Gamle Ole!

Det her indlæg skrev jeg i april. Jeg udgav det aldrig. Det føles meget personligt, og jeg er et andet sted i dag.

…….

Jeg er tæt på ‘gamle Ole’, når jeg springer på badevægten. Der var engang hvor der stod 65 hver morgen. Det var dengang jeg følte mig tyk.

Nu kan jeg godt se på min tøjstørrelse (46) og på vægten, at jeg er tyk, men jeg følte mig faktisk ikke tyk. Datid.

Lige indtil jeg fik en bemærkning omkring min vægt sidste sommer: “Det klæder dig, at du har tabt dig. Da jeg så dig i sommer var du bekymrende stor

🐳

Jeg lignede med andre ord en hval i sommer? WTF? Fed og forædt? Jeg kiggede tilbage på fotos fra den dag, og det slog mig hvor glad, jeg ser ud.

Paradokset er, at jeg er langt mere usund og stresset nu, end jeg var lige efter sommerferien, hvor jeg var glad, rund, peberkagebrun og afslappet.

Er der nogensinde nogen, der er blevet slank af at få at vide, at man er bekymrende stor?

Hvad skal det til for? Jeg blev både vred og såret over bemærkningen, men jeg formåede at få sagt fra overfor det. Det er da noget mærkeligt noget, at min vægt og udseende er et debatemne.

Spis gift

Alligevel virker den dumme bemærkning som gift på mig. Min trøstespisning er nået nye højder siden da. I mange år har jeg ikke trøstespist. Nu spiser jeg alt, der ikke er hammer- og nagelfast, når jeg er stresset, træt eller frustreret.

Det var ellers ikke længere min vægt, jeg bekymrede mig om, det var mere mit velbefindende. Men bemærkningen lyder som et ekko i mit hovede. Jeg hører slet ikke det kompliment, som kommentaren også indeholdt udover en svineren: at jeg ikke længere var så bekymrende stor som i sommer.

Jeg stirrer på tallet på min vægt hver morgen, og det bliver ikke mindre af at blive nidstirret, skulle jeg hilse at sige.

🐳

Jeg er begyndt at gå ture i weekenden. 45 minutter ad gangen.

Gå? Men er det ikke kedeligt og noget for gamle damer? Jo x2. Det er forholdsvis kedeligt, men så er det ikke værre. Naturen er smuk, jeg bliver glad i låget, klar i hovedet, og det føles dejligt i kroppen.

Jeg ville hellere træne, men min krop siger fra. Jeg har inflammation i en slimsæk i hoften, som provokeres af koblingen i bilen. Og da jeg kører til job hver dag er det ikke en skade, jeg kan få til at gå væk. Det er værst de dage hvor jeg kører meget i kø, så jeg forsøger at styre udenom myldretiden om eftermiddagen.

Jeg laver øvelser hver morgen i brusebadet og hver aften på gulvet. Det hjælper til at holde smerten på et tåleligt niveau. Jeg har fået blokader, ultralyd, akupunktur .. uden den store effekt. Det har været meget slemt, men nu halter jeg ikke længere, jeg har ikke længere ondt, hvergang jeg rejser mig, smerten er blevet til at holde ud.

For det gør ondt hver dag, det jager og niver og føles som et sår, der springer op eller nok snarere som væv, der revner, når jeg belaster det forkert eller for meget ved fx at gå op ad bakke med lange skridt. Det forhindrer mig i at løbe og andre former for konditionstræning, for løb, hop og vægtbæring (fx at løfte vægte eller en tung pose) forværrer det. Når jeg cykler, får jeg tillige ondt i knæene. Heldigvis kan jeg gå, så det gør jeg.

Efter mange år med alt for meget træning, for lidt restitution og et æresmedlemskab hos OA, så har jeg stadig lyst til at gi’ fanden i det og bare gi’ den gas med at træne og ignorere svaghed og smerte. Som vi sagde, når vi løftede vægte ‘smerte er svaghed, der forlader kroppen’. Jeg brændte mit lys i begge ender i flere år, og ja, nu er jeg 47 og der er så åbenbart en regning, der skal betales 😒

Livskraft, styrke og øget energi med styrketræning

Jeg vil vove den påstand, at styrketræning gør mig til et bedre menneske; jeg bliver sødere, mere rummelig og omgængelig, mindre stresset og mindre bitchy.

