Oprydning i kælderen – ny CoVirkelighed dag 23

Jeg har bl.a. brugt de stille uger til at hive gamle sager frem i lyset. Meget gamle sager.

Da vores søn var mindre, solgte vi rigtig mange af hans babyting på loppemarked. Det finansierede en stor del af vores ferier i starten!

Kasserne med resterne fra det sidste loppemarked stod stadig i kælderen. Vi var vel på loppemarked sidst for 5-6 år siden. Vi havde regnet med at sælge det på næste års loppis, men det blev ikke til noget og kasserne endte allerbagest i kælderen.

Op af kasserne trak vi mange virkelig fine minder fra vores søns babytid. Nuttede bittesmå lyseblå t-shirts og bløde Petit Bateau bodystockings i str. 56.

Vi har også 2 kasser med rene hvide stofbleer stående i kælderen. Vi skulle have sendt dem i cirkulation for længe siden. Jeg afleverer dem til Mødrehjælpen i Virum, når alt åbner igen.

Jeg pakkede i første omgang babytøj og stofbleer ned med henblik på at bruge til barn nr 2. Men da fertilitetsbehandlingen slog fejl stod kasserne hen som smertefuld bagage bagest i vores kælder.

Det er på tide, at vores babyting kommer i brug igen og ikke bare ligger i vores kælder til ingen verdens nytte! Så snart vi kan donerer vi de gode gamle babyloppesager til genbrug ❤️

Babygrej ❤️

En sidste hilsen fra min mor – ny CoVirkelighed dag 23

Jeg har bl.a. brugt de stille uger til at hive gamle sager frem i lyset. Meget gamle sager.

Allerbagerst i kælderen stod en kasse med min mors akvarelmalerier og -grej. Den har jeg haft stående i 20 år, siden min far dumpede den hos mig efter min mors død. Den er straks værre; jeg ved ikke præcis, hvad der er i den. Min far sagde bare, at det var min mors malerier.

Jeg åbnede kassen i går. I den lå en sportstaske, hvor min mors akvarelting var kastet ned i; bøger, farver, pensler og altså min mors akvareller. Der var mange malerier. Og det slog mig; hun var god til det. Og hvad vigtigere er – jeg kan se, at det gjorde hende glad. Jeg kan fornemme hendes glæde i hvert penselstrøg.

Hun begyndte at male, da hun stoppede med at arbejde. Det var første gang i hendes liv, hvor hun kunne gøre hvad hun ville og hellige sine interesser. Hun tog akvarelmaling op, og det gjorde hende så glad. Billederne er malet i perioden september 1997 – november 1998. De sidste billeder er fra november 98’, hvilket er blot 3 måneder før hun fik diagnosticeret kræft, 13 måneder før hun døde.

Jeg kan ikke gemme det hele. Jeg må sortere i billederne og beholde dem, jeg bedst kan lide. Det er virkelig svært. Jeg holder af dem allesammen. Det er som en sidste uventet hilsen.

Hendes mappe viser hendes udvikling fra ren farveleg i den første time i september 1997 og til kort før hendes død, hvor motiverne er fra Rørvig, fra vores sommerhus.

En kuffert i Berlin – drømme i en ny CoVirkelighed dag 20

Her til morgen så jeg billeder i TV fra Berlin. Alexanderplatz lå nærmest øde hen. Og jeg længes ud i det fri. Jeg længes efter at gå i menneskemylderet i Berlin på netop Alex.

Lige nu ser der sådan ud. Mit håb er, at Berlin klarer den. At folk overlever og kommer på benene igen. At Berlins arbejdspladser overlever. Jeg håber, at vores yndlingssteder overlever, for de er arbejdspladser for mange mennesker og en kilde til glæde for os. Og ja, jeg håber, at vi snart kan vende tilbage til Berlin.

Jeg har altid en kuffert stående stadigvæk i Berlin. Sådan er det.

Ich hab noch einen Koffer in Berlin
Deswegen muß ich da nächstens wieder hin
Die Seligkeiten vergangener Zeiten
Sie sind alle immer noch in diesem kleinen Koffer

Marlene Dietrich

To make each day count! Ny CoVirkelighed dag 16

Forleden sagde min mand “du må ta’ nogle billeder af hjemmeskolen, for det her vil vores søn kunne huske resten af sit liv”

Det gumlede jeg lidt på. Ikke meget Instahygge hos os, tværtimod frustrationer, modstand og råberi.

