Mit hoved var ved at eksplodere tirsdag morgen. Jeg dykkede ned under dynen, småsov til klokken 11. Det hjalp.

Jeg stod op, spiste den birchermüsli, som min mand havde lavet til mig og sad og våndede mig i sofaen.

Vejret var trøstesløst, men jeg fandt røjserne frem, stort tørklæde og en frakke, og så gik jeg en tur med forsigtige langsomme skridt på smattede stier. Långsomt leder också någonstans.

Jeg gik en dejlig tur. Vejret var dejligt, for solen tittede frem. Det gjorde mig godt at trække vejret dybt og bare gå.

Sig mig, hvornår jeg sidst har mærket regnen på mit ansigt?
Hvornår har jeg sidst strakt armene ud og næsten nået skyerne?
Hvert skridt jeg tager, er et skridt tilbage til mig selv
Jeg er stærk, og jeg ved, at jeg kan klare det.
Hvis jeg bliver bange, lader jeg lyset være tændt
Jeg starter forfra nu og holder op med at tude
Den sidste tids lort ligger endelig bag mig
Jeg ser fremad, jeg går fremad!
Nu er jeg en løvinde, der beskytter sig selv

Og digtet? Det er ikke mig, det er mit lille ekstrakt af en af de allermest powerfulde sange, jeg kender. Anorak hedder den, og den handler om at starte forfra.

I sangen handler det om at starte forfra efter et forlist forhold. Jeg tager ordene og for mig er det ren empowerment i perioder, hvor jeg har stået i lort til halsen og er kommet så langt væk fra mig selv og mine drømme, at jeg nærmest er holdt op med at drømme om andet end den næste ferie.

Kender du det, når man for første gang i lang tid mærker solen i ansigtet og ikke kigger bort, irriteret over at blive blændet? Når man ser op og ser og mærker lyset og varmen?