Styrketræning giver mig livskraft, styrke og øget energi. Jeg får mere overskud både fysisk og psykisk. Ro i sjælen.

Hvordan begyndte det?

Jeg begyndte for alvor at styrketræne efter en meniskoperation for 19 år siden. Meniskoperationen betød, at jeg måtte holde pause med aerobic, dans, step, mens mit knæ voksede sammen.

Jeg fik lagt et begynderprogram, som var dødens pølse; det tog næsten en time og bestod af 5 sæt a 20 gentagelser i 117 maskiner.

Det var slet ikke noget for mig. Det kunne være sluttet der, og det gjorde det også for de piger, jeg i starten trænede med.

Hvordan fandt du glæden ved styrketræning?

Jeg nævnte for en bekendt i centret, at styrketræning var dødkedeligt. Han sagde ‘du har det forkerte program – du spilder tiden på at træne på alt for mange meningsløse maskiner og med en alt for lav vægt’ Godt så, træningscentrets begynderprogram fik en reel sviner 😬

‘Jaja, den er god med dig – hvad gør jeg så? – vil du træne med mig?’ spurgte jeg. Da han var færdig med at grine, sagde han ja. Han fortalte senere, at han var overbevist om, at vores makkerskab max ville holde i 20 minutter, så ville jeg fise tilbage til mit aerobichold.

Jeg blev presset max. Jeg blev stædig, kæmpede med rystende arme og blæverben. Jeg glemte at trække vejret, så ondt gjorde det. Det var intet mod dagen efter, hvor mine muskler våndede sig, men jeg mødte trofast op til ny tortur af andre muskelgrupper. Han havde grinet af mig, og jeg nægtede at gi’ op.

Vi trænede 5 gange om ugen af max 20 minutter. Flexprogram, skiftevis triceps/bryst og ryg/biceps – og så en ugentlig ben-dag.

Det var så fedt. Min krop viste sig at være meget stærkere end jeg troede. Når jeg mente, at jeg kun lige med nød og næppe kunne løfte 25 kilo og ikke et gram mere, fik jeg 35 kilo på og lykkedes med det.

Min begrænsning sad i hovedet, ikke i kroppen. Jeg ved derfor, at min krop rummer et langt større potentiale end jeg var klar over. Min krop er langt mere stærk, robust og fantastisk end jeg forestillede mig inden. Og det bedste er, at det smitter af på min psyke.

Min krop kvitterede med at blive stærk, robust og selvom min vægt steg, fik jeg det bedre med mig selv. Fokus i spejlet flyttede sig til ‘jeg kan’ i stedet for ‘jeg er for stor’. Min ryg blev rank, og til sidst kunne jeg se muskler under huden. Og jeg var superpraktisk at have med i Netto 😅

Hvorfor holdt du op med at træne, hvis det er så fedt?

Jeg holdt op med at træne i flere år, da jeg skulle få hverdagen til at gå op med mand, barn, job og træning. Min prioriteter ændrede sig, ganske enkelt.

Hvordan kom du i gang igen?

Nyt træningscenter; spritnyt med uimodståeligt tilbud 99kr om måneden. Min mand meldte sig ind, og så gjorde jeg det også. Fra første træning i det center var jeg solgt.

Så jeg er tilbage. Fire gange om ugen er målet, men enhver træning er en succes.

Hemmeligheden?

Hemmeligheden er at gøre det simpelt – og tungt. Jeg holder mig til kabeltræk, frie vægte og få maskiner, da jeg bedre kan justere og fintune øvelserne med kabler og frie vægte.

Jeg tager kun max 8 repetitioner pr sæt. Det skal være sådan, at jeg ikke fysisk kan klare #9 rep. Kan jeg ta’ 9 eller 10 reps tager jeg mere vægt på.

For mig handler styrketræning ikke om resultater, det handler om at vække kroppen og bruge kroppen, ikke hovedet. Ud af hovedet, ned i kroppen. Kroppen kvitterer med jubel, det kan jeg godt love!

En tur langs søen

Efter at have været i bio med den store menu havde vi lyst til at gå en tur. Knægten forsøgte at lande sig en legeaftale, for han gad overhovedet ikke gå en tur.

Det blev han nødt til. Vi gik ad min gamle løberute langs Furesøen. Der er så smukt, og det var en hyggelig tur. Knægten elskede det, for der var høje klinter, klart vand, ænder og masser af hunde, han kunne få lov til at klappe.

Jeg savner mine løbeture. En del af mig har lyst til at blæse på, at det gør ondt i min hofte og bare løbe løbe løbe… jeg føler mig ikke hjemme i min krop som det er nu. Jeg ville så gerne løbe, springe eller danse… men gå eller cykle – det er vist det, jeg kan. Det er ikke det samme, og jeg føler ikke samme glæde ved det.

Nåja, cykle var heller ikke supergodt; jeg fik simpelthen så ondt i knæene af det, da jeg cyklede til arbejde i sommer. Så jeg kan .. gå. Det er ikke det samme for en, der trænede styrketræning hver morgen og enten dansede, var til combat eller aerobic hver aften i mange år. Jeg fik vist brændt mit lys godt og grundigt i begge ender dengang 🕯

Har du lagt arm med din tarm i dag?

Jeg mødtes med min veninde på Nørrebro på årets hidtil koldeste aften i mandags. Vind, regn, rusk og en real-feel på minus 3 grader. Normalt ville jeg have holdt mig indendørs – meeen vi havde andre planer 😍  Til at begynde med spiste vi den lækreste middag på vores gamle yndlingssted på Nørrebro. Vi delte 4 salater og 2 veggie-deller, og så var vi klar til aftenens næste stop; nemlig foredrag om Tarme & Tabuer hos Lahme Kommunikation.

Spinatdelle med hummus, rødbedesalat, tomat/squash/champignon-salat med krydret dressing og min favorit; cremet spinatsalat med spicy tomatsauce og rød peber.

Jeg er ret glad for tarme; særligt mine egne tarme. For det meste er vi gode venner, men jeg er faktisk ikke dus med mine tarme. Jeg har læst 2/3 af bogen Tarme med Charme, og nu ved jeg en hel del mere om tarme, bl.a. hvordan man sundest og bedst sidder på  toilettet. Selvom Tarme med Charme er virkelig sjovt skrevet og underholdende, så har jeg ikke fået læst den til ende (!).

Så er det noget sjovere at få øget tarm-indsigten via et gratis foredrag om Tarme & tabuer. Min veninde og jeg fik en varm velkomst og et glas bobler i hånden, da vi kom. Vi havde lidt tid til at hilse på og sludre lidt, hvorefter vi først hørte lidt generelt om tarme og fordøjelse. Det er fx normalt at slå cirka 14 prutter i døgnet. Det er helt normalt, og alle gør det. Alligevel er det toppinligt at gøre det i public.

Det er et paradoks, at mad fylder så meget i vores liv, mens fordøjelsen af maden intet fylder, selvom den del af måltidet har langt større betydning for vores livskvalitet end smagen og opskriften. Ligeså snart maden rammer maven og tarmsystemet, så gider vi ikke høre mere om det. Maven skal bare fungere og lave så lidt ballade, lort og prutter som muligt. Det er urealistisk, men man kan gøre meget selv for at holde tarmen i topform.

Jeg fik engang skraldespandsdiagnosen “irriteret tyktarm”, fordi jeg pludselig fik meget kraftige jagende smerter i tyktarmen. Typisk skyldes det en ophobning af hård fiberfattig kost i tyktarmen, som tarmen forgæves klemmer sammen omkring, men ikke formår ar ekspedere videre. Det gør ondt ad helvede til, og der lå jeg og tænkte “den er helt gal”.

Jeg fik et morfinlignende præparat Anorfin udskrevet af vagtlægen, og så gik smerten (men ikke problemet) væk, samtidig med at jeg blev rimelig rundtosset, meget døsig og drømte meget kulørte drømme. Min egen læge rystede på hovedet dagen efter og sagde “Husk”, hvortil jeg svarede “Husk hvad?” – hvorefter jeg i en periode spiste Husk loppefrøskaller blandet op i yoghurt. Det virkede befordrende på min fordøjelse, og jeg har siden brugt Husk, når min tyktarm i sjældne tilfælde har gentaget samme stunt.

Nu har Husk så lavet nogle nyheder (reklamelink), der hjælper med til at holde fordøjelsen i topform, så man undgår den slags ‘anfald’. Efter foredraget fik jeg spurgt lidt ind til nogle helt specifikke ting ved min fordøjelse, og jeg fik faktisk ro i maven. Generelt gælder det, at skal man, så skal man. Man skal ikke hænge sig i, at der er nogen, der påstår, at det er sundest at skide en gang om dagen eller 3 gange om ugen. Toiletvaner herunder antal toiletbesøg pr døgn er individuelle. Det er desuden en god idé at kende til Bristol-skalaen og jævnligt kigge bagud for at vurdere hvordan fordøjelsen har det.

Julia Lahmes del af foredraget handlede knap så meget om lort, men om tabuer, særligt kvinders tabuer og den deraf afledte skam ved helt normale ting. Mange tabuer er kommet frem i lyset og er noget, vi taler om – men der er også rigtig meget, som er helt normalt, som vi aldrig nogensinde lufter for hinanden, men skjuler efter bedste evne, fordi det stadig er forbundet med en stor skamfølelse.

Det, jeg tog med mig hjem, var en stor lyst til at tale mere om fordøjelse, lort og prut, fordi det er så normalt – og alle gør det. Jo mere vi taler om det, jo mindre skamfuldt bliver det. Så her kommer der lidt insights: Hjemme i jordhulen prutter vi allesammen. Det er svært ikke at grine, når nogen bidrager med en særlig højlydt og udluftningskrævende vind. Og jeg elsker at grine med min familie, samtidig med at jeg gerne vil formidle til min søn, at det er fuldstændig normalt at prutte og absolut ikke noget at skamme sig over.

Til slut spillede vi Tabubingo .. det var en oplevelse for sig selv – det kommer jeg tilbage til 🙂

Orienteringsløb

Lørdag morgen skulle vi til orienteringsløb, drengen og jeg. Det var vældig fint vejr; jeg var i løbetøjet, og det var knægten også.  

Vi fik udleveret et kort og så afsted. Kortet fik jeg, og så så jeg ellers kun hælene af knægten, der spurtede afsted efter posterne. Jeg spurtede efter ham. Den første del af ruten var fin, men pludselig var posterne inde i skoven, der hvor der ingen sti var. 

Knægten spurtede gennem underskoven let som en hjort, mens jeg fik grene svirpende i ansigtet og på kroppen, samtidig med at jeg skulle holde øje med huller, rødder, poster, grøfter, kort og mit barn. 

Jeg missede først lige en grøft, der var godt kamoufleret under nogle grene og blade, jeg landede på maven på en skråning. Knægten var ude af syne, så jeg spurtede videre. Jeg så lige hans blå bluse forsvinde i skoven i den forkerte retning, væk fra ruten, samtidig med at jeg så en rod på stien og løb ind i en gren med spindelvæv og var ved at tabe kortet. Så jeg faldt over roden og knaldede knæet ned i en sten, mens jeg kaldte på drengen. Han kom spurtende tilbage, og så fortsatte han i lyntempo på ruten i den rigtige retning. Jeg spurtede videre efter ham gennem skoven.

Hold nu kæft, det var sjovt. Det var  også vanvittigt. Jeg slog hul på mine løbebukser og kom hjem med to blodige knæ og en anseelig mængde blå mærker. Jeg er virkelig dårlig til multitasking, når jeg løber 😂

Overraskende friskt forår?

Yay, tænkte jeg i morges – forår, sol og solskin, helt perfekt til min løbetur! Måske endda i korte ærmer?

Velkommen til virkeligheden! 

Løbetur langs søen i stiv kuling,  med søvand på stien i kæmpe pytter og skumsprøjt i håret. Det var en virkelig skøn efterårsløbetur, men helt ærligt? 

Vi var da ellers enige om, at det er forår, ik? 

Søndag, hvor kom du fra og hvorfor er du allerede gået igen?

Søndag, hvor kom du fra? Ved ikke, hvor weekenden blev af? Lørdag var fyldt med hygge; morgenmad hos farmor og bedstefar, min guddatters 3 års fødselsdag med boller og kage, samt familiefødselsdag om aftenen. 

Vi vågnede op søndag og var både utidige, trætte og havde det lidt som om vi havde tømmermænd. Vi havde intet på tapetet udover at gøre klar til en ny uge. 

Jeg løb en eftermiddagstur langs søen. Det var lunt, 12c, men det var gråvejr. 

Mit løbegear

Da sommeren gik på hæld sidste år, kunne jeg godt se, at det med at løbe i kortærmet t-shirt på et tidspunkt ville være historie. Men jeg havde ikke lyst til at stoppe med at løbe, så hvad så?

Min løbejakke

Jeg manglede en løbejakke. Men løbejakker er dyre, og fordi jeg begyndte at løbe i foråret 2015 kender jeg ikke så meget til ‘godt løbetøj’. Jeg ønskede at finde den helt rigtige løbejakke i første hug, fremfor at prøve mig frem og håbe på det bedste, mens pengene raskt triller ud af pungen til diverse fejlkøb.

Så jeg researchede, talte med veninder der cykler og løber, jeg prøvede en venindes løbejakke, og det var lige sagen. Til sidst faldt mit valg på Craft Focus Hood. Jeg har ikke fortrudt ét eneste sekund. Det er en fantastisk løbejakke.

Farven var ikke vigtig for mig, men den lilla/orange var på tilbud i XXL og dermed indenfor budgetrammen. Eneste farve, jeg styrede udenom var sort, fordi sort løbetøj ikke er optimalt i den grå og mørke tid.

Craft lover, at jakken er vindtæt, ikke vandtæt. Min oplevelse er, at den er vindtæt. Helt vindtæt. Den klarer også fint en regnbyge, men den bliver våd/kold i slagregn. Som lovet 😉 Jeg er vild med, at jakken er åndbar; der er mesh i siderne og under armene. Den er derfor ikke drivhusagtig.

Jakken er let og tynd, og den kan pakkes sammen til en lillebitte håndfuld. Den kan faktisk ligge i min løbesko 🙂 Til at begynde med frygtede jeg, at den ikke ville overleve i vaskemaskinen, fordi den er så tynd i materialet, men den er holdbar og har klaret utallige vask fint. Jeg vasker den dog altid i vaskepose for ikke at risikere noget, for jeg er så glad for den.

Mit øvrige løbetøj

Nu har jeg løbet med den hele vinteren, og den har klaret sne, kulde, småregn og blæst .. Inden under har jeg en Nike Pro vinterløbebluse med ekstra lange ærmer og tommel-hul. På benene har jeg de bedste løbetights fra Netto; de sidder vildt godt selv efter 5 år. Mine løbehandsker (med smartphone fingre) og halsedisse i fleece er fra Lidl.

Det har jeg klaret mig fint gennem vinterens løbeture med. Kun én gang har jeg haft Primark vinterløbejakken med fleecefor på, da det var ekstra koldt og fugtigt. Resten af efteråret, vinteren og foråret har jeg løbet med min lette lilla vindtætte løbejakke, vinterløbetrøje, tights, handsker og halsedisse.

Mine løbesko

Glemte jeg at nævne mine løbesko? Asics tilbudssko, også i lilla. De er virkelig gode. De har bragt mig sikkert gennem sne, is, mudder, regn, smat og vandpytter.


Iphone-holder (6S) til arm søges! 

Til gengæld er det ikke lykkedes mig at finde en Iphone-holder til armen, der dur. Tværtimod. Jeg har senest givet 349kr (!!!!!) for en fra Nike i onesize. Den er sikkert virkelig god, hvis man har en overarm så tynd som mit håndled. Fejlkøb. Må huske den næste gang jeg skal have målt blodtryk; den er helt perfekt til at stoppe blodomløbet med.

Den anden Iphone-holder jeg har købt, danner kondens indvendig og glider ned ad armen. Den allerførste holder til Iphone, jeg købte, passede til min Iphone, men kun hvis jeg tog coveret af. Suk ….

Så .. hvis du har fundet en supergod Iphone-holder, der passer til 6S med cover – og som bonus tillader blodgennemstrømning i en ikke-tændstiktynd arm, så hører jeg vildt gerne fra dig 🙂

Her kan du læse lidt mere om hvorfor jeg løber og hvorfor det ikke var nemt for mig at starte. Når jeg kan, kan du ❤

Sig farvel

Påskemandag, feriens sidste dag. Jeg ville runde den af med en løbetur for lige at sige farvel til sommerhusområdet og til stranden og solen og det hele, men jeg vågnede op med ondt i skallen. Mere Baileys end vand, bad combo. Solen skinnede lokkende, jeg tog et par piller og pakkede nogle af vore sydfrugter, mens jeg ventede på, at hovedpinen lettede.

Jeg droppede min vinterløbetrøje for første gang og satse på, at det ikke var en frostklar himmel, jeg skulle løbe under.

Jeg varmede op og løb den sædvanlige vej mod stranden. Det var fantastisk, selvom mine ben var som bly og hovedet var ømt, men jeg havde solen i øjnene – og den var lun! Da jeg kunne skimte havet glimtende i solen mellem træerne, tænkte jeg ganske enkelt: ‘Jeg vil ikke hjem’! 

I mit hjerte genlød en snert af den sorg, jeg følte som barn, når en ferie i sommerhuset var ved at være slut, og jeg gik stille omkring og sagde farvel til det hele. Ferierne i vores sommerhus var nemlig mit helle som barn; for det var i sommerhuset jeg var sammen med mine veninder. I sommerhuset var mine forældre altid gladere, afslappede og mere nærværende.

Denne ferie har været så skøn; vi har ikke lavet eller udrettet alverden, men vi har været sammen med hinanden og med gode venner.

Det har været skønt, og det er med tungt hjerte, at vi afleverer sommerhusnøglen tilbage til dens retmæssige ejer. Vi burde have et sommerhus selv, så min familie kunne nyde denne type weekends og ferier oftere. Det gik op for mig, hvor meget jeg savner den slags ferie, hvor meget det betyder for mig, samt hvor godt det ville være for os alle tre at have den mulighed.   Familie, himmel og hav. Jeg har ikke behov for mere på en ferie som denne. På gensyn, tænker jeg. Måske kan vi leje huset igen senere på året?

Jeg løb langs havet det sidste stykke vej, og selvom mine ben var tunge, så var mit hjerte let. NU er jeg så parat jeg kan blive til at pakke det hele ned og komme hjem til hverdagen!

Længe lyst

Jeg kom fra arbejde ved 17-tiden, og jeg nåede alligevel på tværs af myldretidstrafikken for at løbe en tur langs søen. Jeg er nemlig blevet frisk igen efter 2 dages migræne!

Løbeturen var meget hård; ingen tvivl om at min krop har brugt rigtig mange ressourcer på de sidste 2 dages migræne. Jeg satte derfor tempoet ned og fokuserede på at løbe stille og roligt, men stadig uden pause, i 2×10 minutter – og så vendte jeg ellers mit fokus mod det skønne solskin. Det var fantastisk. 

Nu må det forår da være her?

Tågesnak

Jeg skal passe på med at juble over udsigten til forår. Jinx!! Her til morgen løb jeg ved 9-tiden. Det var helt tåget, og termometeret viste frysepunktet.

På vej ud af døren greb jeg min sorte vinterløbejakke fra Primark. Den har jeg ikke brugt særlig meget endnu, for det har ikke været helt koldt nok. Men det var det i dag. Tågens fugt gjorde luften bidende kold og klam, så jeg skiftede til vinterløbejakken, og så var vejen banet for en rask løbetur!

Det var smukt at løbe langs søen. Jeg kunne end ikke se den anden søbred. Det var ikke til at se, hvor søen stoppede og himlen begyndte. Det hele var samme grå nuance.

Derfor!

På vej hjem styrtregnede det, og så var det, jeg tænkte – mon ikke jeg skulle skippe løbeturen? Dagen havde nemlig været hård, og der var endnu flere ting på tapetet; udover det sædvanlige, så var der strikkeklub klokken 20. Jeg havde tidligere på dagen også haft hovedpine, og jeg var faktisk også rigtig træt. Og så regnede det, det var koldt, og jeg ville sikkert ryge lige på røven i mudderet. Det var i det hele taget ret synd for mig.

Men for at være ærlig; det ville være mere synd for mig – på en dag som denne – at svigte mig selv. Så jeg trak hætten op over hovedet, handskerne på og så løb jeg ud i regnen. Det silede ned, og det var ikke glat. Regnen stoppede efter 7 minutter, og så tittede solen frem og lyste op i alle regndråberne på grenene. Det er jo derfor jeg løber!

Længe lyst luksus

Jeg kom afsted lidt efter 16 i dag, klædt på til løb. Det var ikke lang tid, jeg havde før solnedgang 16:51, når jeg liige skulle forcere 12 km myldretidstrafik på vejen. Men det gik; solen skinnede stadig, da jeg lagde ud. Efter 12 minutter gik den ned i de smukkeste orange farver på den anden side af søen. 

Heldigvis var der lys nok til resten af turen. Det var hårdt ovenpå de sidste ugers ondeste cecilhoste. Som om lungerne er blevet mindre. 

Jeg skulle løbe 2×10 minutter, og det holdt hårdt; jeg nærmest talte minutterne tilsidst, men så var det pludselig let nok, og jeg kom til at løbe for længe, fordi jeg fandt mit flow! Sejt 👍🏻

Mit bogudsalg

Jeg er ved at rydde op på bogreolen, og jeg har derfor nogle bøger til salg på dba. Måske er du interesseret?

Bøger om autisme

Jeg sælger bl.a. “Autismens små og store stjerner” af Mandi Erlandsen, som jeg aldrig har fået læst, men som andre måske kan få glæde af. Helt ny og med smukke illustrationer.

Jeg sælger også Mads G. Hansens fantastiske bog “Bag facaden“, der giver et indblik i hvordan det er at være dreng med autisme. Jeg har læst den, den er let brugt.

Jeg sælger også “Verdens klogeste dreng” om en mors kamp for sin autistiske søn, af Kristin Barrett.

Bøger om baby & barsel

Bestselleren “Sov igennem uden gråd” har jeg (og mange andre) også til salg.

Den gode barsel” er også billigt til salg.

Lisbeth Fruensgaard “Det er nu eller aldrig! – få mere tid og overskud til familien“. 

Annamette Fuhrmann “Min mor” – bog, du selv udfylder, til din datter. Masser af blanke sider, da jeg aldrig får en datter.

Bøger om spændende rejsemål

Og hvis du vil finde inspiration til hvor i verden din næste rejse skal gå hen, så er Lonely Planets Travel Book sagen. Alle verdens lande er med!

Kogebog

Caroline Flemings kogebog Baronessens sunde fast food, som Caroline har signeret. Den er aldrig brugt.

Træningsbøger

Anna Bogdanovas fantastiske bog Skyhøj Forbrænding. Virkelig anbefalelsesværdig! 

Jeg har også Anne Bechs Fit på 100 dage til salg for en flad 50er. Den har jeg aldrig brugt, blot købt i et svagt øjeblik 🤔

Og der kommer flere bøger til snart  📓📕📗📘📙

Hosten fra helvede hænger ved

Festen fortsætter; jeg hoster stadig og nu er jeg også blevet snottet. Til gengæld var det som om hosten var gået væk; jeg hostede faktisk ikke hele lørdagen. Lige indtil jeg lagde mig ned for at sove, så gik hosten helt amok, og jeg hostede og spruttede og bandede og snottede og var ved at eksplodere. Jeg er reelt verdens ringeste roomie for tiden.

Min mand var nu meget sød, selvom jeg holdt ham vågen og var rasende på hosten og alt snottet og det hele .. og vist også kom til at bide af ham. Han sagde, at jeg skulle drikke noget vand og prøve at hæve hovedgærdet lidt. Jeg hvæsede ‘det virker ikke en skid’ og 5 minutter senere sov jeg.

Tak, skat ❤

Søndag morgen; mere snot stadig hoste og stadig totalt rusten stemme. Men solen skinnede, jeg er nu 1 1/2 kilo tungere end for en uge siden, så jeg besluttede mig for at løbe en tur.

Så så man mig løbe med tungen ud af halsen, snot i guirlander og spruttende af lige dele raseri og hoste. Mine lunger føltes som om de var halvt så store som normalt, og det føltes som om de var på vej ud af min krop. Men det skulle denondehyleme ikke stoppe mig. Jeg løb 2×10 minutter, og bagefter føltes det godt.

Ellers var søndagen effektiv; vi reclaimede vores hjem, der var blevet overtaget af støv og nullermænd. I morgen er jeg frisk, tænker jeg?