Faktisk er det SÅ klogt sagt! Denne tid er unik og kommer aldrig tilbage. Forhåbentlig. Men nu hvor vi er her .. det bliver en tid, vi aldrig glemmer. Vi skylder hinanden, at det bliver så godt som muligt.

Så jeg har et valg: Skal min søn huske en hæslig hjemmeskole med skrig og skrål, hvor han er eleven, der ikke gider hjemmeskolen – og jeg er den frustrerede lærer, der hader at være lærer? Nej, vel?

Jeg er moren, der gerne vil lære mit barn ting og sager i den udstrækning det giver mening. Jeg laver ingen foie gras undervisning på vores barn. Derfor når vi ikke det hele på meebook, Matematikfessor, Gyldendal, Grammatip, digipuzzle og hvad de 117 andre platforme hedder. For lærerinden er fyret – og MOREN 😍 tager over!

Dag 1 i en ny CoVirkelighed

Vi vågnede alle op til en helt anden verden den torsdag morgen. Jeg følte mig omtumlet, forvirret og trist. Jeg havde også en nagende fornemmelse af, at det bedste ville være at kaste al fornuft overbord og styrte ned og hamstre al verdens dåsemad og så grave mig ned herhjemme med familien. Men det går jo lige som ikke, vel? Vi har mad til resten af ugen og nok også til et godt stykke ind i næste uge.

Men cola .. det er vi (stadig) ved at løbe tør for (og det fylder pludselig vanvittig meget i mit hoved!). Og min gamle svigerfar mangler toiletpapir, og jeg synes virkelig ikke, at han skal ud i butikkerne, hvis der er mange mennesker, der slås om toiletpapir med en sky af virus flyvende om ørerne.

Jeg rundede den lokale Kvickly på vej til arbejde, og der var heldigvis fred, fordragelighed og kun få mennesker. Enkelte fyldte vognene godt op med toiletpapir, dåsemad, kød og grøntsager. Jeg lagde cola, svigerfars toiletpapir, Vesterhavsost, nogle boller og lidt slik i min kurv, længere rakte min fantasi ikke.

Jeg ringede til sfo’en og sagde, at vores søn ikke kommer hverken i dag, i morgen eller de næste 14 dage. Der var kun mødt 10 børn ind på hele skolen.

Jeg tog drengen med på job. Mens han jublende talte i mobil på bagsædet med sine venner om at de har fri fra skolen, var min hjerne på overarbejde, og mit hjerte er tungt, for vores hverdag er vendt på hovedet.

Jeg er bekymret for min far, der bor 110 km væk, for min svigermor på plejehjem, og min svigerfar, der klarer det hele selv alene. Ingen af dem tåler Corona.

Jeg har mærket på min søns pande mindst 20 gange i dag. Han har lidt hoste, og jeg er paranoid. Jeg synes heller ikke selv, at jeg er frisk .. al den snak om sygdom gør mig skør!!!

På arbejde var det rart at tale om noget andet og mærke, at selvom hele verden er fra forstanden, så er der stadig noget, der er normalt og noget, der skal gøres.

Jeg fik samlet en række opgaver, som jeg kan løse de nærmeste dage, og efter frokost kørte vi hjemad. Det stormede temmelig meget, og det hele føltes meget mærkeligt.

Dybfrostpizzaer med tvivlsomt kød er revet væk – men vegan falafel pizza er der masser af ?

Pandemonium dag 0 en ny CoVirkelighed

Tidligere på ugen talte vi om, at med den hast Coronasmitten breder sig, så lukker skolerne nok snart.

Men det betød ikke, at vi var forberedt på det, sådan mentalt. Overhovedet ikke.

Jeg blev lamslået, da Mette Frederiksen tonede frem og fortalte det, vi godt vidste – at det er løbet løbsk og ikke kan inddæmmes uden drastiske tiltag.

Jeg fik lyst til at fylde i hovedet; sprut, chips og cola, og vi var løbet tør for cola, så jeg fik overtalt min mand til at køre i Netto.

Han kom ret hurtigt tilbage igen og sagde ‘det vil jeg simpelthen ikke være med til!’ Han fortalte, at folk rev varer til sig med arme og ben i den lokale Netto. Det var pandemonium. Jeg var rystet.

Det er præcis de 2 ting, vi IKKE skal gøre:

  1. Hamstre fødevarer, for der er nok til alle.
  2. Være mange mennesker tæt sammen på meget lidt plads, så vi smitter hinanden.

Der var ikke andet for end at gå i seng og sove på det. I morgen er verden normal igen. Eller noget.

 

Fødselsdag med Lisa Nilsson & vietnamesisk mad – II

Lisa Nilsson har været del af mit soundtrack siden 1992, hvor jeg sang med på “Himlen Runt Hörnet”. Jeg var 20 somre gammel, da pladen udkom, sommeren det år var endeløs, varm og magisk.

Min mand var så sød at forære mig billetter til Lisa Nilssons selvbiografiske show “Kvinnan som är jag”. Og det var allerede 1 uge efter min fødselsdag, vi skulle afsted! Vi startede aftenen med lækker vietnamesisk mad på Pho Hanoi.

Jeg ved fra tidligere, at Lisa Nilsson er underholdende, sjov, skarp og selvironisk, så det kunne kun blive godt! Lisa Nilsson er – udover at være sangerinde – også (step)danser, musiker, sangskriver, skuespiller og stand-up komiker. Samt ikke mindst kvinde og feminist.

Lisa Nilsson sang bl.a. denne sang, som er en fortolkning af den svenske digter Kristina Lugns digt “När jag var gift med Herman

Hun fortalte også om, at hun typisk efterlod 2/3 af sig selv udenfor i busken, mens 1/3 af hende var indenfor i et parforhold – hvor hun i øvrigt syede bolsjestribede gardiner i et lille hus på landet, mens hendes venner undrede sig.

Det var en fantastisk aften – en sjov og rørende rejse tilbage i tiden med smukke og rørende sange 💕

Tror du (også), at du er god til at multitaske?

Jeg hørte denne fantastisk tankevækkende artikel på Zetland i morges. Der er flere ting i den artikel, som er meget tankevækkende; som for eksempel, at vores hjerner ikke er skabt til at multitaske – og at når vi tror, at vi multitasker, så lukker hjernen opgaverne op og ned i det ubevidste. Udover at det at lukke op og ned for opgaver konstant, brænder hjernen af, så sænker det også vores IQ. Faktisk falder IQ’en så kraftigt ved multitasking, at det svarer til at springe en nattesøvn over. Og det bliver man jo ikke ligefrem bedre og skarpere af.

Da jeg lyttede til artiklen i toget, poppede der en sms ind. Jeg læste den og lyttede videre til artiklen. Mente jeg. Men i virkeligheden missede jeg pointerne i det, der blev sagt, mens jeg læste og besvarede sms’en. Jeg hørte derfor hele artiklen én gang til. Uden at forsøge at multitaske.

Det er ny viden for mig. Jeg har altid fået tudet ørerne fulde, at kvinder er supergode til at multitaske. Og ligeså tit har jeg tænkt, at jeg som en af de eneste kvinder ikke har fået det talent i dåbsgave. For jeg er dårlig til det. Jeg er god til at fokusere, jeg er god til at fordybe mig, og jeg arbejder bedst, når jeg er i flow. Men når jeg blæser og har mel i munden går det knap så godt .. Jeg ved, at de opgaver, jeg løser fokuseret, bliver langt bedre end dem, hvor jeg har min opmærksomhed andre steder (doh ..) eller når jeg bliver afbrudt – eller når jeg prøver at tale i mobil samtidig. Jeg kan ikke være to steder på samme tid. Men jeg prøver ihærdigt. Jeg troede egentlig bare, at der var noget galt med mig. Men det er min hjerne, der er reagerer normalt på en vanvittig arbejdsmetode.

Du kan læse endnu mere om at multitaske her.

Hvert skridt jeg tager er et skridt tilbage til mig selv 🩰

Mit hoved var ved at eksplodere tirsdag morgen. Jeg dykkede ned under dynen, småsov til klokken 11. Det hjalp.

Jeg stod op, spiste den birchermüsli, som min mand havde lavet til mig og sad og våndede mig i sofaen.

Vejret var trøstesløst, men jeg fandt røjserne frem, stort tørklæde og en frakke, og så gik jeg en tur med forsigtige langsomme skridt på smattede stier. Långsomt leder också någonstans.

Jeg gik en dejlig tur. Vejret var dejligt, for solen tittede frem. Det gjorde mig godt at trække vejret dybt og bare gå.

Sig mig, hvornår jeg sidst har mærket regnen på mit ansigt?
Hvornår har jeg sidst strakt armene ud og næsten nået skyerne?
Hvert skridt jeg tager, er et skridt tilbage til mig selv
Jeg er stærk, og jeg ved, at jeg kan klare det.
Hvis jeg bliver bange, lader jeg lyset være tændt
Jeg starter forfra nu og holder op med at tude
Den sidste tids lort ligger endelig bag mig
Jeg ser fremad, jeg går fremad!
Nu er jeg en løvinde, der beskytter sig selv

Og digtet? Det er ikke mig, det er mit lille ekstrakt af en af de allermest powerfulde sange, jeg kender. Anorak hedder den, og den handler om at starte forfra.

I sangen handler det om at starte forfra efter et forlist forhold. Jeg tager ordene og for mig er det ren empowerment i perioder, hvor jeg har stået i lort til halsen og er kommet så langt væk fra mig selv og mine drømme, at jeg nærmest er holdt op med at drømme om andet end den næste ferie.

Kender du det, når man for første gang i lang tid mærker solen i ansigtet og ikke kigger bort, irriteret over at blive blændet? Når man ser op og ser og mærker lyset og varmen?

Anorak
Heut hab ich die Sonne zum ersten Mal gespürt
Der Scheiß der letzten Wochen endlich hinter mir
Fenster auf, die Luft ist klar
Mein Kopf ist leer
Meine Lungen brennen
Atmen fällt noch schwer

Fang von vorne an
Hör auf zu heulen
Wisch die Tränen weg
Ich schaff’s auch allein! Allein!

Sag’ mir wann hab ich den Regen zum letzten mal gefühlt?
Mit ausgestreckten Armen die Wolken fast berührt?
Jeder Schritt ein kleines Stück zu mir zurück

Jetzt bin ich ‘ne Löwin die sich selbst beschützt
Ja ich schau nach vorn
Ja ich krieg das hin
Ich versinke nich’
In deinem Anorak
War mir eh zu groß
Ich schaff’s auch allein! Allein!
Denn ich bin stark und ich weiß dass ich’s schaffen kann
Und wenn ich Angst hab lass ich Nachts die Lichter an

– Sarah Connor

Jeg gik i seng samtidig med knægten ved 21-tiden. Jeg vågnede ved 3-tiden og kunne ikke rigtig sove mere. Jeg havde stadig ondt i skallen, så jeg tog et par piller. Jeg døsede hen og var meget langt væk, da vækkeuret ringede. Yay, jeg var nærmest frisk, kun en snert af hovedpine 😍

Time-out i solen

Det fantastiske ved at være her er

  • at jeg ikke føler, at jeg skal være et andet sted
  • jeg er nemlig det helt rigtige sted med de mennesker, der betyder noget
  • Jeg føler heller ikke, at jeg skal forklare (læs: forsvare), hvorfor jeg kom forsent/ikke nåede deadline/ikke har svaret mails/hvorfor jeg prioriterer mig selv og min familie først
  • Jeg slipper for todolisten, som bare vokser, mens jeg kan mærke min hjerne syre til, indtil jeg tænker, at NU går jeg simpelthen min vej. Uden at gøre det.

Her går dagene stille og roligt ved poolen. Jeg har haft tid til at tænke og mærke mig selv. Jeg har haft tid til at være sammen med min familie og hygge os. Jeg har fulgt skyernes stille forvandling på den blå himmel.

Jeg har døset i solen og tømt hjernen. Jeg har sovet til jeg vågner af mig selv nederst i en bunke af arme og ben.

Jeg har spist SÅ meget mojo verde, at jeg slår de vildeste hvidløgsbøvser!

Jeg er vel nærmest klar til vinter & hverdag igen ?

Eller?

Årets sidste timer er i gang. Heidi Klum pailletnederdelen fra Lidl er på, og masser af serpentiner pynter rundt omkring. Der er glimmer og bordbomber og champagne på køl. Maden er hentet fra Cofoco. Nytårsdugen glimter, og dæmpede brag lyder udefra. Jeg er SÅ klar til at ta’ fat på et nyt år og et nyt årti.

2019 er forbi. De nye fantastiske kalendere fra Vistaprint er klar og vidner om, at drengen på siderne er i voksealderen. I det forgangne årti voksede han op og rundede 10 år. Vi står på kanten af det årti, hvor han bliver teenager – og når årtiet slutter er han 20 😳😍

I første omgang glæder jeg mig bare til 2020 🥳🤩🍾

Det er tid til at ønske dig et gnistrende godt nytår. Hold hovedet højt og hjertet rent. Klarer vi det, så er vi godt på vej 😅

Godt nytår 🎉🍾✨🎊

God jul, mor!

Vi nåede også at besøge min mors grav for at sætte et lys og en fin krans. Der var travlhed ven kirken i dag, da der er gudstjeneste hver time.

Det ramte mig pludselig hårdt i dag, da jeg stod der ved min mors grav med min mand og min søn i det grå julevejr.

Det er 20 år siden i dag, at vi holdt jul sammen for allersidste gang. 20 år … det er virkelig lang tid siden.

Her ved indgangen til det 3. årti uden hende, savner jeg hende fortsat. Jeg har stadigvæk levet længere tid med hende i mit liv end uden hende.

Det vender i slutningen af 20’erne. Derefter kommer jeg til at have levet størstedelen af mit liv uden min mor.

Det er mærkeligt, for det føles på nogle planer som om hun lige var her.

Vink med en vognstang

Min mormor døde i 1984, da jeg var 12 år gammel. Jeg har arvet en del ting fra hende. Hun var meget kreativ, og hun syede selv sit tøj, hæklede, broderede, strikkede og kniplede de fineste blonder. Hun var uddannet modist. En modist laver håndsyede hatte, og det var hun helt fantastisk til. Hun syede også kjoler – hun syede bl.a. min mors brudekjole.

Min mormor var altid smukt klædt i kjole og med opsat hår. Hun havde en mildhed og ro, jeg elskede. Hun havde ‘dårlige nerver’, som man kaldte det. Jeg oplevede hende dog aldrig som skrøbelig, men sød, mild, kærlig og rolig. Hun gjorde ikke meget væsen af sig. Hun og jeg skrev breve til hinanden, og min bror og jeg betød alt for hende.

Min morfar var barn af en tid, hvor mænd ikke deltog i børneopdragelse og hushold. Han arbejdede konstant i deres købmandsbutik, hvor både min mor og min mormor også arbejdede.

Købmandsbutikken gik ikke godt i slutningen af 70’erne, min morfar blev kolerisk og måske var det derfor min mormor fik ‘dårlige nerver’ .. jeg ved det ikke.

De sidste år med butikken var mine morforældre pressede. Der var en periode, hvor min forældre slet ikke sås med mine morforældre. Min morfar forventede, at mine forældre skulle overtage butikken, men de afslog. Det endte med, at butikken lukkede, butikken og deres store rummelige hus blev solgt, og de flyttede i en lille 2-værelses lejlighed i 1980.

Den deroute knuste nærmest min mormor. Hun viste det ikke, men min mor fortalte senere, at hun aldrig rigtig blev glad igen. Hun døde efter længere tids sygdom af kræft i 5 dage før jul i 1984 som 75-årig.

Sidenhen har jeg opdaget, at min mormor havde en underfundig og skarp humor. Jeg har arvet en bøjle, som hun har malet fint og med snirklet skrift står der “Erfaren mand er god at gæste”. Hvad der præcis ligger bag, ved jeg ikke, men jeg kan ikke lade være med at smile af det. Mon det var et vink med en vognstang til min morfar?

Hvert bruger vi mormors juledug på bordet. Den har min mormor broderet i 1962, og den fungerede som et diskret vink til min morfar, der arbejdede konstant. Ved første øjekast er det blot en julelysedug, men kigger man nærmere på den, er der ild i begge ender på et af de broderede stearinlys. På bagsiden af dugen har min mormor broderet SLID + SLÆB.

4 1/2 times søvn = zombie

Jeg fik 4 1/2 times søvn, kun 62% søvnkvalitet, fortalte min søvntracker mig, da vækkeuret ringede onsdag 5:35. Jeg var rimelig bombet allerede da jeg vågnede.

Jeg kæmpede for at holde mig vågen i toget ved at læse nogle af de 104 mails, jeg havde modtaget, mens jeg var til møde i Schweiz dagen forinden.

(det med mails er et battle, jeg aldrig vinder – jeg har ikke været nede på nul ulæste mails i et lille år nu. Omkring 30 ulæste er hverdag. Mit nye nulpunkt 😝)

Da jeg skulle af toget ved min station stod jeg klar – men toget stoppede bare ikke. Det jernede lige forbi min station og de næstfølgende stationer.

Oookay, hej Ishøj! Nå, jeg hoppede på det første bedste tog i modsatte retning. Som jernede lige forbi min station.

Oookay, denne gang prioriterede jeg at stille skarpt på de små bogstaver, der piler forbi under ruteskiltet. Jeg fandt frem til et bumletog og endte omsider det rette sted, 1/2 time senere end forventet.

Al den togkørsel gjorde mig ikke just friskere, og jeg kæmpede med træthed og ringe koncentrationsevne resten af dagen.

Jeg fungerer virkelig dårligt på så lidt søvn; det er meget tankevækkende. Udover at tage det forkerte tog to (!) gange, så snakkede jeg sort, og formulerede mig generelt dårligere end normalt. I mails glemte jeg ord i sætninger, jeg glemte at vedhæfte filer, den slags. Jeg var meget lettere at distrahere, og jeg havde svært ved at koncentrere mig i larmen på vores kontor. Udover det havde jeg en nærmest ubændig trang til sove, slik, chips, cola, kaffe …

Nej, jeg kan ikke længere udskyde søvn og sove, når jeg bliver gammel. Jeg kan ikke holde til arbejdsdage, der starter 4:30 og slutter 1:30. Det kunne jeg, da jeg var ung, men nu .. nul.

Den ene lange dag og efterfølgende korte nat påvirkede mig resten af ugen. Jeg er faktisk overrasket over hvor meget det betød. Det er altså vildt, at manglende søvn påvirker så meget.

Nu er det fredag, og selvom jeg har haft to nætter med rimelig god søvn, så har jeg (også i dag) været træt, gnaven og kort for hovedet sidst på dagen. Her til aften var jeg grydeklar klokken 21. Jeg er SÅ træt!

Så, ja, det koster på overskudskontoen, sådan en lille tur 😳

Ro på – nu!

  • Jeg er lige nu midt en meget stressende periode på jobbet.
  • Jeg mærker næsten dagligt, at jeg rammer muren. Jeg har konstant for mange opgaver og for lidt tid. Jeg når ikke nok, fordybelse, kreativitet, analyse og overvejelser er der ikke tid. Ekspedere, levere, bum.
  • Jeg når dagligt dertil hvor det kører rundt – hvor jeg ikke får lukket en eneste opgave, men bliver afbrudt og starter på en ny. Når jeg lukker min pc, ligger der typisk en lille håndfuld mails, jeg er begyndt på i dagens løb, men ikke har fået sendt, fordi jeg blev afbrudt.
  • Jeg når også ofte dertil, hvor jeg tydeligt mærker, at jeg ikke længere arbejdet effektivt, fordi jeg ikke kan tænke klart, fordi vigtige hasteopgaver vælter ind over hinanden.
  • I den situation er det fristende at ‘klemme balderne sammen’ – men det er vigtigt at lade være. Når det er sådan, fjerner jeg mig fysisk fra opgaven. Jeg går væk, henter vand, går ud på bagtrappen, går til frokost, et eller andet.
  • At forlade en opgave fysisk virker. Kroppen tager over, jeg trækker vejret dybt, smalltalker med en kollega, hæver blikket og opdager at solen skinner/det regner etc. Hjernen fortsætter ubevidst, og løsningen kommer oftest af sig selv og uden besvær.
  • Det er mildt sagt genialt at gå væk fra opgaverne.
  • Jeg har 5 punkter, som jeg praktiserer:
    1. Træk vejret dybt
    2. Sørg for orden
    3. Gå væk
    4. Giv slip
    1. Sov godt

    Det virker 😅