Som ung kvinde fik jeg at vide, at vi kvinder var heldige, at vores mødre havde skabt plads og lige muligheder for os på arbejdsmarkedet. Jeg fik at vide, at jeg skulle være glad og taknemmelig for at få adgang til at arbejde takket være, at mænd har gjort plads til mine medsøstre og jeg i mænds verden på mænds præmisser.

Jeg blev løbende mindet om, at det jo var meget værre for andre kvinder i andre lande – og i min mor og mormors generation. Så jeg følte mig speciel, særlig udvalgt, heldig, taknemmelig men også i mindretal i en stor del af min karriere. Det var den historie, jeg fik fortalt, og som jeg fik ind under huden. “Vær du glad for, at du har muligheden – andre er ikke lige så heldige”.

Det, der er en menneskeret, blev formuleret som et særligt privilegie for mig og mine medsøstre.

Det gad jeg godt, at jeg havde haft mod og indsigt til at indse og udfordre. Men det lå også implicit, at det privilegie kunne blive inddraget, så jeg indordnede mig.

Så jeg følte mig ligestillet med mine mandlige kolleger. Selvom der var noget, der ikke var helt det samme for mig som for dem. Jeg havde ikke et ord for det, og langt henad vejen stillede jeg heller ikke spørgsmål ved det. Sådan var det bare.

I dag har det et navn: strukturel sexisme.

Den uudtalte forventning om, at jeg som kvinde fx har et særligt omsorgsgen/planlægningstalent/oprydningstalent/husmordrive og derfor er særligt god til at bestille mad til andres møder, booke mødelokaler og rejser til andre, bestille t-shirts i alle mulige forskellige størrelser/farver/modeller, arrangere personalefester, konfliktmægler, skrive guidelines til andre, hjælpe andre, hente morgenbrød, dække op eller pynte op til andres møder – og bagefter rydde op efter andres møder. Mine mandlige kolleger med samme titel blev aldrig bedt om det samme. De havde fred og respekt omkring deres arbejde, mens jeg var fanget i alle mulige opgaver, der landede enten hos mig eller mine kvindelige kolleger.

Som brand manager blev jeg pålagt tidskrævende opgaver som både receptionist, kopidame, postdame og telefondame, skønt jeg ikke var ansat til det og heller ikke blev belønnet for det. Alle de ‘små’ opgaver blev ‘lige’ lagt oveni i mine normale arbejdsopgaver, som jeg blev målt og vurderet på, og som jeg naturligvis også forventedes at udføre til perfektion.

Mine mandlige kolleger blev aldrig pålagt samme type opgaver – de kunne gå 4 timer tidligere hjem end jeg. For når jeg havde siddet i receptionen i 4 timer, var jeg 4 timer bagude med mine egne opgaver.

Da jeg sagde nej til receptionisttjansen, blev jeg mødt med repressalier og kom i bad standing i organisationen især blandt mine kvindelige kolleger, som var pålagt samme opgave. Jeg bøjede mig.

Men husk nu på, at jeg var en af de heldige kvinder, som havde fået lov til at komme ud på arbejdsmarkedet. For at lave husarbejde på jobbet, åbenbart.

Og så blev jeg og mine kolleger omtalt som ‘marketingpigerne‘. Allerede i mit første job sagde jeg fra overfor det ord. Jeg var på det tidspunkt 24 år, kønsmoden og IKKE en pige. Alligevel blev jeg ofte omtalt som en af marketingpigerne fra jeg var i 20’erne til op i slut 40’erne. Det er jo ikke nedladende ment, vær dog ikke så nærtagende. Men man ser det for sig, ikke? Marketingpigerne, der sidder og dimser lidt med farver og striber, mens drengene er ude og jagte det næste salg.

Jeg fik gode velmente råd fra ældre kvindelige kolleger om ikke at være for feminin, for så bliver vi jo ikke taget seriøst. Altid hestehale, tilknappet skjorte, bukser og en blazer, diskret makeup, endelig ikke for meget. Og heller ikke for høje hæle. Så jeg nedtonede min stil for det meste. Og jeg har givet det samme pivringe råd videre. Tone it down, sister. Undskyld. Tone it UP!

Og her kommer det ind. Generationsskammen. Hvorfor så jeg det ikke? Hvorfor reagerede jeg ikke kraftigere på det? Hvorfor sagde jeg ikke fra? Jeg – og vi, min generation – så det simpelthen ikke, fordi det var strukturelt og så normaliseret. Men det der står tilbage er, at jeg og mine jævnaldrende var med til at opretholde en sexistisk magtstruktur, fordi det var normalen for os.

Det er jeg ikke stolt af på egne og min generations vegne. Jeg og mine medsøstre har derfor et særligt ansvar for nu at sige farvel til det 19. århundrede og se at komme fluks ind i det 20. århundrede og bakke især vores yngre medsøstre op, fordi I tager kampen op.

Jeg har opdaget, at fortællingen om, at jeg var særlig heldig og priviligeret var gas lighting. Jeg har fået negativ særbehandling pga mit køn med en sugar coating af, at jeg var en af de særlig heldige, der kunne få en karriere. På mændenes præmisser.

Derfor bliver jeg særlig ærgerlig, når mine jævnaldrende bagatelliserer og siger, at de har prøvet det, der var værre i gamle dage. Ja, men hvis du har oplevet det, der var værre, og du ikke sagde fra, så oplever andre kvinder det samme, og det er så din skyld. Og min, for min generation forstod ikke, at vi kunne ændre på det .. før nu.

Et eksempel: Vi gjorde grin af Monica Lewinsky. Hun blev hængt ud, latterliggjort, ydmyget. Praktikanten, der blev seksuelt udnyttet af sin chef. Det er forfærdeligt, hvordan kunne vi ikke se det? Det er en syg struktur, og som del af det, har jeg og mine jævnaldrende medsøstre også et ansvar.

Så .. Ja, jeg har nogle festlige diskussioner med mine jævnaldrende veninder, men det er altså nu, vi skal stemple ind, for vi har sovet i timen.

For der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden.