jager og niver og føles som et sår, der springer op eller nok snarere som væv, der revner, når jeg belaster det forkert eller for meget ved fx at gå op ad bakke med lange skridt. Det forhindrer mig i at løbe og andre former for konditionstræning, for løb, hop og vægtbæring (fx at løfte vægte eller en tung pose) forværrer det. Når jeg cykler, får jeg tillige ondt i knæene. Heldigvis kan jeg gå, så det gør jeg.

Efter mange år med alt for meget træning, for lidt restitution og et æresmedlemskab hos OA, så har jeg stadig lyst til at gi’ fanden i det og bare gi’ den gas med at træne og ignorere svaghed og smerte. Som vi sagde, når vi løftede vægte ‘smerte er svaghed, der forlader kroppen’. Jeg brændte mit lys i begge ender i flere år, og ja, nu er jeg 47 og der er så åbenbart en regning, der skal betales 😒